Capitainen.
Hvor?
Gunild.
_(med fortvivlet Brøl)_
Væk.
Capitainen.
Bliv ikke rasende! en brav Pige bør være kiæk men ikke afsindig. Den
Trøst er dog tilbage, at mange tapre Piger ved denne Leilighed spare
deres Blod.
Gunild.
_(tramper bister mod Capitainen.)_
De vil ikke spare det.
Capitainen.
Hun glemmer sig Gunild; men jeg vil sætte hendes Forvovenhed paa hendes
Ivrigheds Regning.
Gunild.
_(forbaust gaaer nogle Skridt tilbage.)_
Den Skam har aldrig hendt mig min Livstid, at vise mig formastelig mod
min Capitain, den skal heller aldrig hende mig tiere.
_(hun vil trække Kaarden, Capitainen hindrer hende.)_
Capitainen.
Hvor vil hun hen Pige? Det er jo tilgivet? Jeg har en Trøst at give
hende, om hun er i den Forfatning, at hun kan tage mod den. Op med
Hovedet, jeg vil see om der endnu boer Raserie i hendes Øine.
Gunild.
_(med nedslagne Øine løfter Hovedet op)_
Maae jeg see paa Capitainen, saa skal det snart forsvinde.
Capitainen.
Du kan frit see paa mig, min Pige! jeg er ikke Solen. _(hun seer paa
Capitainen)_ Jeg synes min Pige, at hun nu er i Stand til at høre paa
mig. Siig mig, troer hun, at Nagerne ere feige Folk.
Gunild.
Ja vist nok, feige som Mandfolk.
Capitainen.
Saa maae hun ogsaa troe, at de havde flygtet, saa snart de havde seet,
at vi nærmede os dem, og vi til ingen Nytte udholdet en besværlig
Marchs.
Gunild.
Men vi kunde hentet dem ind.
Capitainen.
Vilde hun vel gaae i Krig mod Mandfolk.
Gunild.
Nei, det var skiændigt.
Capitainen.
Men synes hun ikke, det maatte være lige ærefuldt at vinde Seier over
feige Fruentimmer, eller over det svage Kiøn. Nu tænker jeg, hun
forstaaer mig.
Gunild.
Ja, og jeg skammer mig over, at hverken jeg eller de andre har indseet
dette før. Jeg vil betyde dem, hvordan Capitainen omvendte mig, og de
skal alle blive omvendte.
Capitainen.
Giør saa mit Barn.
Gunild.
Men Frue Capitain! naar de vare saadanne Kujoner, hvorfor kom de os da
saa nær?
Capitainen.
Maaskee for at kyse os. Maaskee -- _(sagte)_ Men Generalen har vist sat
Forposter. _(høit)_ Jeg gaaer hen i Retten. Gaae hun hen at omvende.
_(De gaae.)_
Syvende Act.
Første Scene.
Julie, Leander, _(under stoer Vagt, Majoren, Profossen med en
Fiddel i Haanden og en Stoel. De løses af Lænkerne, Julie
bindes for Øinene og sættes paa Stoelen, Majoren commanderer
ved Tegn dem, som skal skyde; i det de træde frem, høres Allarm
af Trommer, der høres Skud, der raabes: Fienden er i Skoven
tæt ved Leiren; de løbe alle derhen undtagen Leander og Julie.
Soldaterne vise største Glæde, raabe Hurra! vi træffe Nagerne.)_
Anden Scene.
Julie _staaer op_. Leander. Feen.
Julie.
Forlade dem, naadige Fee! saa de har voldt mig Skræk og Forliis af mine
smukke Klæder.
Leander.
Og mig forbittrelse og Forliis af min Kaarde.
Feen.
Den Skræk, Forbittrelse, Klæder og Kaardes Forliis ere I fuldkommen
holden skadesløse for, ifald I forsage de Griller, hvorved I have selv
bragt mig til at volde Jer denne Uleilighed. Det er giort til Eders eget
Beste. Jeg har ellers bestilt hid en Skuespiller, som agerer i
udenlandsk Maneer. Denne vil give Eder en gavnlig Adspredelse i Eders
oprørte Sinds Forfatning. I skal oven i Kiøbet faae høre en lærd
Afhandling af en Mand, fra et andet fremmed Land. Der kommer den Lærde.
Tredie Scene.
Den Lærde. De Forrige.