Der beredtes en sælsom Jordefærd i den lille Kirke nær Esrom Sø. Det
var Eftersommer, og Kornet gulnedes modent til Høst, medens Skovens
Krone mørknedes mod Efteraar. Solen stod klar og blinkede over
lette, graahvide Skyer, og den lille Kirkes Tegl lyste mod Solen.
Tæt mod den hvide Kirkemur var gravet en Grav, og i den sænkede
Graverens Folk en gul Egetræs Kiste, medens den klægede Jord var
skjult af rige Kranse og duftende Gran. Præsten stod høj i sin sorte
Kjole med den skinnende hvide Krave; hans Stemme lød dæmpet, medens
han bad en Bøn, og alvorsfuldt lød hans Ord, mens Jorden slog dumpt
mod Kistelaaget: »Af Jord er du kommen, til Jord skal du blive, af
Jord skal du igen opstaa.«
Faa var de, der stod ved Graven: Herredsfogden, Ankerkrone og Kurk
og imellem dem Eigil Holst og hans unge Hustru med bøjede Hoveder.
Ulla græd, Ritmesteren var bleg og støttede sig til sin Vens Arm.
Faa af Sognets Folk var til Stede og stod uden Deltagelse, men
alvorsfulde som Almuesfolk ved Gudstjeneste. Der var af alle disse
kun tre, der kendte den dybe Hemmelighed, der gemtes i den simple
Kiste; der havde fulgt det Spor, som nu for evig slettedes ud,
medens Jorden faldt paa Kistens Laag. Faa og spredte Stemmer sang
Salmen, og Følget spredtes over den lille, venlige Kirkegaard, hvor
Graverkarlen ilsomt kastede Jorden til, der fjernt fra Hjemmet
skulde dække Annie Bengtsons sidste Hvilested. Den ensomme Grav
vilde snart blive glemt, og ingen vilde ane, hvad det Navn betød.
Arvid Ankerkrone bøjede sit Hoved, da han kastede det sidste Blik
mod Graven, og tænkte paa det pragtfulde Marmorkors derhjemme ved
Gammalstorp, hvorunder hans Hustru hvilede.
Alle Spor forsvinder -- alle Spor slettes ud.
Det led mod Aften, og Solen sank ned over de gule Marker. Eigil
Holst gik med sin unge Hustru til Skoven, hvor de mødtes første
Gang. Det var stille, og ud over Marken steg en let, slørfin Taage,
medens Klokken klang i den gamle Kirkes Taarn. De steg over Stenten,
hvor Hasselen og Brombærbuskene flettede sit Væv over Kampesten og
det gulgrønne Mos med de gule Stenurter. Der lød et enkelt skarpt
Kvivit fra en opskræmt Fugl, der pilsnart jog mellem Buskene, og
da de naaede gennem Krattet, saa de ved Søen, der laa dybt under
Brinken, en stærk Raabuk, der stod ved Vandet med bøjet Hoved,
medens dens slanke Krop tegnede sig i Spejlet. Vinden bar fra den,
den mærkede dem ikke. De traadte lydløst hen til Bænken og tog
stille Plads.
De talte ikke.
Pludselig, som i Tanker, tog Ulla en Sten og kastede den mod Spejlet
af Søen, der laa ganske lavt med ringe Dybde, trods den hyppige
Regn. Der gik en lynsnar Trækning gennem Bukkens fine Legeme, den
løftede Hovedet og med et Ryk fløj den fra Bredden gennem Krattet i
lange, spændstige Spring.
Der lød et lyst Skrig af en Skovfugl, saa blev alt stille.
Og medens Solen sank, medens Duggen og Duften fra Skoven, der redte
til Hvile, steg om Bøgen ved Brinken, lænede Ulla sit Hoved mod
sin Mands Skulder, og han fortalte hende med dæmpet Stemme den
underlige, vemodige Fortælling om Sporet fra Søen mellem Bøgene nord
for Esrom, der førte over Smaalands Ryer og de blinkende Søer mellem
Lyng og Stene, til Lagunestaden, hvor Dyndet lagde sig over det og
skjulte det, som Sjællands Jord Kisten paa den gamle Kirkegaard bag
de hvide Mure.
Sporet, der skjultes for evigt, men som først havde gjort sin
Gerning, der for de to sikrede det for Glemsel, saa længe Solen
skinnede over en af dem, om den ikke altid kunde skinne over begge,
hvad Mennesker, der elsker, haaber og beder til.
Og saaledes bliver Mindet om Skovsøen, og hvad den gemte, deres
rigeste Minde, som det var det første i deres fælles Eje.
_Løkken_, Sommeren 1903.