Hvad synes den fremmede Frøken om mit Vers.
Julie.
Guddommelige Pen
Du river Hierter hen,
Du dem kan smelte,
Som Butterdei dem ælte,
Og du som heldig førte den
Bliv min Velynder og min Ven.
Anden Poet.
Ulyksalig plat, hvad synes de Herrer Colleger?
De øvrige.
Plat, plat.
Første Poet.
Jeg kan dog ikke nægte, at hun jo røber Genie, og det er meget af et
Fruentimmer.
Anden Poet.
_(til sin Sidemand, sagte)_
Han tager hendes Partie, fordi hun har roest hans Vers. _(høit)_ Jeg
veed snart ikke mine Herrer, om jeg tør forelæse dem en Gravskrift, som
jeg har giort over salig Christian Generals.
Han bevægede en Finger
Og Damer zittrede
For deres Frihed
Han drog en Smiil.
Og dræbte Hierter.
Her hviler han,
Og Millioner Piger græde,
For han kan ikke dræbe mere.
Det er sublimt, hvad synes de andre Herrer.
Alle.
Sublimt.
Julie.
Mine deilige Herrer! hvor vilde jeg agte mig lyksalig, om jeg kunde
haabe at blive antaget som Medlem af et saa ypperligt Selskab.
Tredie Poet.
Vores Titel er ellers De herlige Brødre.
Julie.
Herlige Herrer! tør jeg anmode dem om Salighed i Selskab med deres
Herligheder.
Anden Poet.
Det er maaskee uhørt, at et Fruentimmer er kommet ind i vores Academie;
de pleier ikke at have de behørige Egenskaber dertil. Men Herrer
Colleger! mig synes dog, vi kunde forelægge hende de anordnede Prøver.
Første Poet.
Frøkenen behager da, at giøre sit første Prøvestykke, det bestaaer i et
Vers efter givne Riim; det er vanskeligt, og bør saa være. _(han tager
et Papiir op af en liden Kasse)_ De behager at læse Rimene.