«Naa, De fik brev,» sa Jenny Winge. Hun hadde staat i posthusets forhal og
ventet. «Nu skal jeg vise Dem, hvilken sporvogn De skal ta.»
«Tak, det var snilt.»
Pladsen laa hvit av solskin. Luften var morgenkold og ren endda. Men vogner
og mennesker vrimlet travlt ut og ind av de trange gater omkring.
«Vet De, frøken Winge -- jeg tror ikke, jeg tar hjem -- jeg er saa vaaken,
som jeg kan faa blit. Jeg hadde mest lyst til at gaa en tur. Men De synes
vel, jeg er paatrængende, hvis jeg spør, om jeg kan faa følge Dem litt paa
vei --»
«Nei kjære --. Men hvordan vil De finde tilbake til Deres hotel igjen da?»
«Aa pyt, naar det er lyst.»
«Ja forresten, drosche træffer De hvorsomhelst og --.»
De kom ut paa Corsoen. Hun nævnte paladsernes navne -- men kom hvert
øieblik litt foran ham. For hun gik fort og smat letvint frem mellem de
mange mennesker, som var paa benene allerede paa det smale fortaug.
«Liker De vermut,» spurte hun. «Jeg skal ind og ha en her.»
Hun drak den ut i et drag, staaende ved barens marmordisk. Helge likte ikke
den bittersøte drik, som var halvblandet med kinin. Men det var nyt for ham
og moret ham saan at stikke indom en bar i farten.
Jenny bøiet ind i smale gater, hvor luften var raa og klam. Bare
allerøverst paa husmurene streifet solskinnet. Helge stirret om sig med
overvaaken interesse -- paa de blaamalte kjærrer med muldyrspand, hvis
seletøi hadde messingbeslag og røde dusker -- paa barhodede kvinder og
svarte unger, paa de smaa billige butikker og portrummenes utsalg av frugt
og grønsaker. Et sted stod en gammel mand og kokte smultebakkelse paa en
ovn, som lignet en asfaltovn. Jenny kjøpte av dem og bød Helge. Men han sa
neitak -- pokker til pike og. Hun spiste av dem med god appetit -- han fik
kvalme bare ved at tænke sig en av de fettdryppende boller mellem sine
tænder -- endda med vermutsmaken i munden -- efter nattens diverse
drikkevarer. Desuten, saa skidden den gamle manden var --.
Side om side med forfaldne, fattige huser, hvor graaagtig vasketøi hang til
tørk mellem de brukne jalousier laa der store tunge paladser med gitrede
vinduer og utlutende gesims. Engang tok Jenny ham i armen -- en glorød
automobil kom tutende ut av en barokportal og snudde besværlig -- suste op
gjennem den trange gate, hvor rendestenen midt i laa fuld av rusk og
kaalblader.
Han gik og nød -- for det var altsammen saa letfattelig fremmed og
sydlandsk. Og fordi alle hans oplevelser i aarevis hadde bestaat i det, at
hans fantastiske drømmerier tørnet mot en hverdagslig smaalig virkelighet,
saan at han tilsidst for at verge sig mot den smerten, selv forsøkte at
haane bort sine drømme og korrigere sine fantasier, saa prøvet han nu at
indskjærpe sig selv, at i dette romantiske kvarter bodde der naturligvis
samme slags mennesker som i alle andre store byer -- butiksdamer og
fabrikarbeidere og typografer og telegrafister -- folk som arbeidet hver
dag i forretninger og paa kontorer og ved maskiner, som var de samme, som
paa alle andre steder i verden nu. -- Men han tænkte tanken med forunderlig
glæde, fordi disse gater og huser, som lignet det, han hadde drømt om, var
en likesaa paatagelig realitet.
-- De kom ut paa en aapen plads, hvor solen bakte hvitt og blidt efter
turen gjennem de smaa gater med den klamme, stinkende luft. Bakom pladsen,
hvor grunden var rotet op paa kryds og tvers, og dynger av avfald og rusk
laa utover mellem hauger av murgrus, stod der gamle, forfaldne huser, nogen
halvt revet ned med aapne værelser, hvor en væg manglet -- og antike ruiner
indimellem.
Forbi nogen spredte bygninger, der stod, som de var glemt foreløbig under
nedrivningerne her, kom de ut til pladsen ved Vestatemplet. Bak den store
nye dampmølle og den nydelige lille gamle kirke med sin søileforhal og det
smekre klokketaarn reiste Aventinerhøiden sig med klostrene paa toppen
klart mot solhimmelen, og med støvgraa buer av navnløse ruiner nedover
skræntens haver og groren av svart efeu og graa nakne tornebusker og gult,
vintervissent siv.
Det var det, som altid hadde skuffet ham -- i Tyskland og i Florens -- de
ruiner, han hadde læst om og tænkt sig staaende i en romantisk ramme av løv
og grønt, med blomster i murrifterne, saan som paa de gamle kobberstikkene
eller paa teaterkulisser, de laa i virkeligheten skidne og støvede, og gult
papirrusk og bulkede blikbokser og svineri fløt omkring dem, og der var
hvass vinterlig luft om dem, og sydens vegetation var bare det graasvarte
eviggrønt og de nakne, stikkende busker og det falmede, gule siv.
Nu i den solklare morgen forstod han pludselig, at ogsaa slik kunde det
være vakkert, for den som kunde se.
Bakom kirken tok Jenny Winge op en vei mellem havemure. Pinjer raket op
bakom, og efeu faldt utover. Hun stanset og tændte en cigaret.
«Ja,» forklarte hun, «jeg er forfalden til tobak, men Cesca taaler ikke
røke for sit hjerte, saa jeg maa være avholdende, naar hun ser det --
herute damper jeg som et lokomotiv -- her er det.»
Der laa et litet okkergult hus indenfor et risgjærde. I haven var der bord
og bænker under etpar store nakne almetrær, og et lysthus av sivstængler.
Jenny hilste kjendt paa en kjærring, som kom ut i døren.
«Hvordan er det, kandidat Gram -- skal De ha frokost De? --»
«Det var kanske ikke værst. Litt sterk kaffe -- og brød og smør. --»
«Gudvelsigne Dem -- kaffe! og smør! Egg og brød og vin -- salat og ost
kanske --. Jo hun har ost, sier hun. Hvormange egg skal De ha?»
Mens konen dækket bordet, bar frøken Winge ut staffeli og malersaker. Og
hun byttet sin lange blaa aftenkaape med en vindjakke, der var flekket av
oljefarver.
«Kan jeg faa lov at se paa Deres billede?» spurte Helge.
Jenny klappet op studiebrettet.
«Ja -- jeg kommer til at stemme ned det grønne -- det staar saa haardt nu.
Der er ikke rigtig no lys i det nu. Bakgrunden tror jeg er bra.»
Helge saa paa det lille billede, hvor trærne stod som store grønne flekker.
Han kunde ikke se noget særlig ved det.
«Naa, der er maten! Hun skal faa dem i hodet, hvis de er haardkokte, skal
hun -- nei gudskelov!»
Helge var ikke sulten. Ialfald nu fik han halsbrænding av den sure, hvite
vin, og det usaltede, bare brød kunde han vanskelig faa ned. Jenny flænget
store stykker av det med sine hvite tænder -- puttet smaa beter parmesanost
i munden til det og drak vin -- de tre egg hadde hun allerede ekspedert.
«Uf at De kan spise det vonde brødet bart,» sa Helge.
Hun lo:
«Jeg synes, saant brød er saa godt, jeg. Og smør har jeg neppe smakt, siden
jeg reiste fra Kristiania. Det bruker Cesca og jeg bare til selskaps. Vi
maa nemlig leve økonomisk vi, ser De.»
Han lo ogsaa:
«Ja hvad kalder dere økonomisk -- perler og koraller --.»
«Aa -- saan luksus --. Jeg synes næsten, det er det nødvendigste -- litt av
det. Nei vi bor billig og spiser billig -- kjøper silkeskjærf og har te og
tørt brød og ræddiker til aftens etpar uker.»
Hun var færdig med at spise og tændte en frisk cigaret. Og hun sat og saa
utover med haanden under kinden:
«Nei, kandidat Gram. Ser De, sulte -- ja jeg har aldrig prøvet det, men jeg
kan nok komme til -- og Heggen for eksempel har, og han er enig med mig.
Det er bedre at faa forlitet av det nødvendige, end aldrig at kunne faa
litt av det, som er overflødig. -- Det overflødige, det er jo det, man
arbeider for og længes efter --.
Hjemme, hos min mor -- det absolut nødvendige hadde vi jo altid -- akkurat.
Men alt utover var ikke til at tænke paa engang. -- Naaja, det maatte være
slik -- barna maatte jo ha mat, selvfølgelig.»
Helge smilte litt usikkert:
«Jeg kan sletikke tænke mig Dem som et menneske, som nogensinde har hat
bekjendtskap med -- økonomiske vanskeligheter.»
«Hvorfor det?»
«Nei for De er liksom saa uforsagt -- fri. De har saanne sikre meninger.
Naar man er vokset op i forhold, hvor det altid gjælder om at faa pengene
til at strække -- altid hører om det. Man tør liksom ikke lægge sig til
meninger -- saan i videre forstand. For det er saa pinlig at vite, at
mynten bestemmer saa meget, hvad man har raad til at mene -- og ville.»
Jenny nikket eftertænksomt.
«Jamen det maa man ikke. Naar man er frisk og sund og kan noget.»
«Jamen nu jeg for eksempel. Jeg har altid ment, jeg hadde evnen til
videnskabelig arbeide. Og det er det eneste, jeg har villet. Jeg har
skrevet etpar smaabøker -- saan noksaa populært altsaa, men nu arbeider jeg
paa en avhandling -- bronsealderen i Sydeuropa. Men jeg er altsaa lærer, og
nu har jeg en noksaa bra stilling. Er inspektør ved en privatskole.»
«Men nu er De jo kommet hitned -- for at arbeide, eftersom jeg forstod Dem
imorges,» sa hun og smilte.
Helge svarte ikke paa det:
«Saan gik det min far og. Han skulde været maler nemlig -- det var det
eneste, han hadde lyst til. Han laa et aars tid hernede. Saa blev han gift.
_Nu_ har han altsaa et lithografisk officin -- har holdt det gaaende i
seksogtyve aar -- under store vanskeligheter tildels. -- Jeg tror ikke min
far synes, han har faat videre ut av livet.»
Jenny Winge saa tankefuld ut i solskinnet. I bakkeheldingen nedenfor der de
sat, stod rækker av kjøkkenurter med smaa uskyldige bladdusker paa den graa
muld. Og ute over de grønne enge lyste ruinmasserne paa Palatin falmet gule
mot det mørke løv. Dagen tegnet varm -- Albanerbergene bortom de fjerne
villahavers pinjer dæmret disig mot himmelens duggede blaa.
«Men -- kandidat Gram.» Hun drak av sit vinglas og blev ved at se utover.
Helge fulgte med øinene den lyseblaa røk fra hendes cigaret -- en smule
morgenvind tok i den og hvirvlet den ut i solen. Hun hadde slaat det ene
ben over det andet -- hadde smale ankler i tynde, violette strømper, og
utringede, perlebroderte sko paa føtterne. Vindjakken stod aapen over den
foldede, sølvgraa kjole med den hvite krave, og over perlebaandet, som
kastet de rosenrøde lyspletter paa hendes melkehvite hals. Skindluen var
glidd langt tilbake paa det blonde, brusende haar.
«Saa har De vel ialfald støtte av Deres far -- jeg mener, at han forstaar
Dem -- vet, at De ikke maa gro fast i den skolen, naar De har et andet
arbeide, som ligger Dem paa hjerte?»
«Jeg vet ikke. Han var jo svært glad, jeg skulde faa komme ut. Men --»
Helge søkte litt. «Saan fortrolige har far og jeg aldrig været. Saa er det
min mor. Hun var ræd, baade at jeg skulde overanstrenge mig og for det
økonomiske -- at min fremtid skulde bli usikker og saan. Og mot min mor kan
min far ikke ta parti. De er saa forskjellige, far og mor -- hun har vist
aldrig forstaat ham. Saa holdt hun sig til os barn -- hun var forfærdelig
meget for mig, da jeg var gut -- og hun var skinsyk, selv overfor min far,
at han skulde faa mere indflydelse over mig end hun hadde --. Ja hun var
skinsyk paa mit arbeide ogsaa -- naar jeg lukket mig inde om aftenerne og
læste og saan, forstaar De. Og ræd som sagt for min helbred, og ræd, jeg
skulde finde paa at opgi min post --»
Jenny nikket etpar ganger tankefuldt.
«Det var fra dem, det brevet jeg hentet nu.» Helge tok det op og saa paa
det. Men han aapnet det ikke. -- «Det er nemlig min fødselsdag idag,» sa
han og forsøkte at smile. «Jeg fylder seksogtyve idag.»
«Tillykke!» Frøken Winge rakte ham haanden.
Hun saa paa ham, næsten paa samme maate som hun pleiet se paa frøken
Jahrmann, naar hun smøg sig op til hende.
Hun hadde ikke før lagt merke til, hvordan Gram saa ut -- bare hat et
indtryk av, at han var høi og spæd og mørk, og at han bar et litet spidst
skjeg. I grunden hadde han pene træk -- regelmæssige, høi, litt smal pande.
Hans øine var lysebrune, med en egen gjennemsigtig ravglans, og saa hadde
han en en liten vek, fin mund under overskjegget -- med noget træt og trist
ved.
«Jeg forstaar Dem saa godt,» sa hun pludselig. «Jeg kjender det der. Jeg
var lærerinde selv like til jul ifjor. Jeg kom ut som guvernante og var det
like til jeg blev gammel nok til at begynde paa seminar.» -- Hun lo litt
forlegent. «Jeg reiste ut -- opgav min post paa folkeskolen -- da jeg arvet
litt efter en tante til min far. Jeg har regnet ut, det kan vare i tre aar
omtrent -- kanske længer, -- jeg har skrevet nogen korrespondanser i det
sidste -- og hvis jeg faar solgt noget --. Men min mor syntes naturligvis
ikke om, at jeg vilde bruke op hele summen. Og at jeg sa op, naar jeg
endelig var blit fast efter alle de aarene, jeg hadde maset med vikariater
og privatelever. Mødre synes vel altid, en fast indtægt --»
«Jeg er ikke viss paa, jeg hadde turdet i Deres sted. Saan kastet alle
broer av --. Og jeg vet godt, det er indflydelsen fra mit hjem. Jeg hadde
ikke kunnet la være at være ræd for hvad jeg skulde leve av, naar pengene
var brukt op.»
«Skidt,» sa Jenny Winge. «Jeg er jo frisk og sterk og kan en masse. Sy og
lave mat og stryke og vaske. Og sprog og. I Amerika eller England kan jeg
nok altid faa no at gjøre. Der er vist en masse, som jeg kunde male, tror
jeg. Fransiska» -- hun lo ut i solen -- «hun vil, vi skal reise til
Sydafrika og bli budeier, for det paastaar hun, hun kan. Og saa skal vi
tegne akt hos zulukafferne -- de skal være saanne pragtfulde modeller.»
«Det var ikke smaatteri heller. Avstande regner De altsaa heller ikke for
væsentlige hindringer --».
«Nei langtifra --. Aaja, jeg snakker. Naturligvis, alle de aarene hjemme,
syntes jeg jo det var aldeles umulig at komme ut -- bare saa langt som til
Kjøbenhavn -- være der en stund og ikke gjøre andet end lære og male. Og
saa hadde jeg naturligvis noksaa meget hjerteklap, da jeg bestemte at opgi
alting og reise ut. Hele min familie syntes jo, det var vanvid. Og jeg
merket, det hadde indflydelse paa mig -- men da vilde jeg jo netop. For
male er det eneste, jeg har villet altid, og jeg skjønte, at hjemme kunde
jeg aldrig faa arbeidet saa intenst, som jeg maatte -- der var saa meget,
som distraherte --. Men mama kunde umulig forstaa, at jeg var saa gammel,
at skulde jeg lære noget, maatte det være straks. -- Min mor er nemlig bare
nitten aar ældre end jeg. Og da jeg var elleve aar, saa giftet hun sig
igjen, og det gjorde hende endda yngre --.
Det er jo det som er det vidunderlige ved at komme ut -- al paavirkning av
de mennesker, som man tilfældigvis lever sammen med hjemme, den ophæves.
Man maa se med sine egne øine og tænke for sig selv. Og man skjønner, det
avhænger aldeles av en selv, hvad man faar ut av reisen -- hvad man evner
at se og opfatte, og hvordan man steller sig, og hvem man vælger at la sig
paavirke av. Og man lærer at forstaa, det avhænger bare av en selv, hvad
man faar ut av hele livet. Ja naturligvis, lirt av omstændigheterne, som De
sa før. Men man finder ut, hvordan man efter sin egen natur lettest vinder
over eller kommer utenom hindringerne -- baade paa reisen og i det hele.
Man ser jo, at det værste, man kommer ut for, det har man i regelen rotet
sig selv op i.
Man er jo aldrig alene i sit hjem, vel, Gram? Det er det, som jeg synes, er
det bedste ved at reise -- at bli alene med sig selv og ikke ha nogen, som
vil hjælpe en og raade for en. -- Det gode, man skylder sit hjem, kan man
ikke se og være taknemlig for, før man er borte fra det. Man vet, avhængig
av det blir man aldrig mere, efter man engang er blit selvstændig. Man kan
ikke bli rigtig glad i det før -- man kan jo ikke være glad i noget, man er
avhængig av?»
«Jeg vet ikke. Man er da altid avhængig av det, man er glad i? De er da
avhængig av Deres arbeide? -- Og hvis man holder av et andet menneske,» sa
han sagte, «da er man vel først for alvor avhængig?»
«Jo--o.» Hun tænkte litt. «Men da har man valgt selv,» sa hun fort. «Jeg
mener, man er ikke slave, man tjener frivillig noget eller nogen, man
sætter høiere end sig selv. -- Men er De ikke glad -- De skal begynde Deres
nye aar alene -- fri og frank -- bare arbeide med det, De vil selv?»
Helge husket kvelden før paa Peterspladsen. Han saa utover den fremmede by,
de dæmpede, graaslørte farver i solen, og den fremmede, lyse pike.
«Jo,» sa han.
«Ja.» Hun reiste sig, knappet jakken og aapnet malerkassen. «Nu skal jeg
altsaa være flittig.»
«Da vil De vel helst være kvit mig?»