Men Jenny blev boende hos frau Schlessinger. Der var billig -- og hun
visste ikke, hvor hun skulde gjøre av sig heller.
Der kom vaar i luften, og over den vældige aapne himmelkuppel drev tunge,
solbræmmede skyer, som brandt i guld og blod og speilet sig i det urolige
hav om kvelden, naar hun gik ute paa moloen. Og de triste og mørke flater
indover blev lysegrønne, og poplerne blev brunrøde av unge skud og duftet
lindt og lunt. Langs jernbanedæmningen myldret der frem violer og smaa
hvite og gule blomster. Og tilsidst blev sletten yppig og grøn, og det
vældet av farver langs grøftekanterne, og svovlgul iris og store hvite
skjærmplanter stod og speilet sig i torvmyrernes vandhuller. En vakker dag
drev der utover landet søt høiduft, som blandet sig i den salte tarelugt
fra stranden.
Badehotellet blev aapnet og der kom sommergjester i de smaa huser ved
moloen. Der vrimlet av barn paa den hvite strandbred; de rullet sig i
sandet og plasket barbent utover i vandet, og mødre og barnepiker og bonner
i Spreewalderdragt sat og sydde og saa efter dem i græskanten. Badehusene
var kjørt ut i vandet, og smaa tyske bachfischer skrek og hujet derute. Og
der kom lystseilere til moloen og besøk fra byen og om kvelden var der
dansemusik paa badehotellet og fuldt av spaserende i den lille furuplantage
utenfor, hvor Jenny hadde ligget tidligere paa vaaren i det strie græs og
lyttet til bølgeslaget og suset av vinden i de forblaaste kroner.
En og anden av damerne sendte et interessert og deltagende blik efter
hende, naar hun gik veien langs badestranden i sin sorte og hvite
sommerkjole. Badegjesterne i byen hadde naturligvis faat vite, at det var
en ung norsk pike, som hadde faat et barn og sørget saa forfærdelig over
dets død. Og nogen var der jo, som fandt det mere rørende end skandaløst.
Forresten gik hun oftest indover landet; der kom aldrig sommergjesterne. En
sjelden gang gik hun helt ind til kirken og kirkegaarden, hvor gutten laa.
Hun sat og stirret paa graven, som hun ikke hadde latt gjøre noget ved, og
hun kunde lægge paa den nogen vilde blomster, hun hadde plukket paa veien,
men hendes fantasi negtet at sætte den lille graa muldhaug, hvor ugræs og
straa skjøt op, i forbindelse med hendes lillegut.
Om kvelden sat hun paa sit værelse og stirret i lampen -- med et
haandarbeide, som hun ikke rørte. Og hun tænkte altid paa det samme --
husket de dage, hun hadde hat gutten -- den første tiden, den matte,
fredelige lykke, mens hun laa og frisknet til -- siden, da hun sat oppe og
frau Schlessinger viste hende tilrette med at bade og stelle og klæ og reve
ham -- og da de reiste sammen til Warnemünde for at kjøpe fint tøi og
blonder og baand, og hun kom hjem og klippet og sydde og tegnet og broderte
-- gutten hendes skulde ha nogen fine klær istedetfor det tarvelige
færdigkjøpte, hun hadde bestilt fra Berlin. Og en komisk havesprøite hadde
hun kjøpt -- med avtrykningsbilleder paa det grønmalte blik: en løve og en
tiger stod mellem palmer ved et himmelblaat hav og betragtet forfærdet de
tyske panserkolosser, som dampet mot rikets afrikanske besiddelser. -- Hun
hadde syntes, den var saa leven -- og lillegut skulde faa den og leke sig
med, naar han blev stor nok -- om længe, længe. Først maatte han jo opdage
mors bryst, som han nu bare blindt hugget sig fast i -- og sine egne smaa
fingre, som han ikke kunde faa ut fra hinanden endda, naar han filtret dem
sammen -- og om litt kunde han kjende mor, og titte efter lampen og mors
ur, naar hun lot det dingle foran ham -- der var saa meget, som lillegut
skulde lære. -- Aa gud.
I en skuf laa alle hans saker, og hun saa aldrig paa dem. Hun visste
allikevel, hvordan hvert stykke saa ut og kjendte det i sine haandflater --
det glatte myke lin og det ru uld og den halvfærdige jakken av grøn flonel,
som hun hadde brodert smørblomster paa -- den han skulde hat og kjøre ut
med --.
Hun hadde begyndt paa et billede fra stranden med de røde og blaa unger paa
den hvite sandstrand. Og et par av de deltagende damer kom bort og saa paa
og forsøkte at indlede bekjendtskap: «Wie nett!» Men hun var misfornøiet
med skissen og gad ikke gjøre den færdig, heller ikke begynde paa noget
nyt.
* * *
Saa lukket badehotellet en dag, og det stormet paa sjøen og sommeren var
forbi.
Gunnar skrev fra Italien og raadet hende til at komme dit. Og Cesca vilde
ha hende til Sverige. Moren, som intet visste, skrev og begrep ikke,
hvorfor hun blev der. -- Og Jenny tænkte paa at reise -- men hadde ikke
tiltak. Skjønt der allikevel litt efter litt vaagnet en vak længsel. -- Hun
blev nervøs selv, ved at hun gik slik og ikke kunde bestille noget. Hun
maatte ta en bestemmelse -- om det saa bare var at springe ut i sjøen fra
moloen en nat.
En kveld hadde hun tat frem kassen med Heggens bøker. Imellem dem var der
et bind italienske digte -- Fiori della poesia italiana. Saan en utgave,
som er beregnet paa turister -- i bind av lærmosaik. Hun bladet i den for
at se, om hun hadde glemt alt sit italiensk.
Boken faldt op av sig selv paa Lorenzo av Medicis karnevalsvise -- der laa
et sammenfoldet papir, beskrevet med Gunnars haand:
«Kjære mor -- nu kan jeg da fortælle dig, at jeg er lykkelig og vel
ankommet til Italien og har det bra i alle maater, samt at --» resten av
arket var overskrevet med gloser. Ved verberne var deklinationen skrevet
op. Og der stod gloser i bokens marg -- tæt, tæt, langs det sørgmodig
lystige karnevalsdigt --. «Hvor ungdommen er vakker -- som flygter straks»
--.
Selv de mest almindelige ord var skrevet op. Gunnar maatte ha prøvet at
læse det, straks han var kommet til Italien -- før han kunde noget av
sproget. Hun saa efter paa titelbladet: G. Heggen, Firenze 1903 stod der.
Det var før hun kjendte ham.
Hun bladet og læste her og der. Det var Leopardis hymne til Italien, som
Gunnar var saa begeistret for. Hun læste den. Margen var svart av gloser og
blækflekker.
Det var som en hilsen fra ham -- inderligere end nogen av hans breve. Han
ropte paa hende, ung og sund og fast og virkelysten. Han bad hende komme
tilbake til livet -- og arbeidet. Ja om hun kunde ta sig sammen og begynde
at arbeide igjen. Hun maatte forsøke -- vælge, om hun skulde leve -- eller
dø. -- Hun vilde ditned igjen, hvor hun engang hadde følt sig fri og sterk
-- alene, bare med sit arbeide. Hun længtet efter det -- og efter vennerne,
de paalidelige kamerater, som ikke kom hinanden saa nær, at det gjorde
vondt, men levet side om side med hver sit eget -- og det som var deres
alle -- tillid til sine evner, glæde ved sit virke. Og hun vilde se igjen
landet dernede, fjeldlandet med de stolte og strenge linjer og de solsvidde
farver.
Et par dage efter reiste hun til Berlin. Hun gik i byen nogen dage -- var
paa gallerierne. Men hun følte sig træt og fremmed og vildfarende. Saa drog
hun videre til München.
I Alte Pinakothek saa hun Rembrandts hellige familie. Hun tænkte slet ikke
paa det som maleri -- saa bare paa den unge bondekone, som sat endda med
serken trukket bort fra det melkespændte bryst og saa paa barnet sit, som
var sovnet ind. Kjærtegnende tok hun om den ene lille bare foten hans. En
styg liten pøbelunge var det, men struttende sund -- og han sov saa godt og
var deilig og søt allikevel. Josef tittet paa ham over morens skulder. --
Men det var ingen gammel Josef, og Maria var ingen jordfremmed himmelbrud
--. Det var en kraftig middelaldrende haandverksmand og hans unge kone, og
barnet var deres begges lyst og glæde --.
Om kvelden skrev hun til Gert Gram. Et langt brev, ømt og bedrøvet -- men
det var et farvel for bestandig.
Dagen efter løste hun billet direkte til Florens. I det første daggry sat
hun ved kupévinduet efter en søvnløs nat paa toget. Vildbækkene sprutet
hvitt nedover skoggrodde fjeldsider. Det lysnet mere og mere, og byerne hun
kjørte forbi blev mere og mere italienske av karakter. Rustbrune og
mosegyldne taksten, loggiar paa husene, grønne tremmejalousier mot rødgule
murvægger, barokke kirkefacader, stenbroers buerækker ut i elven --
skilterne paa stationerne hadde tekst baade paa tysk og italiensk. Vigner
utenom byerne, graa borgruiner paa fjeldknauserne --.
Ala. Hun stod ved toldskranken og saa paa de morgengrætne første- og
andenklasses passagerer -- følte sig saa meningsløs glad. Hun var i Italien
igjen. Tolderen smilte til hende, fordi hun var blond, og hun smilte
tilbake, fordi han tok hende for et eller andet herskaps kammerjomfru.
Fjeldkjæderne vek til siderne, lergraa med blaa skygger i kløfterne,
jordsmonnet lyste rustrødt og solen flammet hvitt og hett.
Men Florens var bitterlig kold og graa i novemberdagene. Træt og forfrossen
drev hun omkring i byen en fjorten dages tid -- kold i sit hjerte mot al
den skjønhet hun saa og melankolsk og motløs, fordi den ikke varmet hende
som før --.
En morgen reiste hun til Rom. Markerne laa hvite av rim nedover gjennem
Toskana. Utpaa dagen lettet frosttaaken og solen skinnet. Og hun saa igjen
det sted, hun aldrig hadde glemt: Trasimenersjøen laa blekblaa med fjeldene
i dis omkring. Ut i vandet skjøt en odde med en liten stengraa bys taarne
og tinder. En cypresallé førte ditut fra stationen. --
Men til Rom kom hun i høljende regn. Gunnar var paa perronen og tok imot
hende. Og han klemte hendes hænder, da han ønsket velkommen, og mens de
skrumlet avgaarde i en drosche til det logis han hadde skaffet hende, i
regnet, som plasket ned fra den graa himmel og op fra gatens brolægning,
blev han modig ved at snakke og le --.