Slutning.
Fire Maaneder efter, at vore Venner atter var landede paa Jorden, fandt
det store Gallataffel Sted til Ære for dem. London var klædt i
Festdragt, fra alle Husene i de Gader, de berømte rejsende skulde
igennem, vajede Flag, der smældede muntert i Solskinnet og syntes kaade
at tage Del i den fælles Glæde. Hist og her saas Stones og Hydes Navne,
anbragte paa Skjolde af Grønt og Blomster. Pyntede Mennesker stod i
Rækker over en Time, før Vogntoget skulde komme, og i Vinduerne saas
unge, smilende, hvidklædte Piger med store Kurve med Blomster til at
kaste ned til de forbikørende.
Der var Sommer og Solskin og Fest i Luften.
Engelske Borgere vilde hylde deres store Landsmænd, der havde bragt
Englands Flag endog ud over Jordklodens Grænser og endnu en Gang gjort
Englands Navn berømt over hele den civiliserede Verden.
Stor Kamp havde der staaet om Rigtigheden af disse Mænds Udsagn, og
bitre Timer havde Stone maatte opleve. Den beedigede Erklæring, der var
underskrevet af de 7 Mænd, havde ikke været nok til at overbevise Folk,
men Professor Stones overvældende Bevisstof, der til fulde stadfæstede
tidligere Teorier, hans uomstridelige videnskabelige Bevisgrunde og hans
klare, logiske Udvikling slog enhver Tvivl ned og overbeviste de lærde.
Der var ingen Indvending mulig, de havde været paa Mars.
Saa havde Doktoren haft det nemmere, han havde trukket sig tilbage til
en lille Villa, han ejede paa Landet, da al den Opsigt, de vakte i
London, var ham saa uendelig imod.
Hyde havde set sine dristigste Forventninger gaa i Opfyldelse, hans
Fædreland havde afkøbt ham Luftskibet for en svimlende Sum.
Dillingham var for tre Maaneder siden blevet viet i al Stilhed til
Ethel, kun Stone, Burd og Hyde havde været til Stede som Forlovere. Lige
fra Kirken havde det lykkelige unge Par begivet sig paa Bryllupsrejse,
hvorfra de først var vendt tilbage for otte Dage siden.
Samme Dag som Festen, hvortil de Kongelige havde givet Løfte om at være
til Stede, skulde finde Sted, havde hver af vore Venner faaet en
officiel Skrivelse, hvori der tilstodes dem en livsvarig Pension i
Forhold til deres borgerlige Stilling i Samfundet.
I Dag skulde de altsaa atter samles for at hyldes for deres fælles store
Bedrift.
Nu kom Vogntoget kørende. I den første Vogn sad Stone, med sin sorte
Kjole dækket af Ordener; jublende Skrig fra de begejstrede Mennesker
hilste ham paa hans Vej, tunge og duftende faldt Sommerens smukkeste
Roser ned for hans Fødder, medens unge, friske Pigeansigter sendte ham
deres bedste Smil. Da følte den kolde, kloge, gnavne Mand for første
Gang i sit Liv en underlig Fornemmelse, en kold Strøm ned ad Ryggen, der
fik ham til at dirre og frembragte et underligt kvælende Tryk i hans
Hals, medens hans Øjne fyldtes af hede Taarer. Og til sin egen
Forbavselse mærkede han, at alt, hvad den Anerkendelse, der var blevet
ham til Del af videnskabelige Autoriteter, og al den Virak, der var
ofret paa ham fra sagkyndig Side, alt, hvad den ikke havde formaaet, det
vaktes nu i ham ved Folkets naive Hyldest. Og han mærkede, at han var
givet sine Følelser i Vold uden Hensyn til, hvad hans Hjerne og Forstand
mente derom.
Bagved hans Vogn kom Burd og Hyde sammen. Hyde tog mod Hyldesten som
noget, man var nødt til at tage med, medens Doktoren aabenbart ikke var
rigtig i sit Es.
Derefter kom Dillingham med sin unge Hustru. Dillingham var rørt, og
aaben, naturlig og oprigtig som han var, lagde han aldeles ikke Skjul
derpaa. Ethel var aldeles henrivende i sin hvide Silkedragt, og mange
var de Blikke, der hang beundrende ved hendes lykkelige Ansigt med det
blide Smil.
I den sidste Vogn var de tre andre, der svingede lystigt med Hattene og
vinkede til Menneskemassen.
Modtagelsen var storartet og Middagen glimrende i det store, festlig
smykkede Rum, og mange var de officielle Taler, som alle efter Aftale
besvaredes saa kort som muligt af Professoren.
Da de alle var vel overstaaede, rejste Professoren sig og mindedes under
dyb Tavshed med smukke, varmtfølte Ord det Offer, deres eventyrlige
Rejse havde kostet, nemlig Craddock. Staaende og i dyb Tavshed drak de
alle Glasset ud.
Endnu en Gang rejste Stone sig op og udbragte en Skaal – for Kvinden,
idet han bad Ethel tage imod den paa Damernes Vegne, som en Tak for den
Hygge, hun havde været til for dem alle paa deres Luftrejse. Men da
vekslede Burd og Hyde et meget sigende Blik: det kunde ikke staa rigtig
til med deres gamle Ven.
Næste Aften samledes vore Venner efter Aftale ved Ballonhuset uden for
London paa den Mark, hvor Ethel slap fra Inspektør Mac Carty hin
mindeværdige Aften, da »Meteor« skulde til at stige op for at føre dem
til Mars.
Ved et Glas Champagne vilde de tage Afsked med Skibet, der den næste Dag
skulde overgaa i de militære Myndigheders Hænder.
»Se der,« sagde Stone, idet han pegede opad, »der er Mars, det lille
lysende Punkt histoppe.«
Da satte Leslie Hænderne for Munden og raabte op mod Himmelhvælvingen af
sine Lungers fulde Kraft:
»Tak for sidst!«