I
Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede:
Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind.
De var kommen til Sæde, og Kusken kørte ad gamle Frederiksborggade
til.
Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Mølle hvilede
det graablaa sidste Skær af Dag. Men langs Gaden var der allerede
tændt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en
hel Armé strømmede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen--som en
taktfast Marsch lød det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet,
klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade,
hætteklædte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene.
Forpustede Medsøstre i Abonnementet, der maatte gaa, kom ikke hurtig
nok i Vej paa Fortovet og brød ud paa Gaden, hvor de skridtede af
langs Rendestenen med en forvildet Pige i Hælene.
-Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indaandede den
fugtig-milde Luft i sit Vognhjørne.
-Levende er her blevet i Staden, sagde Lange.
Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr
var der af Hætter, der skreg, og forbitrede Ægtemandsstokke, der
demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad
Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store
vraltende Dyr.
Berg og Lange kom ind i Købmagergade. Mørkningshandelen gik i Kældre
og Stuer. Igennem Ruderne saa man de fulde Boder, og Fortovsstrømmen
løb bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Nærheden af
Kælderhalsene. Unge Piger fra Kursus fløj forbi hinanden med
Haandslag, og »Herrer fra Forretningen« skød ud og ind i Vrimlen for
at bringe Breve til den sidste Post.
Udenfor Modebutikerne, hvor de første Vintermodeller prangede under
Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes
den hele Strøm af Plankeværker foran Huse, som var under Ombygning,
saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Bræddebroer, der var
lagt frem over Rendestenen.
-Svært, saa vi bygger Façader, sagde Berg, der i den skiftende
Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrømmens mange Hoveder.
-Vi kalker vore Grave, sagde Lange.
Paa Østergade blev Strømmen langsommere. Man drev afsted i Lyset,
Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med
Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatværs af Drosken, saa den blev
trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske
af Luften, søde og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i
Højde med Drosken, saa nær, saa det var, som om de rørte Vognen med
Kinderne.
-Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de
bar »paa skraa« i Lommen.
-God Aften--god Aften.
De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom
ikke frem, Sværmen stod helt ud paa Gaden.
-Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken.
Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i stærkt
Lys--i halv Legensstørrelse--i Udhængsskabet, indrammede af
Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran
Yndighederne.
-Kør ad Ny-Østergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden,
hvor de gled blødt hen ad Kørebanen, og der pludselig blev ganske
mørkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte
rundtom i Døraabningernes Skygger.
* * * * *
Folk drog over Skt. Annæplads i Stime, og Droskerne satte ind i
Amaliegade med en Fart, som var Dyrene løbske; Damer, der løb over
Gaden med løftede Skørter, kom foran Hestene og hvinte.
-Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken.
-Hva'?
-Men--Amalie ...
En Amalie, der var kommet paatværs af Bergs Droske, blev langet ind af
en Herrearm.
-Du dog--raabte hun: Herluf Berg.
Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciøst
paaskrævs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev
rendt over Ende.
Udenfor Teatret var der en Smækken med Vogndørene og en Trængen sig
frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se
Façadens Lygter og vilde komme først. Kun Droskekuskene sad uanfægtede
og saa' betænkelige paa Smaapengene i de flade Hænder--før de vendte
og kørte bort.
Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man mærkede Gasluften og Støvet,
fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man hørte den
ned----
-Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Tæppet gaar.
Der var allerede dæmpet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved
helt op i Amfiteatrets store levende Mørke--fyldt af en Brusen, i
hvilken Ouverturens Vals næsten blev borte.
Man følte sig, som kom man ind i en elektrisk Kæde, naar Rækken
lukkede sig, og man naaede paa Plads...
Tæppet til »Lykkepigen« gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i
Provence, hvor Bønder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin
Hyrde. Hun tabte strax sin Træsko, som hun havde Halm i, og hele Huset
genlød af den første glade, meningsløse Lattersalve, mens hun fik den
paa igen.
Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Sæde
under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet,
og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet.
Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade:
Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalænge hun aldrig havde
kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig
ikke var »kysset«, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt
en mildnende Haand paa Sujettet--af Hensyn til vort Publikums
Følelser--og havde ændret til »kysset«.
Akten endte med en »Hønsesang«, hvor Gaasepigen kaglede.
Tæppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu
blev klappet paa Galleriet, og før der blev Lys, steg der en pludrende
Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skolebørn fik Frikvarter, og
ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa én
Gang.
Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der
mere stille, mens man begyndte at mønstre hinanden og hilse og melde:
_Den_ var her og _den_ og _den_--og man nikkede. For hvert kendt
Ansigt var det som Velværet voksede: de var her rigtig alle, og man
selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornøjeligt
Velbehag, hvor man mønstrede og mønstredes, mens Stemmerne summede.
Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende
Række bag Række. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang
til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af
Bade og Sommerluft.
-Gør sig s'gu, gør sig s'gu, sagde Lange og førte den ene Haand gennem
Luften i en lille Bue, som om han med et Kærtegn omfattede al den
friske Kønhed.
-Brillant, sagde Berg.
De var der alle--allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man
bare saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med
Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strøm og
Redaktør Scheele: Legationsraadinde Stén, udringet, med
Legationsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en
falbydende Urtekræmmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Nørregade;
Fru Koch....alle, Ansigt ved Ansigt, Rækkerne ned.
-Svært med Fruer, sagde Berg, væbnet med Kikkerten.
-Ja...
-Naa--Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig.
-Hvorfor? De var skam alle ti Aar ældre for en halv Snes Aar siden,
sagde Berg og lo.
Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen hørte efter. Det gav
et Ryk tilhøjre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa
Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et
Aaleskind pludselig faldet ned i en Hønsegaard.
Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond
Toupé drysset fuld af Brillanter--Diamanter i Ørene og Diamanter om
Halsen.... Der blev et sandt Oprør, hvor alle tiskede og spurgte,
indtil Damerne, lidt efter lidt--der kom ligesom en stram Luft over
Parkettet--lod Kikkerterne synke og holdt Øjnene stift hæftede paa
Tæppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken:
-Hvem?
-_Hvem_ du, hviskede Blom op til Berg, fra første Bænk, bag
Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de
forsøgte at indføre Gala ved »Premièrerne«.
Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev
der stille--Diamantdamen sad hvidkalket og søvnig og gnistrede--alle
kom paa Plads, Kritiken langs ad Fløjene, færdig til Træfning: Kars
havde Plads tilhøjre, med et lyst Smil og foldede Hænder, som bad han
Bordbøn ved et opdækket Bord, og Professor Markus sad højtidelig, med
let rokkende Hoved, som en Provinsoverlærer ved en Censur, ved Siden
af Hr. Stæhr.
Tæppet gik op.
Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld
og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Døre--fler og fler Pager, to
og to, fler og fler--i Trikot. Hele Salen blev blot én Kikkert--Mænd
greb Glassene af Koners Skød eller Hænder--: Men der var jo Flokke,
Snese--en Hær af Pager--en Hær--rent en Hær af Trikots.
Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved
Mændenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede
i Sæderne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet
lidt for nedringede til Bal....
Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte
og det skinnede. Fler og fler--det hørte jo aldrig op--der maatte da
være hundrede....
Man slap Kikkerterne og man klappede tæt, over hele Salen.
Det var Operettens berømteste Numer, »Kyssenes Kor«. Man fangede, man
valsede, man kurede og kyssede.
Publikum jublede; man vilde have det om og atter om.
Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gør Kur. Her kysses vi.
Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen.
Man kom ikke mér ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt
blev en Tummel af Støj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en
Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde.
Man lo og lo. Akten havde i betænkelig Grad trængt til den »mildnende
Haand«: Der var strøget, saa man forstod ingenting, undtagen--at der
var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Mørke.
-Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige
Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og grøn i Armen.
-Satan, Satan....
I yderste Grad havde Bearbejderen trængt til »sin mildnende«, mens
Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem
Dørene....
Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper,
nynnende sagte »Kyssenes Sang«--foran de Elskendes Døre.
Hist kysses de og gør Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi.
Der var ganske stille i Salen udover Halvmørket af Hoveder, der
langsomt rokkede, som nynnede alle uhørligt med. Varmt var der blevet.
Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten.
Finalen kom: Hofdamer brød ind med Kandelabrer; Vagten fløj til med
Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede... Prinsessen kom i
Frisérkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt....
O ve--o ve, Hvad her dog skér: Hun bliver aldrig Lykkepige mér.
De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne
tørrede Taarer i Slæbene...Ingen forstod et Ord; i Orkestret kæmpede
Tromme med Triangel...Der var ikke _den_, der hørte Ørenlyd: Det var
Glanspunktet af Operetten.
Tæppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op
igen. Bifaldet lød som store Drøn fra Galleriet. Det maatte op igen.
Man strømmede ud fra Bænkene, og man klappede i Gangene, hede og
sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og
glade, med fremskudte Buster, som en Række Spurve, der soler sig. Kun
Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin
Pose.
Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret...Man talte om
Antallet af Opførelser--man mente tredive...Redaktør Isaksen førte
energisk Næsen op og ned, snusende hen mod Tæppet, som om han vilde
grade Stykket ved Hjælp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud
over Salen, med et langt sultent Blik:
-Ja Godtfolk--nu var der Penge at tjene med en Treakter....
Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stødte; ingen
hørte Ørenlyd for Latter og Støj. Det var det unge København
straalende og stramt i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel, som
Fisk i Vandet.
-Naa--I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i
Trængselen og gik halvt i Knæ, mens han viftede med den oprakte Haand:
Ka' vi no'et, vi Københavnere?
-Fa'en ta' mig, er der _Stemning der?_ Blom lo, saa man saa' alle hans
hvide Tænder.
-Ja, sagde Lange nikkende, der er »Bevægelse«--det kan man ikke nægte.
De vilde »se at finde en Soda«, og de trængte frem gennem Stimlen, men
de kom næppe af Stedet, mens de brændte Vittigheder af og gav
Haandtryk--Kredsen Blom gav Haanden ved blot at strække en oprakt
Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk--; til sidst fik de dog
erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdøren til Gangen, hvor
Sværmen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Døren var der en
Trængsel, saa man blev drejet som Bønner i en Kværn.
-Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg--det var en
Skuespillerinde fra Kongens Nytorv--og blev drejet ud igen.
-Naa--_saaledes_, sagde Brodersen og førte Spidsen af Pegefingeren hen
under Næsen, mens han snøftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at
noget havde »Vildtlugt«.
-Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gør s'gu det hele til ét stort
--»nok sagt«--bare for at hæve Byens Anseelse.
Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg.
-Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid lød, som han
vrængede: Ja--tro I--for mig paa de rénlivede Jomfruer fra Bi-belen,
sagde Brodersen.
Man talte om »Diamantkvinden«--: Hun pynter, sagde Lange. Det hjælper
altsammen.--og Signalet lød til at bryde op.
-Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han
sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu dog Pudder i Logerne
--gamle Folk.
»De gamle Folk« slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive
tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i
en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard
Sundt, Fuldmægtigen.
-Kære--giv mig Ret, raabte hun. _Er_ det ikke for Bæ'lam ... Hys,
Edvard, hvad jeg siger, det er rædsomt med den Anstændighed. Fru Canth
var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et
Par store, allestedsnærværende og blanke Øjne. Hun gererede sig som en
Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte »af Princip« alle
Herrer ved Fornavn.
Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fødder, saa man saa' et
Par Spændesko med et Par mørkerøde Silkestrømper op over Anklen.
-Gennembrudte, sagde hun og pegede. Ægte Varer--sagde Kræmmeren ...
Hvormange jeg har købt, lille Edvard? Seks Par.
-Men--Gud ... Jeg snakker ... Fru Canth satte Spændeskoene med et Stød
i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen....
»Mansen« var Assessoren, en forskræmt lille Herre med nogle tynde
Haartotter og et Par forvaagede Øjne. Han saa' ud, som om han _altid_
fik præsenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmæssigt ud et
Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han
været gemt i en Kjolefold--hvorpaa Fru Canth sagde:
-Naa, Manse, og nikkede til Afmønstring.
Man hørte Korstemmerne ned oppefra.
-Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm
Sodavandsglasset hen til Sundt: Djø, Børn. Hun gik med »Manse«; ved
Parkettrappedøren stansede hun: Edvard--man mødes jo efter Dagens
Gerning--i »Bethesda«.
Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens
Musikkorps blæste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de første, der
kom ud.
-Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. »Institutionen« gav den
sidste Fyrværkerifest i Sæsonen.
Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen
og frem over Gaden--gennem Strandstræde trallede Række efter Række.
Ude paa Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor
de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad
Sporene.
Saa delte Støjen sig--ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere
og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind
i en Port, ned i et Stræde--som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt
havde suget den til sig.
Hist kysses de og gør Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi.
Banditterne om »Hesten« havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og
brummet--nu tænkte de videre med Hovederne ned i deres Hænder. Og kun
en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden.
* * * * *
Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og
Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer.
-Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft.
De vendte og gik ned mod Basarplænen, der laa foran dem som i en lys
Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Græs og
Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt om i
Træranden hang de farvede Balloner som skinnende Kæmpefrugter.
De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren
stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et
Vindstød drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende
Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa
Sensommerhimlens stjernestrøede Dunkelblaa.
-Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt.
-Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Hornmusiken glad ud i
Herligheden.
De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne
spændte sig som lyse Æreporte over Hovederne: Aften--Berg og Lange,
lød det bag ved.
-God Aften....
Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød paa dem som et Lyn,
Stokken bagud og Næsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skød
Skulderne op, Lemme-Souper....
-Tak, skød Lange ind.
-Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Tænder. Vi
gemmer hende i Divanen... Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at
gaa.
-Naa--net....
-Kostymerne fra Paris,--Gerster snøvlede som en Udraaber paa et
Marked:--med en Tomme sat over til Knæene--man kender 'et... Naa--maa
hjem til Passagérgodset. Djø--Børn.
-Djø. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt
Hals og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig
vejrede Luften, hvor han kom frem.
-Satan--saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da
Lille-Gerster var ude af Skudvidde.
-Ja--der er de jo ogsaa fra....
-Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin
Høremaskine.
-Ja--hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i
de Par Aar.
-Ja--Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mér, siden de flyttede fra
Randers....
Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og
Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under
Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende
Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide
Bryst som en stor Dukke, søgte de forvildede Polkatakter ud over
Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede.
Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens
Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet.
-Det tro København, sagde Berg, seende ned over Sværmen.
-Aften, Hr. Berg, Aften... To Roastbeef... _sauce tartare_... Kellner
Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin
Serviet--Bankherrerne, Hr. Berg--Berg havde sét prøvende over tilhøjre
mod en højrøstet Herre-Pousse-Café i hvide Slips.... Lille Diner,
sytten Kuverter... er ved Kaffen, Hr. Berg... Hr. Jensen skød
undskyldende højre Skulder i Vejret og smilte illustrerende
Tilstanden.
-Vel--Vel... Kellner Jensen drejede som en Top... To Alliancer. Væk
var Hr. Jensen.
-Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Døren og mønstrede
Salen. Professor Gersters havde okkuperet det højre Sofa-Hjørne og
slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i
»Svinedrengen« om Prinsessen.
Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem
Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: »Vel«--»vel«, saa
ingen Ganymed havde Kjoleskødet frelst. Mens et Par Bankherrer fra
Provinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen--i Svalehaler og
Brandspande--og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over
Bordene.
Ovre i den venstre Sofa præsiderede Fru Canth i »Menigheden«, ogsaa
kaldet »de sikre«. Det var den snævreste Canthske Kreds: tre, fire
Familier, men, som Fru Canth sagde, »af den rette Aand«.
Sommer-Stamsædet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet
»Bethesda«, til Forargelse for Fru Mølbom. Fru Mølbom, der evindelig
førte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa
religiøse Anfægtelser.
Iaften var hele den »sikre« Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth
selv, Fru Dunker, Fru Mølbom og »Tante« Strøm: »vore tre Ungkarle«:
Sundt, Redaktør Scheele og Bastrup af Toldvæsenet, ogsaa kaldede »de
smaa«, samt Mændene.
Der blev raabt saa længe paa Berg, til han bugserede sig frem til
Bordet. Damer og Herrer førte Ølglassene fint mod Flaskerne; hvad der
betød Akklamation: Plads for lille Herluf--Plads for lille Herluf,
raabte Fru Canth ... Luften svirrede af Herre-Fornavne--Damerne i
Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres
respektive Mænd--og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr.
Mølbom.
-For Bæ'lam--for Bæ'lam--Fru Canth var stadig ved Operetten--: noget
for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med
Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Mølbom og Fru Dunker,
med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet
i Kakkelovnskrogen.
Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte,
nervøse Fingre.
Hr. Mølbom konverserede Berg. Familien Mølbom havde gjort deres
Ferieudflugt til Møen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Mølbom.
Dejlig Tur--fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner....
-Tre Mand--_tre_ Mand, De! gentog Hr. Mølbom.
-Fa'er og Mo'er og Arthur--Hr. Mølbom nikkede over til Arthur, som var
Hr. Bastrup af Toldvæsenet. En lang Nøddeknækker, der brugte kulsur
Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Mølbom samme Brønd i
Rosenborg).
-Fem Dage, sagde Hr. Mølbom.
Damerne talte om Fru Canths Strømper: Lille Herluf har sét dem, raabte
Fru Canth. Har lille Herluf ikke sét dem? Berg maatte bevidne, at han
havde sét dem, og der blev en Strømpedebat over alle Bredder.
Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man
gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemværk. Ved
Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebrædt og kniplede løs
paa Forøgelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og dømte om
Modellerne.
Fru Strøm havde sét et Mønster (Scheele fik sit Rejebrød rakt paa en
Kniv af Fru Dunker) ... hos Davidsens ... og hvad havde Fru Canth ikke
sét--idag hos Vett--en Model til Chemiser....
-Nogle Chemiser, Tante Strøm,--Fru Canth saa' ud, som om hun vilde
sluge Chemiserne--uden Ærmer....
Alle Damerne kastede sig over de ærmeløse »inderste«; Hr. Mølbom, der
var færdig med Prisbilligheden paa Møen, sagde:
-_Tre_ Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Hænder
stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Mølbom var saadan: han faldt pludselig
hen og glemte Verden i en øm Stilling mod et Medmenneske, og sad saa
med stirrende Øjne ud i Rummet.
-Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er kønt paa
Møen.
Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless.
Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa tæt sammen, at
ingen kunde røre Benene: La' ham sidde paa Skødet, raabte Tante Strøm;
Pless kom ned ved Siden af Fru Canth.
Damerne var saa ivrige, at de skød Tallerkenerne bort og tegnede
Mønstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strøm sad og skinnede, rank
og stormægtig, med sine stikkende Øjne rundt i Kredsen med et Smil,
der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Mølbom--der altid var rød i
Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet--sad med
stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Mølbom havde i det
hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et
Løg.
Hr. Mølbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel.
-Vi to, Mo'er, sagde Hr. Mølbom og løftede Glas. Hr. Mølbom kaldte
altid sin Kone for »Mo'er« med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru
Mølbom havde skænket ham otte Børn fra nitten Aar og nedefter.
-Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Mølbom. Vidne, Arthur ... De drak alle
fire.
Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja--i _hver_ Vask lod Fru Dunker
sine Mellemværk bløde i Kaffe ... de saa' ud som ægte....
-Men Gud, det Arbejde--Damerne raabte ... Ja, Fru Dunker gjorde det
... i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) ... hun blødte dem med en
Klud--_hvert_ Mellemværk ... Scheele vidste det!
-Lille Carl véd det, lille Carl véd det, raabte Fru Canth.
Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han,
Livet er rart,--mens Tante Strøm og Fru Canth lo, saa ingen hørte
Ørenlyd.
Midt i Støjen sad Ægtemændene Dunker og Strøm stive og ubevægelige,
daddelløse, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak
en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Ingeniør Dunker igen
faldt hen med halvlukkede sløve Øjne, som om han sov, mens Oberst
Strøm forblev rank med sit lange, kønne Napoleonsskæg og et
høfligt-opmærksomt Smil, som om han stadig hørte paa en Bordtale.
Lille Canth gemte sit forskræmte og rynkede Ansigt bag Oberstindens
brede Buste, og de tre Ægtemænd blev midt under Lystigheden siddende
med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevægelige som tre
Avtomater. Hr. Mølbom drak bestandig Rækken rundt og tog Vidner med et
aandsfattigt Udtryk i Ansigtet.
Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev støjende ved den mindste
Lejlighed, for at holde Scheele i Aande--var blevet ved _sit_ om de
kaffeblødte Mellemværker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru
Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun
Hovedet og sagde:
-Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten
deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for
at spise og fylde en L'hombre ud for Ægtemændene; han hørte ligesom
Berg--kun til Udenværkerne og gik under Navnet »Neutrum«.
Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa
Verandaen sad Lange og saa' krænket ud over en med Brød kemisk renset
Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i
Selskab.
-Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kødet.
Man kommer aldrig derfra.
Ovre ved Pousse-Café'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Møller
fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herrerækken mod
Verandapillerne drak man glade Privatlikører i Flæng, og Konsul
Møllers Nabo blev ved at slaa et Par kærlige Arme op om Konsulens
Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han--saa Konsul
Møller aldrig kom videre end til »højt at glæde sig, mine Herrer«,
hvad han blev ved at gøre, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en
Etatsraadsrække, der sad ind mod Væggen, ranke og repræsenterende, med
saare tomme Ansigter.
-Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg.
-Véd s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg--Konferensraad Hein
staar i Spidsen--de vil danne en Centralbank eller saadan noget--for
at samle Kapitalen...
-Ja saa...
Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Sværmen
ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst
sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned
ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetørklæderne bundet om Halsen
... De forsvandt ovre i Alléen, drejende om alle Skjørter...
Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, mens en Gang
imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til
Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lød ud gennem
Vinduerne.
Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen
mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Mængden mod den
lyse Koncertsal.
Der blev applauderet dernede, først inde i Salen og saa udenfor; det
lød som en stor Brusen op til Verandaen.--Da Orkestret intonerede
igen, kendte man »Honnørmarschen« og alle Herrerne raabte Bravo og
klappede ud over Rækværket under Larmen. Konferensraad Hein klappede
for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved
at applaudere, saa Agent Høyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst
paa Hjørnet, barhovedet, i sin brunrøde Paryk--med den høje Hat under
Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Hænderne, der var
foldet paa Maven--vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der
skulle stemmes i Byraadet...
Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og
sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne
»spontane Ovation«--han vidste, i hvor høj en Grad det vilde glæde
Hans Majestæt. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik
over til et stort Hurra--Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni
Gange, stumme som Havets Fisk--rejste Konferensraaden sig og sagde
højtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille:
Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne
Hilsen. De véd det, sagde han og talte, vuggende let frem over
Bordkanten: De véd, mine Herrer, hvilken højsindet Protektor, hvilken
utrættelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans
Majestæt. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages
betydelige Gerning--denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del
af al Landets Kapital--af Hans Majestæt er blevet hilset med Glæde og
Haab. Det maa være os en Tilfredsstillelse--for os alle, mine Herrer,
en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophøjede Konge i Spidsen
for vore Bestræbelser med sine naadige Ønsker om vor Fremgang ...
Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et højt
»Leve« for Hans Majestæt.
Man hørte de sidste Toner af Honnørmarschen, mens Hurraraabene døde
hen; der var kommet en høj, løftet Stemning over hele Selskabet, man
talte om de store nationale Foretagender, om Omvæltningerne i
Agerbruget og Havnen i Esbjerg.
Redaktør og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde
dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag--og de skulde henvendes til
Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte mer end
»Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente, til
Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af--med højt hævet
Glas--med et Leve for _ham_, mine Herrer, der havde givet Kapitalen
Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad
Hein.
Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om
Konferensraaden for at klinke.
Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors
glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde:
-Ja--vore Produkter er blevet Guld.
De gentog Etatsraadens Sætning rundtom, og et Par af Herrerne rejste
sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med
Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn--fra Assens, Ridder af Vasa--nede
i sit Hjørne sagde en Sætning af »Dagbladet« om »Guld, gravet ud af
vore gamle Volde«, og alle sad saa oprømte, med straalende Ansigter,
som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen.
Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og førte Cigaren
til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Røgskyer med
et Smil. Ovre ved Rækværket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod
Sværmen, og Konsul Møller sad halv salig og lod sin Serviet dingle
langt ned fra Rækværket over Mængden, ligesom om han anglede.
-Det er _Fiskene_, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han
var lige ved at gaa ud over Rækværket, og en hel Del Provinskolleger
lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert.
Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og
uden at have hørt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i
Øjnene, seende frem over Mylret og Salen.
-Ja--Liv er her blevet.
--Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og
dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i
Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besværligt talte med de
nye Tænder. Da Berg og Lange blev præsenteret, gav hun Haanden, som om
hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden
bød paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved
Bordet.
Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af
Professoren og illustrerede ham en Badesæson ved Bovbjerg med mange
impressionistiske Billeder, mens Professoren umærkeligt rykkede
længere og længere ind paa sin Stol--hvert moderne Udslag af den
Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv--og sagde gentagende,
at Luften anerkendt jo skulde være ganske fortræffelig ved Bovbjerg.
-Ja--hvad Lange angik, kunde han sige, _hans_ Nerver havde _danset_
...
Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Værtindeblik stadig hen over
Bordet--ogsaa Professoren sørgede hun for, _saa_ bød hun ham, og _saa_
rakte hun ham noget med en egen dæmpet Omhyggelighed--:
-Ja--sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ...
_De_ havde saamæn bare været i Fredensborg--men der havde været rigtig
rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen.
-Og saa gi'er det jo noget Liv--med Hoffet derude, sagde hun.
Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet
der en Sommer--stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han.
-Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mælet et
Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med
Melonkærnerne, det generede ham altid, at Lange talte saa højt, naar
han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevægelser med
baade Arme og Bén. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange
maatte vælte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle
forbindtlige, bløde Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa
hensynsfulde Bevægelser, der aldrig blev paatrængende eller fyldte op.
-Erhard forsøgte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt
over til sin Søn.
-Mo'er overdriver--i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens
personlige Pronomen--jeg var derude hver anden Uge.
-For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den
eneste i Familien, der undertiden talte højere i en ligesom pludselig
utaalmodig Tone. Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den
agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet.
Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg,
om man ventede mange Bøger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var
der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bøger og
nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte paa alle de gudforgaaende
og radikale Ting, mens hun selv skød sine behageligt liberale
Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Sætninger. Men en Gang
imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske
ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en
betænkelig Mangel paa Respekt for baade--det ene og det andet hos
Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone,
som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.
-Jo--sagde hun, Novelletterne havde hun læst, strax--ude i
Fredensborg.
Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen,
helt stiv af Søvn:
-Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet læst hjemme i
Skanderborg.
Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besværligt paa
Grund af de nye Munddele:
-Ja ... vi havde Læse-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge
Folk, og Doktor Sørensens ... skiftede hos hinanden ...
-Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.
-Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten.
Erhard rømmede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af
den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med
hans Familie; _saa_ paa den ene Parts Vegne og _saa_ paa den anden.
_Selv_ gav han ikke Anstød. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa'
underlig umyndig ud, med et Par artige Øjne.
Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om
Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i
Hovedet: Han véd, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han,
_det_ er det.
Han bøjede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid
saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et
Yndlingsemne:
-Ham lugter man saagu, sagde han og snøftede let.
-Ja--Professoren læste desværre kun Revue des deux Mondes
i--»Læseforeningen«...
Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrværkeriet. Lange
og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for
at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Dønnergaard,
født Gerster, havde ikke sét Fyrværkeri siden Kronprinsens Bryllup, da
Amtsraadet lod brænde et af paa »Slotsbjerget«...
-Rigtig kønt var'et, Jette--især i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt
ved Søen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette.
-Men lad mig dog holde, Jette--lad mig dog holde, sagde Fru
Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa
ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun
aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.
Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange og Berg bukkede i
Døren.
* * * * *
Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle
stod barho'dede og stak Næsen op i Luften, hørte de allerede den
susende Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mængdens
mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede
et rødt Skær, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Røg og
Gnister, før den slukkedes.
Lange istemte Mængdens lange »Aa--aa«, da de sidste Gnister faldt.
Rundt om dem laa nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens
Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mørket
løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede hoppende Skær over
Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter.
Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrværkeriets
Stilladser og tændte--rødt, gult og grønt--regnbuefarvet urolig Ild.
Og paa den anden Side af Plænen saa' man pludselig de tusinde, sagte
bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt op til Basarens
rolige Lysbuer.
En Regn af »Sværmere« var det sidste Numer.
Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede Ildslanger sig op i
Kreds, bøjende i skønne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som
om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned
gennem Rummet og brødes med Knald--smaa plaffende Knald: med ét var
hele Himlen, hvor man saa'. kun _et_ vildsomt Løb af ilende
hurtigfødte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter...
Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod
og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsraab
steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum--op mod de kunstige
Stjerner, der slukkedes.
* * * * *
Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncertsals Allé. Langt borte
fra hørte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm,
de fire Ægtemænd bagerst. Lille Canth havde saadan en ujævn Gang, saa
han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som løb han som en Hund
mellem de andres Bén.
Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens
venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de
smaa«--paa Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin
høje overstadige Latter, naar hun sagde det.
Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen
melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille
Mand. Han mælte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa
Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skæg; han tog sig kun en
Gang imellem op til Øjnene, ligesom om han vaagnede eller besindede
sig. Og saa sukkede han.
I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter
Bordet og tog Berg under Armen og slæbte ham med sig hen i en Krog,
hvor han kunde finde et Par Stole; og _der_ sad han saa, ligeoverfor
Berg, uden at mæle et Ord, en hel Timestid i en stor Røgsky.
Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde
med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Øjnene:
-Naa--nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk.
Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Mølbom
slaaet en Klo i Lange og var igen paa Møen, mens »Mo'er« gik lidt
henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et trægt luntende
Trav--Fru Mølbom i Galosker--som et Par halvgamle Heste, der længe har
trukket sammen.
Fru Dunker og Scheele gik inde under Træerne--naar de var alene,
støjede hun ikke mer.
Berg stødte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa--det
er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster
og rystede det.
Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru
Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om
den mærkværdige Stok, til Fru Canth sagde:
-Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den.
Og alle satte i Marsch igjen.
-Ja, Herren véd, sagde Lange, hvem der har faaet _den_ i Hovedet. Hr.
Mølbom lo.
-Det er ikke noget at le af, sagde Lange, _det_ er s'gu Faren med
Raketstokke--at Godtfolk faar dem i Hovedet...
De kom ned mod Teatret og hørte en høj Klappen. Det var Publikum ved
Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til
den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne
kom ogsaa i en Sværm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev
staaende.
Da Musikken begyndte, kendte de »Kyssenes Sang« ... Og nynnende,
vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de
smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset...
Saa strømmede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus
paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod
Frihedsstøttens store graa Sten.
Og ind i Støjen af rullende Drosker og »Nationals« Musik og »Farvel«
af de hundrede Stemmer hørte man højt Zinkarbejdernes lystige Takt,
der under Edisons Lamper glad hamrede løs paa »Victoria-Teatrets« nys
rejste Tag.
Berg var stanset ovre paa Fortovshjørnet ved Jernbanen. Du, Lange,
sagde han dæmpet og dvælede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige
Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds
om den hele By og bandt den til ét Billede...
Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, som sønderbrød han
den tænkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk:
-Og saa vilde det være et Tornerosetableau, det hele Billede.
Han vendte sig, just som han blev raabt an af en høj, lidt skingrende
Stemme: God Aften--Berg.
Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i
Ugen, raabte han, til en bedre Frokost ... Han svingede med Hatten fra
Drosken, der rullede videre.
-Hvem er det? sagde Lange.
-Den unge Adolf, sagde Berg--Søn af Adolf med »Husholdningsbøgerne«...
-Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone: En støjende Herre.
De gik videre.
* * * * *
Berg var kommet hjem, hvor Lampen brændte stille under sin Skærm, og
gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad
rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevægede
Hovederne, og saa' lidt paa den nikkende himmelske Forsamling.
Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet.
Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen
laa et Skær som af Sommernatsdæmring over Pladsens høje Tage.
Og længst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skæret fra
»Victoriateatrets« elektriske Lamper.
Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han
tog det og saa' paa Haandskriften--i Hjørnet var der en Svale med en
fransk Devise: _Nous reviendrons_--: Berg blev siddende lidt, før han
brød det og læste:
»Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem
til Byen--for at opleve endnu en Sæson.
Vi hilser Dem alle.