Ritmesteren smilede med et underlig vemodigt Smil. »Jeg siger kun,
grib til, min Ven, og for at du skal forstaa mig bedre, saa siger
jeg: grib baade Fader og Datter.«
Holst blev rød.
»Ikke sandt -- du forstaar mig? Pilgrim, du tror at staa ved Vejens
Ende, og dit falske Begreb gør dig lykkelig, blot at din Lykke er af
en egen Art. Du kan vide, at jeg har fulgt din Færd, og at en Plan
og ikke Tilfældet har ført os sammen i Dag. Da jeg saa dig første
Gang, faldt mit Øje paa dig med Venskab, og det føjede sig saaledes,
at du blev den, der holdt min Skæbne i din Haand, fordi jeg selv
lagde den i din Haand og bestyrkede den gamle Mand der henne i
Valget af dig. Nu staar du ved Maalet, og nu tøver du med at gribe
til. Saa underlige er vi Mennesker.«
Holst tav, han vilde ikke tale nu, skønt Ritmesteren her berørte
Brevet og Dagbogen, ja endogsaa mere end han havde skrevet, mere end
han havde lovet at tale om.
Ritmesteren lagde sin Haand paa hans Skulder. »Nu gør vi to den Færd
sammen, og dine Tanker gaar kun den Vej, du helst ønsker. Naar du
vender tilbage, og dine Tanker endnu følger samme Vej, saa vil vi
læse min Dagbog sammen, og saa skal vi tale sammen. Da vi skiltes
efter vort Samvær deroppe, hvor du arbejdede ivrigt, sagde jeg dig,
at din Vej vilde føre til mig, og at du vilde faa Brug for min
Hjælp. Du kan selv se, at saaledes skete det, og Hjælpen skal du
faa. Mit Liv har nu kun et eneste Maal, og det eneste Maal er ogsaa
dit, kære Ven. Derfor egner vi to os saa godt til fælles Arbejde.«
Ritmesterens Blik gled langs Lønningen, hvor Ulla stod støttet til
en Trappe i munter Samtale med Herredsfogden. Holsts Blik fulgte
Ritmesterens, og han rødmede.
Damperen gik ind ved Broen paa Lidoen. Holst og Ulla fulgtes langs
Stranden, hvor Badelivet levede, hvor Hundreder af glade Mennesker
under Spøg og Latter tumlede sig i Sandet, medens Solen blinkede paa
Casinoets Ruder og kastede sine Straaler over Altaner og Gallerier.
Ulla standsede -- »dette er ikke Venedig for mig, For mig er
Venedig de tavse, sukkende Gader, de mørke Kirker med deres Skatte
og de herlige Billeder i Doge-Paladset og Akademia, men mest af alt
San Marco. Fader elsker Venedig, hvor han første Gang traf Moder,
som døde, da jeg var ganske lille. Billeder fra Venedig har altid
smykket vore Vægge, og Fader citerer altid Goethes venetianske
Epigrammer; han kan dem udenad, men han vil aldrig rigtig forklare
mig dem, og jeg forstaar dem slet ikke.«