Katinka ventede ved Vognen. Rundtom blev der spændt for og kørt
afsted. "Nattergalene" sang højt ud i Gaarden,
De kom til Sæde. Bai vilde køre og sad med Marie.
Oh du--min Valdemar!
Jeg elsker dig....
-De holder ud, sagde Bai.
De kørte gennem Natten; forbi Skoven; frem over de flade Marker.
Marie hang, sovende, krumbøjet over Kurven i sit Skød. Huus og Katinka
sad tavse, stirrende ud i Egnen. Nu og da talte Bai.
-Hoho--mine Dyr--
-Naa--saa langsomt--
Og der blev stille som før.
Bai vilde ha'e "en Opmuntring" og fik purret til Marie, til hun fandt
en Portvinsflaske.
-Vil I ha'e? sagde han.
-Nej--Tak, sagde Huus.
-Det er s'gu Uret, Bai tog Flasken fra Munden. En Mave maa ha'e no'et
mod Nattekulden.
Bai tog en Slurk til. Det lærer man i Felten, sagde han.
Han begyndte at tale om Preusserne og Krigen.
-Godmodige Folk, sagde han, ta'et én for én--svære Ædere--svære
Ædedolke--men gode Hjerter--rigtig gode Hjerter--én for én--men i
#Korpset#--Satan staa i dem....
Ingen svarede. Marie nikkede igen.
Katinka ønskede blot, at han dog vilde tie.
-Men svære Ædere, sagde Bai igen.
Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et
blodigt Banner. Saa faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen
svarede.
Man hørte kun Hestenes Larm i Seletøjet. Nu og da galede en Hane over
Markerne.
-Tag Sjalet paa, sagde Huus, det er koldt.
Varsomt lagde han det blaa Sjal om Katinkas Skulder.
Lidt efter lidt gryede Dagen over Markerne.
* * * * *
-Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paa
Trappen i den graa Morgen.
-Ja, hvis du vil, sagde Katinka.
Men Huus maatte hjem. Det var den høje Tid.
-Naa--sagde Bai--som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slæbt af
med Kurvene.
Huus og Katinka blev alene. Hun lænede sig til Dørstolpen. De tav
lidt.
-Saa Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert.
-Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og
i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre
Gange med hede Læber.
Og var tilvogns og borte.
-Hva' Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han væk?
Katinka stod paa samme Plet: Ja, sagde hun, han kørte.
Hun støttede sig til Døren og gik stille ind.
* * * * *
Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem. Lærker og alle
Fugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol og
Kvidren over de sommerlige Marker.