* * *
Nogen dage efter kom der en hel pakke med billetter. Jenny stavet sig
igjennem endel skrivelser, prentet med frygtelige gotiske kraketær. Saa
skrev hun til frau Minna Schlessinger i nærheten av Warnemünde og leiet fra
femtende november, meddelte Gunnar sin bestemmelse og sa op hos fru
Rasmussen.
Først den sidste aften skrev hun til Gert Gram:
Kjære ven.
Jeg har tat en bestemmelse, som jeg er ræd vil gjøre dig vondt, men du maa
ikke bli sint paa mig. Jeg er saa træt og nervøs, vet selv at jeg var
urimelig og ubehagelig mot dig, da du var hernede, og det vil jeg saa
nødig. Derfor vil jeg ikke træffe dig, før det er overstaat og jeg er
normal igjen. Jeg reiser herfra imorgen tidlig til utlandet -- min adresse
opgir jeg ikke foreløbig, men du kan sende breve til mig gjennem fru
Fransiska Ahlin, Varberg, Sverige; jeg skriver til dig via hende foreløbig.
Du skal ikke ængste dig for mig; jeg er frisk og har det rigtig bra, men
kjære, forsøk ikke at komme i forbindelse med mig paa anden maate indtil
videre, jeg ber dig saa pent. Og vær ikke altfor sint paa mig, men jeg
tror, denne ordning er bedst for os begge. Og forsøk at være saa litet
bedrøvet og bekymret for min skyld, som du kan.