Hun har en Hoben Skruer løse. _(høit)_ Det er selsomt nok, at Damer ere
Professorer, men at de blive det i den gamle Historie for deres Kundskab
i den nye -- -- _(afsides)_ Hun er fra Forstanden. _(høit)_ Jeg beder,
forklar mig det.
Professor Anne Cattrine.
Min Herre! fortæl mig først een Ting! ved hvad Leilighed er De kommen
hid?
Leander.
De spørger mere, end jeg kan svare Dem paa. For et Øieblik siden var jeg
i Kiøbenhavn. Hvorledes min Reise herhid gik for sig, kan jeg ingen Rede
giøre for.
Professor Anne Cattrine.
Beskyttes, eller hades De af nogen Fee?
Leander.
Jeg beskyttes af en Fee, som har lovet at vise mig Ting, som under visse
Vilkaar skulle kunde skee.
Professor Anne Cattrine.
Og hun, som taler med Dem, er kommen herhid fra samme Sted og paa samme
Maade, som De for otte Dage siden. Da De er fremmed, saa vil jeg
underrette Dem om, at Mandfolk er Fruentimmer her til Lands i Henseende
til Deres Sysler. Nu seer De hvorfor jeg som Fruentimmer kan være
Professor. End videre, maae De vide at man er her nogle Tusinde Aar
længere frem i Tiden end vi. -- De skrive i Aar 7603, saa den nye
Historie hos os, er den ældgamle hos dem.
Leander.
Men siig Frue Professor! hvad tager Mandfolkene sig for.
Professor Anne Cattrine.
Jeg har sagt Dem, de ere de samme i Staten, som Fruentimmer hos os, men
langt mere forkiælede. De har dog en svag Skygge tilbage af deres
forrige Værdighed. De har for Exempel et Raad, hvori de leege
Raadsherrer, og dømme med den pudseerligste Alvorlighed i Sager af det
jammerligste og latterligste Slags. I dette Raad indtræde de fleste
smukke Folkes Børn. Fruentimmerne har og forundt dem et Academie, hvoraf
Medlemmerne alle ere Poeter, og kaldes den herlige Poesies Academie.
Dets Poeter ere ligesaa, om ikke mere forrykte end _(hun hvisker)_ hos
os.