_22. Marts._
Grethe er imorges kommen til Skade oppe ved Møllen. Lægen giver
ganske godt Haab.
_Samme Dags Aften._
Der var nok blæst en stærk Storm op inat. Jeg synes forresten ikke,
det blæste noget videre, da jeg gik op til Møllen, men jeg tænkte jo
hellerikke saa meget paa Vejret.
Da jeg fra Skoven naaede ud til Bakkekammen, ser jeg Grethe staa
oppe paa Møllevolden mellem Vingerne, akkurat som første Gang, jeg
saa' hende paa Vejrbakken. Saa er Arbejderne altsaa ikke komne
endnu, tænkte jeg. Det var maaske ogsaa for tidligt. Og jeg tænkte
videre, at Grethe sagtens var gaaet derop for at tage Afsked
med Møllen. Hun saa' mig ikke, hun stirrede ud over Fjorden. Jeg
svingede med Hatten, jeg kaldte paa hende. Hun hørte mig ikke, hun
stod i dybe Tanker. Og Blæsten har vel ogsaa baaret imod.
Pludselig gav det et Ryk i Vingerne. Jeg tror nok, jeg udstødte
et Skrig. Enten har hun hørt mit Skrig, eller hun har selv mærket
Faren. Hun drejede Hovedet, vore Blikke mødtes, hun gjorde en
Bevægelse som for at styrte frem, i det samme Sekund faldt hun
lydløst til Jorden, ramt af den ene Vinge. Og den næste Vinge fulgte
efter, hen over hendes Legeme, og den næste. Rundt og rundt, i
stigende Fart, gik Vingerne, henover Grethe. Jeg tænkte, mens jeg
løb: Du er bleven forstyrret i Hovedet, det er Svimmelhed, alt gaar
rundt for Dig. Men saa saa' jeg jo, at Grethes Legeme ikke skiftede
Plads.
Paa den anden Side af Møllen, ligefor Voldtrappen, fandt jeg Grethes
Fader. Han stod og gjorde et Tov fast. Han smilede saa underligt.
Den Tanke fo'r mig gennem Hovedet: han har i Sindssyge dræbt sin
Datter. En vanvittig Tanke. Jeg anede i det samme alt. Jeg sagde
i Forbifarten roligt: »Grethe er bleven ramt af Vingerne.« Da jeg
naaede hen til hende, stod Møllen atter. Hendes Fader havde vel
standset den. Jeg laa bøjet over hende, hun rørte sig ikke. Hun var
helt hvid i Ansigtet, men jeg saa' ikke Saar eller Blod. Jeg kaldte
paa hende, jeg blev ved at nævne hendes Navn. Saa aabnede hun sine
Øjne og smilede, lukkede straks Øjnene igen, men Smilet blev om
hendes Mund. Hun havde sét mig og hun smilede! Aa Gud, aa Gud! hun
var ikke død.
En Hulken lød bag mig og en rystende Haand famlede paa min Skulder.
Det var den Gamle. »Hun lever!« sagde jeg. »Men vi maa have hende
baaret ind.« -- Jeg saa' op; lidt borte stod tre, fire Arbejdere i
en Klynge med brave medlidende Øjne. De trængte sig stille frem for
at hjælpe. Og en af dem sagde: »Der er gaaet Bud efter Læge.«
Vi bar hende ind, og Lægen kom.
Hendes Tilstand er iaften uforandret. Hun ligger bevidstløs hen.
Slaget har ramt hende paa den højre Side af Hovedet. Der er kun
en Skramme og nogen Hævelse at se. Men Lægen frygter enten en
Hjærnerystelse eller et Brud.
* * * * *
Min Anelse om Ulykkens Aarsag bekræfter sig. Grethes Fader vilde en
sidste Gang, inden den blev revet ned og bragtes til evig Ro, lade
Møllen gaa. Ved sine hemmelige Besøg derovre havde han forvisset sig
om, at Maskineriet var i Orden. Han er imorges gaaet tidligt op til
Møllen, har rimeligvis været inde i den, da Grethe kom. Under Larmen
af den stærke Blæst har hun ikke hørt hans Puslen hverken derinde
eller da han gik ud paa den modsatte Side. Saa har han trukket
Persen fra, i samme Nu satte Stormen Møllen i Gang og Ulykken skete.
Saameget har jeg kunnet slutte af de faa Ord, han har sagt.
Han sidder mest hen i stum Fortvivlelse. Det er en Ynk at se.
Pinefuldere næsten end at dvæle ved Grethes stille Sygeleje.
Men da Arbejderne kom og spurgte, om de saa skulde begynde
Nedbrydnings-Arbejdet, sagde han, at de kunde gaa. Han vilde sende
Bud efter dem, naar han behøvede dem.