Anno 7603.
Kiøbenhavn 1785.
Trykt hos P. Horrebow, boende i store
Fiolstrædet No. 204.
Personerne:
Een Feen. Adskillige Raadsherrer.
Julie. En Rettens Betient.
Leander. En Pedel.
Professor. Nogle Soldater.
Capitain Sophie. En Kammerpige.
Sergeant Gunild. En Auditeur.
En Tambour. En Major.
Ole Secretairs. Et Pigebarn.
Jesper Kammeraads. Grete Skoeflikker.
Adskillige Poeter. Jens, Gretes Mand.
En Aktør.
Anno 7603.
Skuespil i 6 Acter.
Første Act.
Første Scene.
En Fee. Julie. Leander.
Feen _til_ Julie _og_ Leander.
Nu mine Børn! ønsker I endnu at see hinanden omskabte? Julie! vil du
endnu have din Elsker forvandlet til en forfinet Kiældedægge? Og du
Leander, seer du endnu gierne at din Julie blir en martialsk Person.
Julie.
Jeg ønsker ham min naadige! mere øm og kiælen.
Leander.
Hvor vilde de forbinde mig, om de skaffede Julie mere Kiækhed, mindre
Qvindagtighed. Det maae være en himmelsk Fornøielse, at eie en Person,
som man ikke maae elske, som man elsker et Barn. Qvindagtig er et
Udtryk, hvormed man forbinder et Begreb, modsat mandig. Menneskene vare
eens i Tænkemaade, naar Opdragelsen ikke giorde Forskiel.
Feen.
Julie! du kiender ikke ret de forfinede Væsener, de stift udzirede
Dukker, de foragtelige Skabninger, som med den ækkelste Lispen og
Skurren fremsige stiaalne Vittigheder, og, i Mangel af Hukommelse,
hiemmegiorte Dumheder. Lærte du at kiende dem, vilde du skienke dem din
hele Foragt -- og du Leander?
Leander.
Jeg troer min Naadige, at Julie vilde behage mig mere, naar hun var
mindre det, man kalder qvindagtig. De har sagt mig, at Fruentimmer har
af Naturen faaet Egenskaber forskiellige fra dem, som den meddeelte
Mandspersonerne; men erindrer de Amazonerne.
Feen.
Nok et Beviis imod dig. Amazonerne maatte lemlæste sig for at gaae i
Krig; saa vist er det, at Mands Væsen og Handteringer ere unaturlige for
Fruentimmer: men jeg har fra jeres Fødsel af taget dig og Julie under
min Beskyttelse, og besluttet at giøre jer lykkelige; det kan I ikke
blive fuldkommen, saa længe I plages af uopfyldte Længseler; jeg vil
derfor vise baade dig og Julie hvordan eders Efterslægt vilde blive,
naar man giennem mange Aarhundrede opdrog sine Børn saaledes, som I
ønsker hinanden at have været opdragne. Det torde maaskee udrette saa
meget, at I bleve vel fornøiede med hverandre saadanne, som I ere.
Julie.
Det troer jeg neppe med deres naadige Tilladelse.
Feen.
Nu vel, jeg vil føre jer mange hundrede Aar frem i Tiden til et Folk,
hvis Forfædre opdrog fordum deres Børn efter jeres Ønske, og hvis
Efterslægt stedse rafinerede paa denne Opdragelsesmaade.
Leander.
Men vi forstaae jo ikke deres Sprog? og mange hundrede Aar frem i Tiden?
Feen.
Det bliver min Sag.
I skulle snart den største Fee
I jer Beskytterinde see;
Min Magt Naturens Orden bryder,
Umueligheder Trods jeg byder,
Og puffer, naar jeg seer min Kands,
Min Fiende den sunde Sands.
Særskildte Sprog eens Lyd jeg giver,
Og Tid og Sted forflyttet bliver,
Saasnart det stikker mægtig Fee
At lade sine Konster see.
Hvad jeg har sagt, jeg kan udøve
I snart skal see derpaa en Prøve.
Kommer nu og følger mig.
_(de gaae)_
Anden Act.
Theatret forestiller en aaben Mark, inderst sees et Telt,
Fruentimmerne ere klædte, saa meget mueligt, som Mandspersoner.
-- Mandspersonerne qvindagtigen pyntede.
Første Scene.
Leander. Professor Anne Cattrine.
Leander _(seer sig rundt om, bliver Anne Cattrine vaer)_
Med Tilladelse min smukke Dame! vil De have den Godhed at sige mig, hvor
jeg er.
Anne Cattrine.
Deilige Cavailler! De spørger hvor De er? De veed nok selv, at De er i
Koklikot. _(afsides)_ Det er uden Tvivl et letfærdigt Mandfolk, som
søger Eventyrer i Leiren. _(høit.)_ De har maaskee nogen af Deres
Paarørende i Leiren min Smukke! der staaer den.
_(peger derhen hvor Teltet staaer.)_