XXXVII.

_April._

Jeg flygtede jo hertil for at søge Ensomheden. Jeg fandt den. Og om

Grethe ikke var kommen paa min Vej, havde sikkert Ensomheden ikke

skræmmet mig. Thi jeg havde da ikke kendt det Savn, der nu jager mig

som en Fredløs.

En Fredløs er jeg i min Ensomhed. Hvor finder jeg den Krog, som kan

yde mig Fristed? Enten jeg flakker om i den gamle Bys øde Gader

eller jeg løber min Fod træt paa Vejrbakkens stejle Veje, overalt

følger Savnet mig som en graadig Ravn, skrigende hæst i mit Øre,

parat til at hugge sit Næb i mit Hjærte. Der er ikke den Plet,

ikke det Hus, det Træ, der ikke raaber mig mit Savn imøde. »Husk,

sidst Du var her, kom Du med _hende_! Nu er Du alene, hun følger

Dig aldrig mere.« »Her sad Du med hende. I talte om Eders Lykke, I

drømte Jer ud i Fremtiden; alt, hvad I talte, tænkte og drømte, var

Sommer og Sol, idel Liv og Lyst. Nu ligger hun i Jorden, Drømmen har

Dødens kolde Pust splittet.«

Jeg har søgt Freden i Bibliotekets Klostersal, hvis højtidsfulde

Stilhed før dulmede mit Sind til god Hvile i gamle Minder. Men

Ravnen sad paa min Skulder: »Du unge Munk, hvi dvæler dit Blik

saa længselssygt ved Træet derude bag Muren? Bliv kun, hvor Du

er. Dig venter ingen længer, naar Mørket falder over Klosteret. I

Klosterhaven er Nattergalene forstummede. Og i det gamle Træ bygger

Ravnen Rede.«

I Kildehaven har jeg været, jeg tør ikke komme der mer. Jeg syntes

Børnene blev stille, da de saa' mig. Jeg læste i deres Øjne

bedrøvede Spørgsmaal: »Hvor er hun henne, hun, som altid før var med

Dig og som holdt saameget af os? Du maa ikke komme alene, Du skal

hente hende.«

Min Veninde i Stiftelsen sørger over min Troløshed. Netop nu vilde

hun saa gærne vise mig sin Hengivenhed. Hun forstaar det ikke og

jeg nænner ikke at sige hende det: mit saarede Hjærte taaler ikke

de medlidende Blikke, som det maa løbe Spidsrod igennem, saasnart

jeg er indenfor Stiftelsens Porte; som forfølger mig paa Trapper og

i Gange, helt op til hendes Dør, og som modtager mig i hendes egen

Stue, fra hendes egne trofaste Øjne.

Men mest hjærteskærende er det dog at besøge Grethes Fader. At

færdes i de Stuer, som hun fyldte med sin Fred og sin Ynde; hvor

Savnet klager som et forpint Dyr under hvert Skridt, man træder;

hvor Luften endnu skælver af hendes Dødssuk; hvor endelig han

sidder, den gamle Mand, og stirrer med den blinde Skæbnes tomme

Øjne paa det Frygtelige, han har fuldbragt. Hvad har han og jeg

at sige hinanden, som kan bringe Trøst? Han hører næppe nok de

Fornuftbetragtninger, hvormed jeg forsøger at møde hans Selvanklage

og hans forvirrede Udtalelser om Grethes Ulykke som den forurettede

og vrede Mølles Hævn. Er jeg derimod selv ganske upaavirket af hans

sære Grublerier? Eller er det alene Mindet om hin forfærdelige

Morgen, der vækker Uhygge i mit Sind og faar mig til at skælve, naar

jeg passerer Møllen? Endnu ligger den der, endnu har dens Herre ikke

villet fælde Dommen over den.

* * * * *

-- -- Men naar Savnet har jaget mig fredløs fra Sted til Sted,

søger jeg Hvile i mit Arbejde, i min Bog. Mens jeg skriver paa den,

glemmer jeg, at Grethe er død. I den lever hun, i den genopstaar

hun med den Guds Fred, som hun skænkede mig, da jeg kom som en træt

Flygtning til Vejrbakkens Ensomhed.

Guds Fred · 第 43 / 46 题