»Maaske,« svarede Holst, og Jeannette lagde begge Arme om hans Hals.
Holst skød hende lempeligt fra sig.
»Jeannette,« sagde han, »jeg kan ikke give dig min Kærlighed, for du
maa vide, der er en anden, jeg holder af.«
Jeannette for sammen. »En anden -- og hvorfor har du saa fortalt
mig, at du holdt af mig?«
Holst tog hendes Haand: »Du véd, Jeannette, hvad jeg er, ikke sandt?
Det var Dr. Brauns Skyld, at vi traf hinanden -- den Gang vidste jeg
jo ikke alt, hvad jeg nu véd. Sig mig ærligt, Jeannette: naar du nu
véd, at jeg elsker en anden, en anden, hvem jeg i Dag har sagt, at
jeg elsker hende, vil du saa blive ved at være ærlig mod mig, som du
er nu?«
»Er det en fin Dame?« spurgte Jeannette, »en, du vil gifte dig med?«
Holst svarede ikke.
»Hvis det er det -- hvis det er en fin Dame, du holder af, og som du
vil gifte dig med, saa kan du jo dog godt blive hos mig lidt endnu,
ikke sandt. Du maa ikke forlade mig, gør du det, saa drukner jeg
mig, og saa er det din Skyld.«
Jeannette klyngede sig til ham, og der kom Taarer i hendes Øjne.
Holst betragtede hende tavs, saa tog han hendes Haand i sin, han var
sikker paa hende, og han besluttede sig til at sige hende alt.
»Du skal vide,« sagde han, »at min Nærværelse her har et større Maal
end det, du kender. Det er netop Annie, den Annie, du taler om.
Da hun forlod dig den Dag i Helsingør, som du taler om, blev hun
myrdet; et Par Maaneder efter fandt jeg hendes Lig i en Mergelgrav i
Nordsjælland, og det er hendes Morder, jeg i Gaar lod arrestere her
i dette Hus.«
Jeannette blev bleg som et Lig. »Myrdet! -- Annie myrdet af Hugold.
Nej, nej, det er ikke sandt. Hugold har ikke myrdet Annie -- det
har han ikke saa har -- -- -- --«
Hendes Øjne blev glasagtige, og hun snappede efter Vejret.