_Løst Blad._
Foraaret gaar sin Sejrsgang op over Vejrbakken, med stort Følge af
glade Mennesker nede fra Byen. Unge og Gamle, Børn og Kærestefolk,
værdige Mænd og Matroner, ja selv værkbrudne Stakler -- alle skal de
med at se Vaaren paa Vejrbakken.
* * * * *
Strøende gylden Sol for alle Vinde fører Foraaret an, og de glade
Mennesker fra Byen udpeger beundrende for hinanden dets stolte
Bedrifter.
»Alt staar Hækken i Knop, og i Vejkanten blomstrer Violer. Pluk mig
et Par, jeg vil fæste dem ved mit Bryst.«
»Nej, kære, pas dog paa, at Du ikke træder paa Sneglen. Og se
Sommerfuglene dér, den ganske gule og den røde med de sorte Pletter.
Herregud, lad dem flagre i Fred, lad dem nyde Foraaret ligesom vi.«
»Hørte I Stæren, Børn. Og Pipfuglen hist. Den flyver med Straa til
sin Rede.«
* * * * *
Toget standser ved Pavillonen, som Foraaret har vakt af sin Dvale;
hvor, Vinteren igennem, kun en enlig Fremmed har været Gæst.
»Lad os drikke et Glas for Vaaren. For Vaaren og Livet. For Livet og
Glæden.«
»Hvad I ikke spiser, Børn, strø det for Spurvene. Vi maa ikke glemme
Vinterens Fugle, fordi Foraaret er kommet.«
* * * * *
De glade Mennesker fra Byen følger Foraaret videre, op gennem Skoven.
»Saa lifligt her dufter af Muld og Gran. Men gaa ikke i Græsset, det
har regnet i Nat.«
»Jo, i Græsset maa jeg. Jeg har fundet en blaa Anemone. Og de hvide
dér. Hvormange der er, naar man ret ser efter.«
»Og tænk Bøgen. Saa store Knopper den alt har. Tro mig, den springer
ud før Maj, hvis dette Foraar varer ved.«
»Vist varer det ved. Spørg blot Fuglene, der jubler. De véd Besked.«
* * * * *
Foraaret staar triumferende paa Vejrbakkens Kam, og de glade
Mennesker udbryder i høje Fryderaab:
»Helt herop er Vaaren naaet. Møllevolden er klædt med nyt Græs,
og Vingerne skinner som Guld i Solen. I Møllerens Have knoppes
Frugtblomsterne, i en Stue vilde de hastigt udfolde sig. Hvem der
turde bryde en Gren!«
Da aabnes Døren til Møllerhuset, en klam Luftning gaar hen over
de glade Mennesker: paa sit hvide Leje hviler en ung Kvinde, kold
og bleg. Og ved hendes Side staar en Mand, den Fremmede paa
Vejrbakken. Hans Øjne græder ikke, de har ingen Taarer fler. Han
siger, bøjet over sin kolde, blege Brud: »Vaaren er død.«