til Svovlstikken slukkedes.
Berg gik ind for at hilse paa Redaktøren, der sad ved sit Skrivebord,
i Selskabsdragt med Æreslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte
hinanden Haanden.
-Ja, Berg--sagde Redaktøren med sit lidt trætte Smil og drejede sin
Stol, mens han saa' ned gennem Stuerne med den megen Belysning og de
hvidbrystede Herrer Medarbejdere:
-De forstaar det, sagde han; De giver os, Hvad vi vil have i denne By:
_Circenses et--Circenses._
-Han sagde, raabte Meyer hidsigt fra den anden Stue: Leve Samfundets
Helbredere ... Hr. Meyer kaldte Damerne til Vidne, som svarede i Kor.
* * * * *
Da Berg kom tilbage i »Victoria-Restauranten«, var man ved Champagnen.
Der var stødt et Par fler til Selskabet--deriblandt en ung Skuespiller
fra Teatret, der gjorde sig behagelig for en Ugebladskritiker med
mange smaa geskæftige Venligheder, ikke ulig en Han, der fordriver
Tiden for sin Hun, som ruger--og man havde lettet sit Hjerte ved
adskillige smaa »siddende Glas« med gensidige Behageligheder.
Efter at Berg havde faaet lidt Mad i Livet, vilde man »ende Dagen« og
sendte Bud efter to Drosker, hvor man kom til Sæde hulter til bulter.
Natten var mild som en Nat i Juni, og »Nationals« Musik lød vidt frem
forbi Frihedsstøtten.
Ligeoverfor Danselokalet, foran hvilket Droskekuskene holdt en Art
Æresvagt, drivende op ad Nabohusene, straalte en HalvtredsØre-Butik i
fuld Belysning midt i den mørke Husrække. Ser I, ser I, raabte Adolf:
Begyndelsen til »Nathandelen«.
Indefra Lokalet hørte de allerede Valsen og Dansetrinene.
De fik en Loge, men Berg blev staaende paa Balkonen over
Hovedindgangen og saa' paa Salen. Der var ganske fuldt, paa Gulv og i
Loger; Kongres-Marskallerne med deres store, danebrogsfarvede
Silkeskærf drak hinanden til, fra Loge til Loge, over Salen. Rundtom
langs Logerandende saa' man søvnige eller forvildede Frøkener, der fra
Tid til anden opmuntrede sig ved at sende nogle umotiverede, høje Hvin
ud over Salen, hvor de professionelle Dansere drejede til Musiken i
sære Ringe, mens de elektriske Apparaters Prr-Prr skar hastigt gennem
Rummet.
Fra Logen blev der raabt paa Berg, og han gik gennem Gangen. Glade
Frøkner fløj forbi ham, og indenfor knaldede Propper. En Dør til en
Loge blev revet op, og ud lød Stemmer, Støj og Musik som én Tummel.
-Herluf Berg, Herluf Berg, raabte blonde Krause--der i den sidste Tid
bestandig saa' ud som et gennemforkølet Barn--og Herluf maatte ind at
drikke med Selskabet.
Musiken begyndte paany.
Det var »Kyssenes Vals«. Man kendte den og klappede i Logerne. Dørene
blev revet op, og man fløj gennem Gangene--Lange i Spidsen--ned for at
valse.
Krause havde travlt og styrtede fra Loge til Loge. Nede jog Frøknerne
fra Arm til Arm, og Marskallernes Dannebrogs-Skærf flagrede i Valsen.
Oppe i Logen sang de, hilsende med Glassene; de valsede mellem Stolene
og stødte mod Væggene--inde fra Bergs Selskab lød et »Victoria« ud
gennem Larmen.
Musiken holdt op, men den maatte begynde paany. Som af en Hvirvel blev
Parrene fejede frem over Gulvet i store Buer. Og pludselig hørte man
fra en Loge en skrattende Musik: det var Krause med et Orkester, ti
Mand høj, op paa Borde og Stole, med Trommer og Barnetrompeter
(hentede i »Nathandelen«)--der faldt ind i »Kyssenes Vals«.
Alle holdt op at danse. Det var som en Rabies. Paa Gulvet strømmede
man sammen og klappede; ud af alle Loger strakte Damer sig for at se;
alle skreg og applauderede og lo--til Gulvet paany gyngede i Storm
under de valsende, mens Barnetrompeterne tudede, og Trommerne gik, og
Frøknerne med løftede Glas hvinte »Kyssenes Vals«.
Ingen hørte; Ørenhinderne nægtede deres Tjeneste; som Rusens egne
Pulsslag dirrede de elektriske Klokker.
Og ud fra Logen--over de hvirvlende Par, der saa' hverken Væg eller
Gulv, over Marskallerne med de flagrende Skærf--holdt Krause, mens alt
gik under i samme Malstrøm af Larm, den revnede Barnetromme som en
Trofæ.
* * * * *
Berg og Adolf kørte hjem i Droske. Det første graa Skær af Morgen
meldte allerede Dagen. Men da de kom til Kongens Nytorv, vilde de
alligevel »gaa lidt« og røre Benene, før de vendte hjem.
-Ja, sagde Adolf, da Drosken var kørt, Gud véd, hvad nu egenlig den
Kongres har kostet os.
-Kostet? sagde Berg.
-Ja, det er s'gu ikke paa den Slags Forretninger, man tjener ... De
hører til Driftsomkostningerne, sagde han.
De vandrede forbi »Hesten« ud ad Bredgade. Hele Torvet laa forladt og
stille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter.
Kun paa Bænkene om »Hesten« drev et Par Vagabonder i Halvsøvne; de
vaagnede op ved Fodtrinene og rettede sig, mens de saa' efter de to.
Saa lagde de sig atter til Hvile, med Hovederne i deres Hænder og
halvt udstrakte--som Dyr paa Lur inde i Skyggen.
-Men nu skal vi _høste_, sagde Adolf, inde i sin forrige Tankegang.
De gik tavse frem mod Bredgade, og paa Torvet blev der ganske stille.
Man hørte intet uden det jævne Fodtrin af Natbetjenten, der mekanisk
gik frem og tilbage--vogtende den slumrende Bys Fred og Sæder.
Lidt efter lidt blev det ganske Dag.
Og hundrede travle Damppiber og titusinders ilsomme Fodtrin meldte,
den var vaagnet--Storstaden København.
Berg og Adolf stod paa Charlottenborg-Hjørnet: Plakatmanden klistrede
op en Victoria-Kæmpeplakat, der meldte »den tragiske Stjerne« i
skandinaviske Farver.