Jennys søn levet i seks uker -- nøiagtig fire og firti og en halv dag, sa
hun bittert til sig selv, naar hun tænkte om og om igjen paa den korte tid,
hun hadde visst, hvad det var at være lykkelig.
Hun graat ikke de første dage efter -- men hun gik omkring det døde barn og
ynket sig dypt nede i strupen. Og hun tok det op og kjælte:
«Lillegut -- mors lille lille deilige gut -- du faar ikke lov, -- hører du
-- lillegut kan ikke faa lov til at være død, kan du vel skjønne --»
Gutten hadde været liten og skrøpelig, da han kom til verden. Men baade
Jenny og fru Schlessinger hadde syntes, han trivdes og kom sig saa
storartet. Saa blev han syk en morgen og døde ved middagstid.
Da han var begravet, gav hun sig til at graate, og saa kunde hun ikke
stanse. Hun hulket ustanselig næsten, nat og dag, i uker efterpaa. Syk blev
hun ogsaa -- fik betændelse i brysterne, saa fru Schlessinger maatte hente
lægen, som skar hende. -- Og de legemlige smerter og fortvilelsen i hendes
sjæl løp sammen til et, de forfærdelige febernætter.
Frau Schlessinger laa i værelset ved siden av. Og naar hun hørte de
underlig dyriske, kvalte klagelyd inde fra den unge pikes værelse, trillet
hun forfærdet ind og sat paa en stol foran sengen: «Um gotteswillen,
Fräulein --»
Hun stelte med Jenny, og hun klappet hendes magre, klamme hænder med sine
tykke, varme. Og hun formante. Det var guds vilje, og det var kanske det
bedste baade for gutten og for frøkenen. Frøkenen var jo saa ung endnu --.
Selv hadde frau Schlessinger mistet begge sine barn -- den lille Bertha, da
hun var to aar, og Wilhelm, da han var fjorten -- saan kjæk gut --. Og de
var endda født i lovlig egteskap og skulde været hendes alderdoms støtte --
men denne lille her, han hadde jo da bare været en lænke om foten paa
frøkenen -- frøkenen, som var saa ung og pen. Ak gud ja, visst hadde han
været søt, den lille engelen, ja det var tungt nok. -- Sin mand hadde frau
Schlessinger ogsaa mistet -- ja. Og der var mange av Jennys lidelsesfæller,
som frau Schlessinger hadde hat i huset, og barna var døde -- ja nogen
hadde været glad til, nogen hadde likefrem sat dem bort for at bli av med
dem -- ja det var fælt, men hvad skal man si? Og nogen hadde grætt og
jamret som Jenny nu -- men de kom over det med tiden; baade den ene og den
anden var gift nu og hadde faat det godt --. Men maken til fortvilelse som
paa frøkenen hadde hun aldrig set -- Herregott im Himmel --.
At fætteren var reist sydover, først til Dresden og siden til Italien, like
i de dage gutten døde, tilskrev frau Schlessinger i sit hjerte en stor del
av Jennys fortvilelse. -- Jaja, saan var de nu engang, mandfolkene --.
Uopløselig forbundet med mindet om disse vanvittige kvalfyldte nætter var
siden for Jenny billedet av frau Schlessinger, som sat der paa taburetten
foran sengen, mens lampelyset brøt i taarerne, som piblet ut av hendes smaa
snille øine og dryppet ned over hendes runde røde kindboller. Og hendes
mund, som ikke stod et øieblik, og hendes lille graa flette, som strittet,
og hendes hvite nattrøie med takkelidserne og hendes underskjørt av rosa og
graastripet flonel med de broderte tunger forneden. -- Og det lille værelse
med gipsreliefferne i messingrammer.
Hun hadde skrevet til Heggen om sin store lykke. Og han hadde svart --
vilde gjerne kommet op og set paa gutten, men reisen var lang og dyr og han
skulde bryte op til Italien desuten. Velkommen efter med prinsen og
tillykke med ham! -- Da barnet døde, var Heggen i Dresden; hun fik et langt
og vakkert brev fra ham.
Til Gert hadde hun skrevet nogen linjer, saasnart hun orket. Hun opgav
samtidig sin adresse, men bad ham ikke komme før til vaaren -- da var
lillegut blit stor og pen. Nu kunde nok bare hans mor se, at han var
deilig. -- Da hun var oppe igjen, skrev hun et længere brev.
Den dag, barnet var blit begravet, skrev hun igjen og meldte i faa ord dets
død. Samtidig skrev hun, at hun reiste sydover samme aften og at han ikke
maatte vente at høre fra hende, før hun var blit litt roligere: «Du skal
ikke ængste dig for mig,» skrev hun, «jeg er forsaavidt noksaa rolig og
fattet nu og, men grænsesløst bedrøvet naturligvis.»
Dette brev krydset et fra Gert Gram. Hans lød:
Min lille Jenny!
Tak for dit sidste brev. Allerførst vil jeg sige dig, da det synes, som du
gjør dig bebreidelser i anledning dit forhold overfor mig -- kjære lille
pige, jeg gjør dig ingen saadanne, og det maa du hellerikke gjøre dig selv.
Du har jo aldrig været andet end god og blid og kjærlig mod din ven. Aldrig
vil jeg glemme din ømhed og din varme i den korte tid, du elske de mig --
din søde ungdom og din fine og blide hengivenhed i vor korte lykkes dage.
Vor lykke maatte blive kort; det burde vi vel vidst begge. Jeg _burde_
vidst det -- du _kunde_ vel have vidst det, dersom du havde tænkt; men hvad
tænker to mennesker, som drages mod hinanden? At du en dag ophørte at elske
mig, tror du jeg bebreider dig det? Fordi om det voldte mig den bitreste
lidelse i mit forøvrig ikke meget lykkelige liv -- dobbelt bitter for mig,
da jeg samtidig fik vide, at vort forhold havde faaet følger, som du vilde
have at bære gjennem hele dit.
Og nu ser jeg altsaa af dit brev, at disse følger, hvorover jeg sikkert har
været meget mere fortvivlet end du, hvad du end kan have gjennemgaaet af
bekymringer og legemlig lidelse, dog har bragt dig en dybere glæde og lykke
end noget, du før har mødt i dit liv. At moderglæden helt fylder dig med
fred, tilfredshed og livsmod, saaat du mener, med dit barn i armene vil du
have styrke til at møde alle vanskeligheder, økonomiske som sociale, som
fremtiden vil kunne bringe en ung kvinde i din stilling. At du skriver
dette, gjør mig mere glad, end du kan ane. For mig er dette atter et bevis
paa tilstedeværelsen af hin evige retfærdighed, som jeg ikke tvivler paa.
For dig, som tog feil, bare fordi dit hjerte var varmt og ømt og tørstede
efter ømhed, vil netop denne feiltagelse, der har bragt dig saa fortvivlede
timer, til slutning bringe alt det, du higede efter, bedre, smukkere og
renere end du vel nogensinde før har drømt om, nu da dit hjerte helt er
fyldt af kjærligheden til dit barn, og siden endnu mer, naar den lille
gutten vokser til, begynder at kjende sin mor, hænge efter hende og kan
gjengjælde hendes kjærlighed, sterkere og dybere og mere bevidst for hvert
aar, som gaar.
Og for mig, som tog mod din kjærlighed, skjønt jeg burde vidst, at et
kjærlighedsforhold mellem os var umulig og unaturlig -- for mig har disse
maaneder bragt usigelig lidelse og sorg -- og savn, Jenny, et savn, som du
ikke kan gjøre dig forestilling om, savnet af dig, af din ungdom, af din
skjønhed, din velsignede kjærlighed. Og hvert mindste minde om disse ting
har været forbitret af anger -- dette stadige nagende spørgsmaal, hvor
kunde jeg lade hende gjøre det, hvor kunde jeg tage mod det, hvor kunde jeg
tro paa en lykke for mig selv med hende? Ja Jenny, for jeg har troet paa
det, saa vanvittig det høres ud, fordi jeg følte mig saa ung sammen med
dig. Husk at min egen ungdom gik jeg glip af, alt mens jeg var langt yngre
end du er nu; en ungdoms glade arbeidsliv og glade elskovslykke fik jeg ved
egen skyld ikke smage. Og dette var hevnen. Min døde ungdom kom og spøgte,
da jeg saa dig -- mit hjerte følte sig ikke ældre end dit. Og Jenny, intet
i verden er forfærdeligere end det, at en mand er gammel og hans hjerte er
ungt.
Du skriver, at du vil gjerne engang senere, naar gutten er blevet lidt
større, at jeg skal komme og besøge dig og se vort barn. Vort barn -- det
er en saa urimelig tanke. Ved du, hvad jeg stadig maa tænke paa? Kan du
huske den gamle Josef paa de italienske alterbilleder, han som altid staar
ude i baggrunden eller ved en side, og ømt og sørgmodig betragter det
guddommelige barn og dets unge og deilige mor, disse to, som helt er
optagne af hinanden og slet ikke ænser hans nærvær. Kjære Jenny, misforstaa
mig ikke, jeg ved jo, at det lille barn, som nu ligger paa dit fang, ogsaa
er mit kjød og blod, og dog -- naar jeg tænker paa dig, som nu er mor, da
føler jeg mig som den stakkars gamle Josef udenfor.
Men derfor skal du heller ikke have mere betænkeligheder ved at tage mod
navnet af min hustru og den beskyttelse for dig og dit barn, som ligger
deri, end Maria havde ved at betro sig til Josef. Egentlig synes jeg ikke
engang, det er ganske rigtig af dig overfor barnet vilkaarlig at berøve det
dets fars navn, som det dog har ret til -- du kan ha saa megen selvtillid
du vil. En selvfølge er det, at du ved et saadant ægteskab vedbliver at
være lige fri og ubunden som nogensinde, og at det ogsaa naarsomhelst du
maatte ønske det, skal blive legalt ophævet. Jeg beder dig indstændig om at
overveie dette. Vi kan blive viede i udlandet, om du ønsker det kan
allerede nogle maaneder efter skridt til dets ophævelse foretages, og du
behøver aldrig at vende tilbage til Norge, endsige bo under tag med mig.
Om mig selv er ikke stort at fortælle. Jeg har disse to smaa værelser
heroppe paa Hægdehaugen lige i nærheden af den løkke, hvor jeg er født og
har levet til mit tiende aar, da min far kom som foged til Numedal. Fra mit
vindu ser jeg toppene af de to store kastanjetrær udenfor indgangsdøren til
mit barndomshjem. De er ikke synderlig forandret. Heroppe begynder allerede
aftenerne at blive lange og lyse og vaarlige og de tegner sine nøgne, brune
kroner mod den bleggrønne himmel, hvor enkelte gyldne stjerner funkler i
den skarpe, klare luft. Kvæld efter kvæld sidder jeg her ved mit vindu og
stirrer didover og drømmer og mindes mit hele liv. Ak Jenny liden, hvor
kunde jeg nogensinde glemme, at der laa et helt liv, et liv, næsten dobbelt
saa langt som dit, og mere end den halve del henlevet i uafbrudt ydmygelse,
nederlag og smerte -- mellem dig og mig.
At du tænker paa mig uden vrede og bitterhed, er mere end jeg havde haabet
og ventet. Den lykke, som aandet gjennem hver linje i dit brev, har gjort
mig saa usigelig godt. Gud velsigne og bevare barnet og dig; al lykke i
verden ønsker jeg over dig og over det. Jeg holder saa usigelig meget af
dig, du lille Jenny, som var min engang.