I.

Hvem kender ikke Esløf Station, Skaanes Centrum, hvor Baner fra

alle Himmelhjørner mødes, hvor Skaanes »Friherrer, Arrendatorer og

Affärsmän« krydses og mødes med venlige Nik til de stærkt farvede

Mamseller ved Disken, hvor røde Krebs og brune Knækkebrød vinker,

for naar Stationsklokkerne klemter at ile til den lange, aabne

Perron, hvor den prustende Damphest -- en yndet svensk Talefigur

-- fører Troller, Bonder, Beck-Friis'er og Hamilton'er paa første

Klasse -- Person'er, Cettervall'er, Lindkvist'er paa anden

straaleformigt ud over »sødra« og »sødraste« Sverige?

Et saadant lille Banecentrum er som Torvet i den lille By; hver Gang

man standser der, synes man at se de samme Ansigter, og det bliver

uvilkaarligt, som om alle Egnens kendte Mænd til enhver Tid satte

hverandre Stævne paa samme Sted, hvor en tre Alens »Vaktmester«

med den hørgule Militærknebelsbart vandrer majestætisk op og

ned ad Perronen, kaldende, varskoende og bukkende for de øverste

Rangklasser og særlig spendable Handelsrejsende, idet han pludselig,

som efter en højere Magts Indskydelse sætter i Raab:

»Toget til Hässleholm, Toget til Lund, Toget til Billeberga, Toget

til Klippan, Toget til Ystad, Toget til Christiansstad.«

Og Troller, Bonder og Hamilton'er nikker til hverandre, medens

Person'er og Lindkvist'er visker de sidste Draaber Wolkes af det

struttende Overskæg og tager Plads -- henholdsvis paa første og

anden Klasse Stambane eller paa første Klasse »enskilde«, thi paa

de private Baner gaar Trolle og Person op i en fælles Rejseenhed og

befinder sig vel ved det.

Vaktmesteren signaliserede Toget til Christiansstad, og Eigil Holst

tog Plads i en bred, behagelig udstyret 1. Klasses Kupé, medens

Klokken klemtede, og den angivne »frustande Ånghästen« rørte paa sig

og skummede om Biddet.

Toget gled fra Stationen, først langs Stambanens brede, kongeligt

officielt straalende Legeme, saa bøjede det mod Nordøst forbi

Marker, hvor store Granitsten syntes at skyde frem af Jordens Skød,

som det eneste den gav, forbi Skarhults røde, middelalderlige,

knejsende Mure, bugtende sig gennem dyrkede Marker ved Christineberg

til Bredden af den herlige Ringsjø, hvor Beck-Friis'ernes prægtige

gamle Bosjø Kloster mellem grønne Træer spejdede ud over den

blinkende Sø.

Holst sad ved Vinduet og saa ud over det smilende Land, hvor Borge

og Hytter laa i Solglansen, ved de frugtbare Marker og Enge. Uden

at bekymre sig om Navne og Steder, blot tagende imod Indtryk, som

var ganske friske og nye, ikke kaldte nogen gammel Tanke frem eller

dannede Tilknytningspunkt for nogen ny.

Det rent spejlende Rejseindtryk, hvor man kun ser, men ikke tænker.

Lige overfor ham sad en lille halvgammel Herre, øjensynlig en »før

dette« Militær, let skaldet, men prøjsisk stram og vippende som

paa en Staalfjeder, parat til at fare ud med en Oplysning, men for

ceremoniel til at vippe før et Spørgsmaal udløste Staalfjederen.

Han morede Holst -- men Holst tav. Ved Hørby Station nægtede

Fjederen at fungere, og da Toget rullede videre, lettede den lille

Mand sig i Sædet med et ærbødigt: »Herren er dansk, kan jeg tænke?«

Holst nikkede.

»Været i Sverige før?«

Det havde Holst ikke; derimod havde Herren været i København utalte

Gange. Han nævnede et Dusin forskellige Kafeer, lutter Minder, der

tændte et lille Blink i hans let rødsprængte Øjne, og galopperede

forbi et Dusin bekendte Navne, indtil Holst forbarmede sig over ham

og kendte Oberst et eller andet, der var hans mest intime Ven.

Saa maatte Holst frem med Livsstilling, og hans Løjtnantstitel

gav Staalfjederen det sidste Knæk. Svenskeren for tilbage og

præsenterede sig med stor Festivitet som »før dette« Løjtnant ved

Vendes Artilleriregiment, Bror Sjöström.

Holst bøjede sig beæret og havde nu en Ven i Skaane. Landskabet

skiftede, medens Ringsjøen forsvandt i det fjerne, Banen steg over

granklædte Bakker og Aase, medens Toget rullede op for talrige

smaa Stationer, hvor blonde Troller og Hamilton'er med et let Nik

passerede Kupeen.

»Goddag med dig --« Sjöström kendte dem alle.

Han fik Tid til at fortælle lidt om hver, medens han pegede ud over

Egnen og nævnede Navnene paa stolte Ætter og pragtfulde Herresæder.

Holst kendte ingen og tog mod Talen som mod de skiftende Billeder,

uden at reagere. De nærmede sig nu Karpalund, et Krydsningssted kort

før Christiansstad. Løjtnant Sjöström bøjede sig mod Vinduet, »der

ser Hr. Løjtnanten Gamalstorp, en smuk lille Ejendom med nogen Skov

og flere Bøndergaarde.«

Holst nikkede.

Sjöström fortsatte: »Den tilhører en god Ven af mig, Claes

Ankerkrone, det vil sige, Gubben lever endnu i Danmark noget Steds

-- en charmant Gubbe -- før dette Ritmester, med en Datter -- noget

af det vakreste, man kan tænke sig.«

Holst nikkede stumt.

»Monsieur Claes er en livlig Knægt, en vakker charmant Kammerat,

gift med en sygelig engelsk Kone, og svær at holde Styr paa. Der var

en Historie med ham i Vinter, hans Papa maatte intervenere.«

Det var Holst ubehagelig at høre den fremmede Mand tale om

Ankerkrone; han afbrød lidt skarpt:

»Jeg kender Familien --«

Saa blev der Pause.

Men længe dyede Sjöström sig ikke. Han kom ligesom forsigtig følende

sig for.

»Løjtnanten kender Familien Ankerkrone fra København?«

»Ja,« svarede Holst kort.

»Meget behagelige Folk -- særdeles behagelige Folk, og særlig da

Ritmesteren -- men --«

Holst var lidt usikker, om hvorvidt han skulde afbryde eller høre;

han besluttede sig til at erfare; naar alt kom til alt, var hans

Bekendtskab til Ankerkrone jo helt ensidigt, og det kunde være

ganske interessant at høre lidt om ham af hans egne Landsmænd.