Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var
Værtinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde
tale med Hr. Berg.
Det var Edvard Sundt.
-_Dem_, sagde Berg.
-Ja, sagde Sundt. Jeg tænkte, De havde vel idag ikke noget videre at
forsømme ved en lille Passiar.
-Aa, nej--det ikke, sagde Berg trist.
De kom til Sæde, og efterat de havde talt lidt om Begivenheden, søgte
Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig
blev ved at have den samme milde, ligesom hjælpsomme Klang, som Berg
havde fornummet straks ved de første Ord, da han kom ind.--
Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saa'
paa Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over
Skrivebordet, blev han staaende lidt:
-Ja, sagde han, han faldt derovre.
Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej,
_det_ glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han.
Og maaske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, at han ogsaa selv
just var sært modtagelig for alle de Erindringer) begyndte han at
fortælle--først søgende om Ordene og med lange Pavser mellem hvert
Minde, siden alt hastigere--om »den Tid derovre«.
Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke
Landeveje, hvor Mandskabet krøb, krøb paa alle fire--Mand mellem Fæ,
sagde han.
-Har De sét, naar en Flue er falden i et slebet Glas med Mælk, og saa
har naaet Kanten? Hvordan den kæmper og kravler og kæmper op ad den
glatte Side og bliver ved og ved.... Jeg kan aldrig se saadan en
Skabning--saa dumt det er--uden et Sekund, et Nu i det mindste at
tænke paa den Nat--»Marchen« fra Dannevirke....
-Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og saa' op paa
Portrætet.
Han talte om Livet ved Dybbøl. Det var jo kun den langsomme
»Skiveskydning« om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om
Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og saa
lystige--hver Gang, Loddet igen var slaaet dem forbi, og de havde et
Døgn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, _de_ skulde ikke »rykke
ud«....
Herluf sad og stirrede paa Faderens Portræt og hørte næsten kun halvt.
Det var, som om alle Erindringer fra hans første Hjem vaagnede paa én
Gang, og han saa' Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader
den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Sønderborg.
Sundt blev ved at fortælle; i en underlig dæmpet halvhøjtidelig Tone
talte han, næsten som den, hvori overtroiske Folk fortæller
Spøgelsehistorier--greben af Erindring efter Erindring.
Han havde haft en Ven, der maatte rykke ud.
-Bentsen hed han--lige kommen som Sekondlieutenant fra Skolen.... Han
var nitten Aar og skulle »rykke ud«....
-Han kom ind til mig, da han havde faaet det at vide, ligbleg,
forstyrret, rystende som det Dyr; Jeg kan ikke dø, raabte han, jeg er
kun nitten Aar ... nitten Aar. jeg kan ikke dø, raabte han.
-Og han kastede sig ned paa den opblødte Jord og rev i Snavset med
sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og græd og bad ... og atter
rejste sig op og laa paa sine Knæ og skreg:
-Lille Gud--nej--lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud....
-Og der var ikke noget at sige eller at trøste, sagde Sundt: han
skulle jo rykke ud.
-Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se
ham ligge dèr uden Sanser, paa Jorden, som en Orm og raabe paa sine
nitten Aar og paa den »lille Gud«....
-En Time efter drog han afsted ... Jeg saa' ham i Spidsen for sine
Folk ... Han raabte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet....
Derudefra kom ingen igen....
Sundt tav.
-Ja, sagde han saa lidt efter og saa' atter op paa Billedet over
Skrivebordet: _De_ faldt.
-Men--véd De hvad, sagde han og rejste sig, jeg tror egenlig, at alle
vi, som var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Bén
eller en Arm (Sundt smilte selv ved Tanken om dette mærkelige usynlige
tredje Bén eller Arm) og hemmeligt gaar vi vanføre omkring og har
aldrig forvundet Blodtabet....
-Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde det, sagde han i
Tanker. Og derfor er vi blevet saadan Mænd som vi er.
Han tav lidt igen, og Herluf tænkte pludselig paa lille Fru Canth og
den Aften, da Fru Duncker var rejst med Scheele.
-Og har De, sagde Sundt og saa' hen paa Berg, aldrig tænkt paa, at
hele denne Menage, denne Virksomhed--og Sundt pegede ud mod Byen--den
ligner kun en Saarfeber, De....
-Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl, sagde Sundt og vendte
sig mod Vinduet.
-Det er et lysteligt Billede af _Dem_, sagde Herluf efter en Pavse. Og
hvordan skal det saa staa til med os, der er kommet efter?
-Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at sé paa ham. Hvordan?
-I skulde lære den vanskelige Kunst at være smaa, sagde han; og meget
alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portræt tilføjede han
sagtere: Og i Stilhed ære dem, der døde for vor sidste Vildfarelse.
Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden Tone sagde:
-Og hvad vil nu De, Berg?
-Hm--vel skrive videre, sagde Berg. Han stod lidt:
-For det er kun Bøgerne, der slutter, sagde han træt: Livet
fortsættes.
-Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod Bordet.
Han vilde gaa nu.
-Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa--elskværdig.
-Naa--hvad Elskværdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu--og
frisk Mod. De var kommet helt ned paa Trappeafsatsen, før de skiltes:
-Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel.
-Farvel, sagde Berg.
Han blev staaende paa Afsatsen, efter at Sundt var gaaet, og uden at
tænke over det, saa' han ud af Gangvinduet, der vendte til Gaarden.
Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Porten med en Kone i et
stort, luvslidt, graat Sjal. De fik Lirekassen stillet op, og Konen
tog to smaa, rød-bukseklædte Aber frem af Sjalet og satte dem op paa
Lirekassen.
Manden spillede, og Berg saa' paa de to Aber, der begyndte at skære
Grimasser og danse. Pludselig hørte han Melodien. Det var »Kyssenes
Sang«. Og ud af syv, otte Køkkenvinduer i den store Gaard trallede
musikalske Piger i mange Tonarter Visen:
Her kysses vi, og gør Kur--her kysses vi.
Herluf stod længe og saa' paa disse to Aber, der dansede paa
Lirekasselaaget, mens Pigerne sang.
Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme paa Trappen. Det var
en Kommissionær, der var »saa glad ved at træffe Hr. Direktøren
hjemme«. Han tog en fidtet Regning frem af en Brevtaske og
præsenterede den.
Det var en »Nota« fra en Sommerrestauration.
Berg havde ikke en Skilling: Ja--De maa komme igen, sagde han og gik
utaalmodig op ad Trappen.
Men Kommissionæren fulgte efter og brugte Mund, saa det kunde høres
over hele Trappegangen:
-Nette Herrer, fine Herrer--spise og drikke, det er de med til ... men
Betalingen kan man hente hos Fogeden....
Berg fik lukket Døren. Men udenfor paa Trappen blev Kommissionæren ved
at raabe....
Herluf gik ind. I Stuen begyndte det at blive mørkt. Træt satte han
sig ved sit Skrivebord; rundt om sad den stumme himmelske Forsamling
paa Etagerer og Bordkanter.
* * * * *
Fru Heltz og Etatsraadinde Knudsen holdt hinanden ved Selskab og havde
udøst Hjerterne for hinanden: de forstod ikke rigtig deres egne Børn.
Fru Heltz følte sig saa tit lidt ene. Asta var jo helt borte, ovre i
Blekingen, og Julie »havde næsten nok med at danse«, som
Konferentsraadinden sagde.
-Naar hun bare havde lidt af de Tanker, den anden har for mange, sagde
hun.
-Ja, ja, nikkede Fru Knudsen.
-Men man forstaar dem ikke rigtig, sagde Konferentsraadinden ind mod
Øret af Veninden; forstaar dem ikke--hverken den ene eller den anden.
-Næ, næ, rystede Etatsraadinden.
-Man ser bare, du, at _noget_ er der i Vejen, sagde
Konferentsraadinden. Og Skylden er vel vor, Anna, sagde hun: vi har
vel ikke forstaaet at passe rigtig paa dem.
-Konferentsraadinden havde Taarer i sine store gode Øjne; hun tænkte
paa Asta, som var hendes kæreste og nu »sad derovre og passede
Syge«....
De to gamle Veninder sad længe tavse og triste ved Siden af hinanden.
Saa hørte de Teatervognene paa Gaden og tog et Par Tørklæder om, for
at staa lidt i det aabne Vindu.
Vognene rullede rask forbi, og Sværmen begyndte at vælde frem oppe
over Torvet. Det var det »hele København«, der havde villet vise
»det«, som Bladene skrev, »uden Skyld saa haardt ramte Personale« sin
Deltagelse og havde overværet »Victoriateatrets« Førsteforestilling.
Konferentsraadinden og Fru Knudsen hørte dem snakke og tralle, mens de
strømmede ned gennem Nygade langs Fortovene. Det blev ét muntert,
syngende Myldr under deres Vinduer. Række nynnede efter Række i alle
Tonarter den samme Vise, mens Ansigterne straalte og lo i Lygteskæret:
Ja--saa skal det vise sig, At det er en lystig Krig. Saa lystig, saa
lystig, Saa lystig en Krig.
Droskerne blev ved at rulle frem midt ad Gaden i en hel Række. Der kom
en lejet Karet fra den modsatte Side, og det gav en pludselig
Standsning, saa Kuskene bandede.
Det var Kaptajn Petersen fra »Bladet«, hvis Hoved stak frem af
Karetdøren. Han gestikulerede med to hvidtbehandskede Hænder til
Kusken. Kaptajnen var i Galla: han kom fra en Forening, hvor han havde
holdt patriotisk og populært Foredrag om: »Vore tusindaarige
slesvigske Valpladsen«.
Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen tog Hovedet til sig.
Paa Fortovene drog Strømmen stadig forbi og trallede:
Ja--kun dét Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer
Læbe Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir.
De to gamle Damer stod i Vinduet. De saa' ret mismodigt ned paa
Sværmen.
-Ja, sagde Konferentsraadinden ind i Fru Knudsens Øre: Hvor Livet er
underligt, du....
-Ja, nikkede den døve med sit mærkelige, bestandig uforstaaende
Udtryk: Underligt.
De to Damer gik tilbage og lukkede Vinduet.
... Sværmen dernede var borte. Den skyllede ned gennem Østergade ud
paa Kongens Nytorv og skiltes.
Og lidt efter lidt blev der stille i alle Gader og i alle Gyder.
Kun en enkelt Fodgænger gled forbi »Hesten«, hvor Banditerne blundede
paa Bænkene. De vaagnede og stirrede ud paa Fodgængeren gennem Mørket.
Saa faldt de hen igen.
--Men Decembernatten tætnede kun Taagen, der laa over Staden
København.