_8. Marts._
Det er nu bestemt, at Møllen skal rives ned. Den Gamle har givet sit
Samtykke, om fjorten Dage tages der fat paa Arbejdet. Efter først
endelig at have fattet sin Beslutning synes Mølleren beroliget.
Saavidt vi kan skønne, har han i den sidste Tid end ikke aflagt
Smugbesøg i Møllen.
Beslutningen om Møllens Nedrivning har bragt Ro over os alle.
Uden at ville tilstaa det for hinanden gik Grethe og jeg begge i
Ængstelse for, at en Ulykke skulde ske. Hvor let kunde det ikke
hænde, naar den gamle blinde Mand færdedes alene i Møllen, at han
snublede paa en af de stejle Trapper, styrtede igennem en Luge eller
kom galt afsted med Hjulværket? Grethe har nu tilstaaet det: ofte
naar hun afslog en Spadseretur under Foregivende af Travlhed med
Udstyret, var det Frygt for at forlade Faderen, der holdt hende
hjemme.
Nu er alt trygt og godt som før. Og om Aftenen sidder vi og drøfter,
alle tre, hvad Volden skal bruges til, naar Møllen er borte. Den
Gamle mener, at, da Møllen hidtil har tjent mange Skippere som
Sømærke, bør han tilbyde Grunden til Oprejselse af et andet let
iøjnefaldende Mærke. Men Grethe hævder, at mange andre Punkter paa
Vejrbakken egner sig ligesaa godt dertil; at Volden er deres egen og
at Ingen kan fortænke dem i, at de indretter den til deres Behag.
Hun og jeg har en Plan, som vi haaber at faa hendes Fader til at
bifalde.
Paa Volden vil vi bygge et Lysthus i antik Tempelstil. Rundt om det,
paa Voldgangen, planter vi en Krans af skærmende Graner, men op om
Templet og dets Søjler skal i Tidens Løb vild Vin og vilde Roser og
Kaprifolier slynge sig. Og paa dets Frontespice fæster vi i gylden
Skrift Indvielsens Ord: _Til Vejrbakkens Gud_.
Vejrbakkens Gud, Fredens Gud, vor Lykkes Gud vil vi bygge vort
Blomster-Tempel, vort Olymps idylliske Parnas. Her vil vi sidde og
skue vidt over Land, lade Verden støje under os, høre Stormen suse
og Uvejret knitre om os og alle Dage, i Storm som i Stille, skærmes
af Fredens milde Paulun. Her vil vi sidde, mens vi er unge og Roser
og Vin og Kaprifolier ranker sig om vore Hjærter; her vil vi ogsaa
sidde, naar de gamle Aar kommer og Mindernes Duft ombølger os. Herop
vil vi føre vore Børn, mens de er smaa, og lære dem at bøje Knæ for
vor Gud, og her vil vi vente dem, naar de, prøvede i Livets Kamp,
søger Hvile i Barndomshjemmets Tempel. Men allerdejligst synes vi,
det vil være -- vi smiler ad vore Drømmes ufortrødne Flugt --, naar
den Dag kommer, da vor Søn og hans Brud tager vor Plads mellem Roser
og Kaprifolier.
I Fællesskab bygger vi vort Tempel. Men den Dag, Templet er rejst og
vi staar sammen deroppe, vil jeg fortælle Grethe, hvordan jeg, alt
før jeg kendte hende, og længe før jeg vidste, jeg elskede hende,
tilbad hende som Fredens Gudinde og af Møllen byggede hende et
Højalter.