I.

Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner, havde vugget sig frem

over den brune Hede og de tørstige Marker; den var bleven baget

af Solen og støvet af Vejene, men nu var den renset af det tætte

Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade, og Duften af Lindens gule

Bloster havde gjort den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og

blinkede stille og saligt op i det lysegrønne Hvalv, kjærtegnet af

sagte dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles flimrende Vingeslag.

De Menneskelæber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske,

den Barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden var

spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var en vis mager Styrke i

den hele Skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar,

der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblaa

Fløjelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebaand

ned paa Ryggen som en lille Munkehætte. Ellers var der intet

Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren Lærredskrave slog ned

over en lavendelblaa Hvergarnskjole med korte og vide, opskaarne

Ærmer; ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint, hollandsk

Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet og højrøde Sløjfer paa Skoene.

Hun gik med Hænderne paa Ryggen og med foroverbøjet Hoved. Med

legende, sirlige Skridt gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke

ligefrem; hun gik i Bugter; snart var hun ved at støde imod et Træ

paa den ene Side, snart var hun ved at komme ud mellem Træerne

paa den anden Side. En Gang imellem standsede hun, rystede Haaret

fra Kinderne og saae op mod Lyset. Det dæmpede Skjær gav hendes

barnehvide Ansigt en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger

under Øjnene mindre synlige; de røde Læber blev purpurbrune og de

store, blaa Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige

Pande, svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe og stærk,

rund Hage og fint rundet Kind og ganske smaa Øren og rent og skarpt

tegnede Bryn ... Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte paa

Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende. Hun kom til Ende

med Gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt paa Hælen, halvt

til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne paa Ryggen, med

Hovedet lige, Blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt

med sin Svingen.

Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven

og det skarpe, hvide Sollys. Den skyfri, blaahvidste Himmel saae

lige ned i den, og den Smule Skygge, der var, holdt sig tæt ind til

Foden af de klippede Buksbomhække. Det skar i Øjnene, selv Hækken

stod og gnistrede Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide Blink.

Ambraen slæbte sig i hvide Snirkler ud og ind, frem og tilbage, om

tørstige Balsaminer, Boboreller, Gyldenlakker og Nelliker, der stod

og stak Hovederne sammen ligesom Faar paa aaben Mark. Ærterne og

Bønnerne henne ved Lavendelrækken vare ved at falde fra Stængerne af

Varme, Morgenfruerne havde opgivet det Hele og stod og saae Solen

lige op i Ansigtet, men Valmuerne havde kastet deres store, røde

Blomsterblade og stod i de bare Stilke.

Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, løb gjennem den solhede

Have, med bøjet Hoved, som man løber over en Gaard i Regnvejr.

Hun styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer, smuttede om

bagved dem og gik saa ind i den store Løvstue, der var en Levning

fra de Belowers Tid. En vid Rundkreds af Ælmetræer havde de flettet

sammen foroven, saavidt Grenene kunde naa, og det runde Hul i Midten

havde de gitret til med Lægter og Rafter. Slyngende Roser og valske

Kaprifolier groede stærkt op i Ælmeløvet og tættede godt, men til

den ene Side var de slaaet fejl, og Humlen, der var plantet efter

med, havde forknyttet Ælmekvistene og magtede ikke selv at lukke for

Hullet.

For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede Havheste; derinde

stod der en lang Træbænk og et Bord; Pladen til Bordet var af Sten:

stor og oval havde den været, men det Meste af den laa paa Jorden

i tre Stykker, kun et lille fjerde laa løst over det ene Hjørne af

Bordrammen. Ved det satte Barnet sig, tog Benene op paa Bænken,

lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Hun lukkede sine Øjne

og sad ganske stille; der kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang

imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:

«I Stuen med de røde Purpurtæpper og den forgyldte Alkove ligger

Griseldis for Margrevens Fødder, men han støder hende bort; nys har

han revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han den smalle,

rundbuede Dør, og den kolde Luft strømmer ind paa den stakkels

Griseldis, der ligger paa Gulvet og græder, og der er intet Andet

mellem det kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det

tynde, tynde Lin. Men han jager hende ud og laaser Døren efter hende.

Og hun trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte Dør og

hulker og hører ham gaa blødt inde paa Gulvets Tæpper, og gjennem

Nøglehullet kommer Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som

en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og hun lister sig bort

og gaar ned ad den mørke Marmeltrappe og der er ganske stille, hun

hører ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine nøgne Fødder

paa de isnende Stentrin. Saa kommer hun udenfor. Sneen ... nej,

det regner, det skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned

paa hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes Legeme, og Vandet

driver ned ad hendes bare Ben, og hun træder med de skære Fødder i

det bløde, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbladet.

Og Vinden ... Buskene river hende og flænger hendes Kjole, nej, hun

har jo ingen Kjole paa ... som det flængede mit brune Skjørt! -- der

maa vist allerede være Nødder i Fastruplund, alle de Nødder, der var

paa Viborg Marked ... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine Tænder ...

Nej! Bruhnhylde! -- den vilde Hest sprænger afsted ... Bruhnhylde og

Grimmild -- Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender sig og gaar

bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort Karl med

svære, lange Arme, En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes Bælte og

rykker det over, og han smøger hendes Kittel og hendes Underkjortel

af hende, og med sine sorte Næver stryger han Guldringene af de

hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun og laadden Karl lægger

sin haarede Arm om hendes Liv, og med sine plumpe, brede Fødder

træder han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte

Lokker om sin Haand og trækker bort med hende, og hun følger ham med

foroverbøjet Krop, og den Store lægger sine svedige Haandflader paa

hendes nøgne Ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte,

fnysende Hingst, og de slænger hende ned i det graa Støv paa Vejen

og de knytter Hestens lange Hale om hendes Ankler ...»

Saa kom Rynkerne igjen og blev der længe, hun rystede paa Hovedet og

saae mere og mere fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste

sig halvt og saae sig træt og misfornøjet omkring.

Myggene dansede henne for Aabningen mellem Humlerankerne, og det

drev paa derude fra Haven stødvis med Duft af Mynte og Hjærtensfryd

og imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille, tummelumsk,

gul Edderkop løb kildrende hen over hendes Haand og fik hende til

at springe op fra Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter

en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun kunde ikke naa den. Saa gik

hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo

ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet fuldt. Hun bar dem ind

i Løvstuen og satte sig ved Bordet. Een for een tog hun dem op af

Skjødet og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden, og snart var

Stenen skjult under et blegrødt, duftende Svær.

Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skjørtets Folder og de løse

Blomsterblade og de grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens

Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med Hænderne i Skjødet og

saae paa Rosenfloret.

Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær og Skygger, fra Hvidt,

der rødmer, til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er

tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i

Luften --. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i

Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med

alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa

den tunge, søde Duft, den drivende Em af _den_ røde Nektar, som koger

i Blomsterets Bund.

Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes

milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med

løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med

eet Strøg Alt det bort, der var paa Bordet, og gik ud i Haven,

rettende paa sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik

hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op

mod Kjørevejen. Paa den var der kort før Indkjørslen til Gaarden

et Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde ikke komme frem.

Ladefogden pryglede Kusken med en brun Stok, hvis Politur glimtede i

Solen.

Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Barnet, hun holdt

sig for Ørerne og gik hastigt op mod Gaarden. Kjælderdøren ned til

Bryggerset stod aaben; hun smuttede derned og slog Døren i efter sig.

Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til

Tjele Hovedgaard.

* * *

Skumringens blaa Skjær laa over Tjele. Duggen var falden og havde

gjort Ende paa Høkjørslen. Gaardens Piger var i Stalden og malkede;

Karlene rumsterede omkring i Agerum og Selekammer; Hovbønderne stode

i Flok uden Porten og ventede paa at blive ringet til Nadvre.

I det aabne Vindue stod Erik Grubbe og saae ud over Gaardspladsen:

langsomt og een for een kom Hestene helt fri for Seler og Grime

udad Stalddøren og gik hen til Vandingstruget; midt i Gaarden stod

en Dreng med rød Hue ved en af Bindestenene og satte nye Tænder i

sin Rive, og henne i et Hjørne legede to unge Mynder Tagfat mellem

Træhesten og den store Slibesten.

Som Tiden led kom Karlene tiere og tiere frem i Stalddørene, saae

sig om og trak sig fløjtende eller trallende tilbage; en Pige med

fyldt Malkespand kom i hurtig, smaatrinet Trampen over Gaarden, og

Hovbønderne begyndte at trække sig inden Porten som for at skynde paa

Nadverklokken. Nede i Kjøkkenet blev der stærkere Tumlen og Raslen

med Spande, Fade og Brikker, saa blev der taget et Par stærke Tag i

Klokken, og den rystede to Hold rustne Toner af sig, der snart døde

hen i Træskoklampren og Lyden af Døre, der skurede mod Fældingen. Saa

var Gaarden tom, kun de to Hunde stod og gjøede om Kap ud ad Porten.

Erik Grubbe trak Vinduet til og satte sig betænksomt ned. Det var i

Vinterstuen han sad. De brugte den baade Vinter og Sommer, baade til

Dagligstue og Spisestue, de opholdt sig næsten aldrig i andre Stuer

end den. Det var et rummeligt tofags Værelse med højt Brystpanel

af mørkt Egetræ, Væggene vare beklædte med et Tavl af hollandske

Stentøjsfliser, de vare glasserede, hvide i Bunden og malede med

store, blaa Roser. Kaminen var sat med brændte Mursten, en Dragkiste

var stillet foran Aabningen, ellers vilde det trække naar der blev

gaaet med Dørene. Et poleret Egetræsbord med to store, halvrunde

Klapper, der næsten hang ned til Jorden, nogle højryggede Stole med

Sæder af haardt, blankslidt Læder og et lille, grønmalet Skab, der

hang højt oppe paa Væggen, andet var der ikke derinde.

Som Erik Grubbe nu sidder der i Mørkningen, kommer hans Husholderske,

Ane Jensdatter, ind med et Lys i den ene Haand og en Stob pattevarm

Mælk i den anden. Stoben sætter hun for ham, selv sætter hun sig ved

Bordet og Lyset foran sig, dog giver hun ikke Slip paa Stagen, men

sidder og drejer den rundt med sin store, røde Haand, der glimter af

mange Ringe og store Stene.

«Aaja saamænd ja!» sagde hun som hun satte sig.

«Hvad er det?» spurgte Erik Grubbe og saae hen paa hende.

«Aa, En kan da nok give sig, naar En har støjet om til En hverken

aarker eller sanser!»

«Ja! -- travle Tider! -- Folk faar de Sommerdage rende den Varme op,

de om Vinteren skal sidde i.»

«Ja! -- I snakker! -- der er Maade med Alting, men Hyvl i Grob og

Hamler i Gras det er en lied Kongkyren[1]. Jenne er En om Alting; de

indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kjærrestsladder og Byssens Nyt,

det kan de nok kom' igjennem; gjør de Nøj, saa gjø' di ed skidt, aa

gyres skal ed aa det te Gavns; men hvem der kommer te ed, de æ misæl

A. Wulborg æ syg aa Stine aa Buel, de Malosier[2], de staar og bødler

te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En ku' da osse ha' nøj

Hjælp a' Mari naar I vild' tal' henne te', men hun fo' da hverken Lov

te' aa rør' sæ te' de' jen heller de aant.»

[1] Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel at kjøre

Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu.

[2] Malosie = stort, klodset Fruentimmer.

«Naa, naa! du snakker dig jo baade fra Vejr og Aande og fra Landsens

Maal tillige. Klag ikke mig Noget paa, forklag dig selv; havde du

havt Taalmod med Marie i Vinter og lært hende lempelig op og viist

hende ret Haandelag paa Alting, saa havde du nu havt Gavn af hende;

men du havde intet Taalmod, du var hidsig og hun blev trodsig, I var

jo ved at splitte hinanden levende ad. Det er saamænd mere end Tak

værd, at det blev forbi.»

«Ja vist saa! værg I kuns Mari, I er saa nærmest til det; men værger

I Jeres, saa værger A min, og enten I tager det til Fortrydelse eller

hvad I gjør, saa faar I vide, at der er mere Sind i Mari end hun kan

komme gjennem Verden med. Men det fik nu være den Fejler det er,

men hun er ond -- ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig kan hun

lade bitte Ane gaa i Fred, aldrig! hun ligger over hende med Pluk

og Nap og lede Ord saa lang Dagen er; det sølle Barn maatte ønske

det aldrig var bleven til og det maatte A og, og A ønsker det, saa

travrig som det er. Aa! Gud inderlig se i Naade til os! I er ikke

ens Fader for de to Børn; men det forstaar sig, det er som ret er,

Fædrenes Synder skulle hjemsøges paa Børnene i tredje, ja i fjerde

Led, og Moderens Synd ligesaadan, og bitte Ane er kuns en Horeunge,

-- jo! jeg siger det rent ud, hun er en Horeunge, en Horeunge baade

for Gud og Mennesker! -- men I! I, hendes Fader! I maatte skamme Jer,

maatte I, -- ja, det siger A om I saa lægger Haand paa mig for det,

som den Mikkelsdagsaften for to Aar siden, I maatte skamme Jer, æ tvi

maatte I saa; for at lade Jert eget Barn mærke, at det er undfangen

udi Synd, og I lader hende formærke det, baade I og Mari lader hende

og mig mærke det, ja, om I saa slaar mig lader I hende det mærke ...»

Erik Grubbe sprang op og trampede haardt i Gulvet.

«Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset Kvind? -- du er

drukken er du, ind og læg dig paa din Seng og sov dig Rusen og Galden

væk! du fortjente jeg slog dig under dine Øren, galsindede Kvind! --

nej, ikke et Ord til! -- Marie skal bort, hun skal herfra den Dag

imorgen, -- Fred vil jeg have i Fredsens Tid.»

Ane hulkede højt.

«Aa Gud, aa Gud! at det skulde times! -- en Verdens Skam! -- lægge

mig ud for Drik! -- har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til

hinanden og al den Tid der forved gaaet i Stegers med en ruset Pande?

har I hørt mig snakke over mig? hvor er den Plet, I har seet mig

ligge mendrukken? Det er den Tak, En faar! Sove min Rus væk! -- ja,

give til Gud A maatte sove hen, give til Gud A maatte synke død ned

for Jer, som I bær Spot og Spe ind paa mig ...»

Hundene glammede op derude i Gaarden, og der lød Hovslag under

Vinduerne.

Ane tørrede hastigt sine Øjne, og Erik Grubbe aabnede Vinduet og

spurgte hvem det var.

«Ridende Bud fra Fovsing», svarede en af Husets Karle.

«Saa tag hans Hest og lad ham komme herind,» og dermed blev Vinduet

lukket.

Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede med Haanden for de

rødgrædte Øjne.

Saa kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab fra Stiftsbefalingsmand

Christian Skeel til Fovsing og Odden, som lod formelde, at han idag

havde faaet Stafet om at Krigen var erklæret under første Juni; af

den Grund var det nødvendigt at han for flere Aarsagers Skyld tog

til Aars og derfra mulig til Kjøbenhavn og lod nu derfor spørge,

om Erik Grubbe vilde slaa Følge, saalangt Omstændighederne vilde

Vejen gjøre, de kunde da i alt Fald faa endt den Sag, de havde

sammen med somme Aarhusfolk, og anlangende Kjøbenhavn saa vidste

Stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe didhen havde mere Ærinde end

nok var. I alle Fald vilde Christian Skeel være paa Tjele henad fire

Slæt over Middag.

Erik Grubbe sagde dertil, at han skulde være rede til Rejsen.

Med den Besked red saa Budet hjem.

Nu talte Ane og Erik Grubbe længe om hvad der skulde gjøres medens

han var borte, og det blev da ogsaa bestemt, at Marie skulde rejse

med til Kjøbenhavn og blive hos sin Faster Rigitze et Aarstid eller

to.

Den nær forestaaende Afsked havde gjort dem begge roligere, men den

gamle Tvist var nærved at flamme op igjen, da de kom til at tale

om, hvilke af sin salig Moders Smykker og Klæder Marie skulde føre

med; det blev dog afgjort i Mindelighed, og Ane gik for at lægge sig

tidligt, da det nok kunde behøves, at den Dag imorgen blev gjort saa

lang som muligt var.

Lidt efter meldte Hundene nye Fremmede.

Denne Gang var det dog ikke andre end Sognepræsten for Tjele og

Vinge, Hr. Jens Jensen Paludan.

Med et: «God Kvæld i Stuen!» traadte han ind.

Det var en bredskuldret, knokkelstærk Mand med lange Lemmer og

ludende Hoved; rundrygget var han ogsaa, og hans Haar var stort

som en Kragerede, graasprængt og filtret, og hans Ansigt havde en

underlig stærk, jævn og tillige ren, blegrød Farve, der ikke passede

godt til de grove, knortede Ansigtstræk og de buskede Bryn.

Erik Grubbe bad ham sidde ned og spurgte ham, hvorledes det gik

med hans Høbjergning. Talen drejede sig saa en Stund om Aarstidens

vigtigste Markarbejder og døde hen i Suk over det forgangne Aars

daarlige Kornavl.

Præsten sad og skelede paaskjøns over til Stoben og sagde saa:

«Velbyrdighed altid synderlig maadeholden! holder sig altid til

naturlig Drikke. -- Det er og det sundeste! nysmalket Mælk er en

Himmerigs velsignet Ting, det er det, baade for ond Mave og æng

Bryst.»

«Jamænd! Guds Gaver er alle gode saa enten de malkes eller tappes os

til. -- I faar nu sætte Smag paa en Tønde ægte Mumme, vi forgangen

fik hentet hjem fra Viborrig; hun er baade god og tysk endda jeg ikke

kan skjønne at Tolderen har mærket hende.»

Ølkruse og en stor Tudekande af Ibentræ og siret med Sølvringe blev

sat frem.

Saa drak de hinanden til.

«Heydenkamper! ægte, adelig Heydenkamper!» udbrød Præsten med en

Stemme, der skjalv af Begejstring og Rørelse, og da han salig lagde

sig tilbage i Stolen, havde han næsten Taarer i Øjnene.

«I er en Kjendere, Hr. Jens!» smiskede Erik Grubbe.

«Ak, hvad Kjendere! vi ere fra igaar og vide Intet,» mumlede Præsten

aandsfraværende, «ellers tænker jeg paa,» fortsatte han med hævet

Røst, «om det skulde have sin Rigtighed med det, jeg har ladet mig

fortælle om de Heydenkampers Bryghus. -- Det var en Frimestere, der

fortalte mig det, en Gang deroppe i Hannover, den Tid, jeg rejste

med Junker Jørgen. -- Se! han sagde, at de begyndte altid deres

Brygning en Fredag Nat, men inden Nogen fik Lov at røre sin Haand til

Nogenting, maatte han gaa hen til Oldgesellen og lægge sine Hænder

paa den store Vægt og sværge ved Ild og Blod og Vand, at han ingen

hadske og onde Tanker gik og bar paa, for det vilde gjøre Øllet

Skade. Han fortalte ogsaa, at Søndag Morgen naar Kirkeklokkerne

begyndte at gaa, saa slog de alle Døre og Vinduer og Lemme op for

at det kunde ringe ind over Øllet; men det Fornemste det blev gjort

naar Øllet var sat hen for at gjæres, saa kom Mesteren selv med en

prægtig Lade, deden op han drog baade svære Guldringe og Kjæder og

kostelige Stene, som der var sære Tegn paa, og det blev tilhobe lagt

ned i Øllet, og det kan En da nok tænke, at saadan ædle Rigdomme maa

give Drikken Lod og Andel i de hemmelige Krafter, der er i dem fra

Naturen af.»

«Ja, det er ikke godt at vide Noget om,» mente Erik Grubbe, «jeg har

nu mere Tro til den Brunsviger-Humle og den anden Urtesaad, de sætter

til.»

«Jo!» sagde Præsten alvorligt og rystede paa Hovedet, «det maa vi

ikke sige, der er meget Fordækt i Naturens Rige, det er sikkert nok.

Hver en Ting baade død og levendes har sit Miraculum i sig, det er

kuns om at gjøre at have Taalmod til at søge og opladte Øjne til at

finde, -- ak, i gamle Dage, da det ikke var saa lange Tider siden at

Gud Herren havde taget sine Hænder af Jorden, da var hver en Ting

saa bespændt med Guds Kraft, at der sprang ud af dem Lægedom og

alt Godt, evigt og timeligt, men nu Jorderig hverken er fin eller

ny længer og vanhelliget af mangfoldige Slægters Synder, nu er det

kuns ved besynderlige Lejligheder at de lade sig formærke, til visse

Timer og paa visse Steder, naar mærkelige Himmeltegn er oppe; det

sagde jeg nyssens nu til Smeden, vi stod og taltes ved om det gruelig

flammendes Skjær, der i de sidste Nætter har været at se den halve

Himmel rundt. -- Ellers kom der den Gang en ridendes Stafet forbi os

-- herop til, jeg tror?»

«Det var saa, Hr. Jens.»

«Han red vel intet med Andet end som godt var?»

«Han red med det at Krigen er nu erklæret.»

«Herre Jesus, nej da! -- ja, ja, en Gang maatte det jo komme.»

«Ja, men har de biet saa længe, skulde de biet til Folk havde deres

Avl inde.»

«Det er de Skaaninger, der har drevet det frem, sagtens; de formærker

endnu den sure Svie af sidste Krig og venter at komme efter den søde

Kløe i denne.»

«Aa! det er intet Skaaningerne ene, Sjællandsfarerne vil altid Krig,

de veed jo vel, at dem gaar den immer udenom, -- ja, det er gode

Tider for Nøvter og Tosser, naar Rigens Raader ere galne tilhobe ...»

«De siger ellers, at Marsken vilde nok nødig til det.»

«Ja, Fanden tro det! -- kan jo dog nok være, men det kjendes kun

lidtagtig at prædike Rolighed i en Myretue, -- naa, Krig har vi, og

nu gjælder det om at hver hytter sit. Der er nok at tage sig til i

alle Maader.»

Talen faldt saa paa den forestaaende Rejse og gik nu en Tid om de

slette Veje, vendte tilbage til Tjele, til Fedekvæg og Staldfodring

og gik igjen paa Rejse. De havde imens ingenlunde forsømt Kanden,

Øllet var steget dem svært til Hovedet, og Erik Grubbe, der just

fortalte om sin Rejse til Ceylon og Ostindien med «Perlen», havde

ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter, hver Gang en ny

Pudserlighed randt ham i Minde.

Præsten blev jo længer jo alvorligere; han laa sammensunken ned i

Stolen, men en Gang imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud

for sig og bevægede Læberne som om han talte; gestikulerede derhos

med den ene Haand, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe

i Bordet; saa faldt han sammen igjen med et forskrækket Blik over paa

Erik Grubbe. Endelig da denne var kjørt aldeles fast i Skildringen af

en over al Maade enfoldig Kokkedreng, fik Præsten sig rejst op og tog

paa at tale med en dump, højtidelig Røst.

«Sandelig,» sagde han, «sandelig! jeg skal vidne med min Mund -- med

min Mund -- at I er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand -- det

var Jer bedre, I blev kastet i Havet -- sandelig! med en Møllesten og

to Tønder Malt, -- to Tønder Malt dem skylder I mig, det vidner jeg

højtideligen og med min Mund, -- to topfulde Tønder Malt i mine egne

nye Sække, -- for det var ikke mine Sække, -- aldrig i Evighedens

Rige, -- det var Jeres egne gamle Sække og mine nye, dem beholdt

I -- og det _var_ bedærvet Malt, -- sandelig! se Ødelæggelsens

Vederstyggelighed og Sækkene høre mig til og jeg vil betale, --

Dommen hører mig til, siger jeg. -- Skjælver I ikke i Eders gamle Ben

-- I gamle Skjørlevnere! -- kristeligen skulde I leve, -- er det

kristelig at leve med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig

Sognepræst? -- I er en -- I er en -- kristelig Skjørlevnere -- ja --.»

Erik Grubbe havde ved Begyndelsen af Præstens Tale smilet over hele

Ansigtet og venskabeligt rakt sin Haand ud imod ham over Bordet,

senere stødte han ud med Albuen som for at puffe en usynlig Tilhører

i Siden, at han skulde se, hvor ubetalelig drukken Præsten var,

men omsider maa han have faaet et Slags Forstaaelse af Talen; thi

han blev med Et kridhvid i Ansigtet og tog Tudekanden og slængte

mod Præsten, der tumlede baglæns over i Stolen og fra den gled

ned paa Gulvet. Det var dog kun af Forskrækkelse, han faldt, thi

Kanden naaede ham ikke, den blev liggende ved Randen af Bordpladen;

Indholdet drev over hele Bordet og randt i smaa Strømme ned paa

Gulvet og paa Præsten.

Lyset var brændt ned i Stagen og flakkede, saa der snart var lyst

i Værelset, snart saa mørkt, at den blaa Dagning saae ind igjennem

Vinduerne.

Endnu talte Præsten. Det ene Øjeblik var hans Røst dyb og truende,

det andet pibende og næsten klynkende.

«Der sidder I i Guld og Purpur og jeg ligger her og Hundene slikke

mine Saar -- og hvad lagde I i Abrahams Skjød? -- hvad Offer gav I?

-- I lagde ikke en Sølvotteskilling i den kristelige Abrahams Skjød.

-- Og nu pines I svarligen -- men Ingen skal dyppe sin Finger i Vand

for Jer,» og han slog med Haanden i det spildte Øl, «men jeg vasker

mine Hænder, -- begge to, -- jeg har advaret Jer, -- hi, -- der gaar

I, -- ja, der gaar I i Sæk og Aske, -- i mine to nye Sække -- Malt

...»

Han mumlede endnu en Stund, saa faldt han i Søvn, men Erik Grubbe

gjorde imens Forsøg paa at komme til at hævne sig; han tog haardt

fast i Stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte sig med at sparke

Bordbenet eftertrykkeligt i det Haab, at det var Præsten.

Snart rørte sig Intet mere, der hørtes kun de to gamle Herrers

Snorken og den ensformige Plasken af Øllet, der blev ved at dryppe

ned fra Bordpladen.