_De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius_ #(komme ind under højrøstet
Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).#
_Baronen_. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder
Gaarden, eller hvad er paa Færde?
_Niels Bruus_. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har
understaaet sig....
_Ambrosius_ #(paa samme Tid).# Jeg beder Baronen undskylde min
Dristighed....
_Baronen_. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og lad
mig høre, hvad der er i Veien.
_Niels Bruus_. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye
Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr.
Baronens Ordre lod jeg den Brændetyv, Skytten bragte hid, sætte paa
Træhesten. Da det var besørget, gik jeg over i Stalden, for at see, om
Kjørehestene var tørret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at
vandes. Det varede en Stund, for Bæsterne var temmelig svedige endnu.
Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var
gaaen for sig?
_Baronen_. For Djævlen, det er jo det, jeg spørger ham om!
_Niels_. Saa var Træhesten Pinedød tom, var den. Der var ikke mere
Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden,
var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde løst Krabaten
og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke?
_Baronen_. Jeg synes, han er en Ærtekjælling, Niels Bruus, at han ikke
gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for
Brændetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lære den Monsieur,
hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg.
_Abigael_. Papa maa ikke forivre sig. Hør dog først, hvad Skriveren har
at sige til Undskyldning.
_Baronen_. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde være! Naa,
tal da! Kan han lukke Munden op!
_Ambrosius_. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over
mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet.
_Baronen_. En gammel Mand?
_Ambrosius_. Ja, gammel og skrøbelig. Han kunde jo neppe staae paa
Benene, da de kom slæbende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det
skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget
blødhjertet af mig. Jeg kom til at tænke paa min egen gamle Fader, som
ogsaa er svag og vanfør, Gud bedre det!
_Niels_. Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet hjem paa sin
Ryg, den Kjæltring!
_Baronen_. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale!
_Ambrosius_ #(til Niels).# Kræfter nok! Han segnede jo om paa Jorden
for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Bræt, med
Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans
Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde
ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trælbunden? I
hørte jo, hvor han græd af Pine, den værkbrudne Stakkel, og
alligevel....
_Baronen_. Var han værkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jørgen?
Hvem er det?
_Jørgen_. Det er Jens Hansen, naadige Herre!
_Baronen_. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som brækkede
Benet sidste Vaar?
_Jørgen_. Ja, naadige Herre!
_Baronen_. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo
tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid.
_Niels_. Jeg tænkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent.
_Baronen_. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hænger det saaledes
sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel være strix, men
der er Maade med Alt. En vanfør Mand sætter man ikke paa Træhest, ham
har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og
ladet ham gaae med en Advarsel.
_Niels_. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanføre og lidet
Brændsel paa Godset herefterdags.
_Baronen_. Raisonnerer han? Gjør, hvad jeg siger, eller det gaaer ud
over ham! #(til Ambrosius.)# Han er en skikkelig Karl, men en anden
Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar
han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade
hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration.
_Ambrosius_. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tømme den paa
Herrens Velgaaende.
_Abigael_ #(til Ambrosius).# Aa, bi et Øieblik. Min Fader har
tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers
har Lyst dertil.
_Ambrosius_. Jeg? Ja med Glæde, naadige Frøken? Paa Lyst skal det
visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen.
_Abigael_. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil
imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalænge! #(gaaer ud til
Høire.)#
_Baronen_. See saa, Eders Naade, nu tænker jeg da, vi har Madro. I maa
forlade, at jeg lod Jer vente.
_Geheimeraadinden_. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og
det har været mig og min Søn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne
Leilighed at see en Prøve paa Eders fortræffelige Hjerte. Ikke sandt,
Claus?
_Claus_. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse!
_Baronen_. Og nu skal du faae en Prøve paa mit fortræffelige Kjøkken,
Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse,
ha, ha, ha!
#(_Baronen, Geheimeraadinden_ og Junker _Claus_ ud til Høire.
_Ambrosius_ hilser og følger lidt bag efter.#)
_Niels_ #(efter en lille Pause, i hvilken han og Jørgen betragte
hinanden).# Hvad siger du til den Konfekt, Jørgen?
_Jørgen_. Jeg siger, den er grov, Niels!
_Niels_. Den fordømte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret,
saa begynder han alt at gale.
_Jørgen_. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op
endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han høiere, det kan du
lide paa. Saae du, hvor Frøkenen smidskede til ham? Hun har givet ham
Løfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e.
_Niels_. Ja saa, har hun det?
_Jørgen_. Men kanskee han betænker sig og hellere vil være Ridefoged.
_Niels_. Han skal i Helvede! Før skal jeg knække hans Halsbeen.
_Jørgen_. Det skal du ikke gjøre, Niels; det er bedre, at han selv
besørger det.
_Niels_. Han selv? Hvad mener du med den Snak?
_Jørgen_. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som
han kunde bryde sin Hals paa.
_Niels_. Hvad skulde det være for en Steen?
_Jørgen_. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved
Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs.
_Niels_. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae
til, Jørgen?
_Jørgen_. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels.
#(Tæppet falder.)#
* * * * *