Hun kan komme ud derfra, som hun kom ind; jeg mærker Naturen hos det
grove Kiøn lader sig ikke tvinge.
Julie.
Ah! mine herlige Brødre, jeg troede at der ved man maaskee skulde
forstaaes alle Mennesker, altsaa ogsaa de ugudelige Tasker, som ikke
prygle deres Mænd, naar de lade udgaae Skandskrifter om dem. Hvad Nytte
giøre saadanne vel i Staten; og er det nødvendigt, at de skulle leve?
Fierde Poet.
I den Mening taget, har de fuldkommen Ret. Fortryd ikke paa, at jeg
misforstod dem!
Første Poet.
Herlige Søster! De har herved viist, hvorvel de indseer Broderskabets
Vigtighed i Henseende til det hele, og at de har l'esprit du corps.
Anden Poet.
Verden bliver alt værre og værre, og vil den saa vedblive, hvad skal der
saa blive af os tilsidst?
Tredie Poet.
Saa maae den herligste, ædelste og stolteste Indretning, det herlige
Broderskab gaae under, og Verden falde ned til sit forrige Chaos.
Julie.
Men har vores herlige Broderskab ingen Understøttelse uden af
Pasqviller?
Fierde Poet.
Jo, af sublime Bagtalelser, som vi dog ikke paatage os uden mod meget
svage eller ligegyldige Fruentimmer, af Frygt for mislige Følger. Vores
sædvanlige Indkomster er Skandskrifter; thi saa har man ingen vis at
pege ud blant os. Har Frøkenen nogen Øvelse i at bagvaske?
Julie.
Ja jeg bagvasker saa til Huusbehov; man bliver opdragen dertil blant os.
Men underholder deres Herligheders Koner dem ikke? det er jo deres Pligt
efter dette Lands Skik?
Tredie Poet.
Vi haver ingen velhavende Koner. Den høie Smags Poeter ere formuende
Fruentimmers Pest. Saa vidt er Smagen fordærvet her.
Anden Poet.
Der friede dog een til mig i Fior.
Første Poet.
Men det var jo ogsaa en Tigger.
Fierde Poet.