Det er sielden, at denne gode Collega, jo finder at udsætte paa alles
Vers, undtagen hans egne, og naar han intet finder at udsætte paa dem,
saa driver han Spot. Den eneste Maade til at undgaae hans Spottegloser
paa, er at smigre for ham, det giorde Frøkenen i sit Vers, og derfor
røbede hun Genie; jeg nægter ikke for, at hun jo har det, men hendes
Lovtale over Filee-Riimet røber en slet Smag, ifald hun meente, hvad hun
da sagde, men det er umueligt, det har hun siden beviist?
Første Poet.
Det som er os imellem kan vi afgiøre for Raadet.
Fierde Poet.
Jeg ønsker intet heller.
_(De vil gaae.)_
Tredie Poet.
Vi maae jo dog bie til vores Session har Ende. Behager deres Herligheder
at høre en Pasqvil over min salig Kone, som Fanden tog forleden, hun
begegnede mig tyranisk, ingen Assembleer, ingen Baller, ingen Maskerade
maatte jeg komme paa, hun brummede bestandig, fordi jeg ikke tog mig
noget af Huusholdningen; naar jeg uskyldigviis een Nat var ude af Huset
uden hendes Vidende, saa forgreb hun sig paa min Person. Jeg arme Diævel
maatte lide og tie. Men jeg fik retskaffen Hevn over hende, da hun var
død. Jeg skrev en Pasqvil over den salig Kone i den almindelige Stiil,
paa det at den kunde forstaas af enhver, jeg troer dog ikke at den er
ganske plat; den lyder saa:
Hør Nyt!
Her hviler noget
Som tit mig broget
Har Livet giort.
Var Tabet stort?
Ja pyt.
Julie.
Det er det nydeligste Vers jeg min Livstid har hørt i det Fag; den Pyt
især er himmelsk.
Tredie Poet.
Hvad siger de da om det Noget: her hviler noget. Jeg gider ikke engang
giøre hende den Ære at sige, hvad det er for noget, der hviler. Er det
ikke bidende?
Julie.
Det er bidende, det er sandt. Men hvem skal det bide? Hun er jo død?
Tredie Poet.
Ja Himlen skee Tak, men hvem veed, om det ikke kan trænge ned i Graven
til hende.
Anden Poet.
Men hvem veed, at deres salig Kone er meent ved det Noget.
Første Poet.
Alting er jo noget.
Julie.
Ja, jeg maae tilstaae, jeg havde ikke begrebet, at de derved meente
deres salig Kone, naar de ikke selv havde sagt det.