En Udflugt. – Byen.
I over en Maaned havde vore Venner været undervejs paa deres Tur Mars
rundt. Paa Grund af Skibets store Hastighed behøvede de kun at flyve af
Sted om Natten; naar de da satte fuld Kraft paa, kunde de med Lethed
indhente den Tid, de om Dagen brugte til at stige ned og foretage
videnskabelige Undersøgelser.
De Resultater, de erhvervede sig ved disse Undersøgelser, var meget
omstridte. Stone var sjæleglad, han havde efterhaanden beriget sin
Samling med en Masse interessante Ting, og han havde udarbejdet
forskellige Optegnelser af stor Betydning for sin Videnskab, hvad der
gjorde den af Naturen gnavne Mand næsten elskværdig.
Dillingham derimod, som trods store Anstrengelser stadig søgte forgæves
efter det mærkelige Dyr, begyndte at blive saa pirrelig, som Stone
tidligere havde været, og det var nu næsten altid ham, der gav Anledning
til de Ordkampe, der morede Doktoren i lige saa høj Grad, som de ærgrede
Hyde.
Hyde kom ned ad Trappen fra Taarnet og med ham et Vindstød, der blæste
Stones Papirer hen i den anden Ende af Salonen.
»Jeg tror aldrig, jeg har oplevet Mage til Storm,« sagde Hyde, da han
havde lukket Døren efter sig.
»Er der Fare for, at vi blæser ud af Kurs?« spurgte Burd.
»Nej, Doktor, det er der ingen Fare for. Skruen er god nok, men vi kan
maaske nok udsætte os for at faa Roret bøjet,« svarede Hyde, idet han
satte sig ned; »naa forhaabentlig holder det.«
Lidt efter lidt lagde Stormen sig, og Hyde foreslog, at de skulde følges
ad op for at se paa Roret.
Der var heldigvis ingen Skade sket, og paa Stones Forslag gik de lavere
ned for at undersøge Egnen ved Hjælp af Lyskasteren.
De gik nu i en halv Snes Meters Afstand fra Trætoppene i den Skov, der
strakte sig under dem.
»Lys!« kommanderede Hyde, og den hvide Stribe kastedes ud i Rummet, gik
rundt i en Halvcirkel og derefter nedad.
Det Parti af Skoven, der blev oplyst, bestod af samme Slags træagtige
Bregner som dem, de havde set ved Ankomsten. De store, trekantede Blade
blev løftet op mod Lyset af slanke Stilke og lukkede som et
uigennemtrængeligt Tag for Skovbunden.
Lyset gav de graalige Blade en vidunderlig Glans, som var det et Hav af
Sølv, der laa udbredt under dem.
Men snart skiftede Billedet. Bregnerne afløstes af Palmer, hvis slanke
Stammer hævede sig som Søjler i et Fepalads, skarpt belyst mod den mørke
Baggrund, hvor Lyset ikke naaede hen.
Lyset blev kastet hid og did og viste hvert Træ og hvert Blad med en
Tydelighed, som var det den klareste Dag.
Livet i Skoven begyndte at røre sig, snart var det et mindre Dyr, der
rejste Hoved og missede med Øjnene mod det skarpe Lys, snart var det et
Krybdyr, der i en Fart bugtede sin Krop ind under det skærmende
Bladhang, eller de saa en kæmpemæssig, haaret Edderkop, der fra en Gren
kastede sig ud i Luften, medens dens Spind glinsede og glitrede i Lyset.
Videre gled Skibet, og Skoven gik over i lave Buske og afløstes til
sidst af et sumpet Krat med lange, stive Græsstraa.
Da lød der pludselig et Brøl dernede fra, det knagede og bragede i
Buskene tæt ved et lille Vandløb, og en mægtig, laadden, brun Skikkelse
rejste sig med øjensynligt Besvær og forsvandt i et kluntet, men ret
hurtigt Trav.
»Nej, se, se!« raabte Dillingham, »der var det igen!«
»Hvad mener De?« spurgte Burd.
»Monstrumet, Uhyret, Dyret, vi saa den Dag, vi kom hertil!«
»Er De ganske vis paa, at det er det samme?« spurgte Handerson.
»Tror De, jeg tager fejl, vil De lære mig at kende Dyrene?«
»Handerson mente naturligvis bare, om De var ganske sikker paa, at det
var det samme Eksemplar; det kunde jo være en Fætter eller en endnu
nærmere Slægtning,« blandede Burd sig smilende i Samtalen.
»De ved jo meget godt, hvad jeg mente, Doktor, og det ved Handerson
ogsaa, men jeg maa straks ned,« brummede Dillingham.
»Ned,« gentog Hyde, »vil De springe ned?«
»Springe, tror De, jeg er gal?«
»Ja, for hvis De for Alvor mener, at vi kan lande her uden at støde
sammen med Trætoppene, saa maa De være gal,« svarede Hyde roligt.
Og Dillingham maatte pænt vente, saa nødig han end vilde.
Næste Dag lykkedes det dem at finde et Sted, som var egnet til
Nedstigning, og Dillingham fik sin Lyst til at gaa paa Jagt styret,
rigtignok uden at opnaa andet end at gaa sig dødtræt i sine forgæves
Bestræbelser for at finde det attraaede Dyr.
Henimod Aften vendte han tilbage til Skibet, støvet, varm og just ikke i
det mest rosenfarvede Humør, og Stones elskværdige Forespørgsel om, hvor
han havde nedlagt Dyret, gjorde det ikke bedre.
Han var fast besluttet paa at blive der paa Stedet, indtil han fik
opsporet Dyret, og der maatte mange Overtalelser til fra hans
Rejsefællers Side, førend det lykkedes dem at faa ham til at indse, at
Dyret efter al Rimelighed for længe siden var over alle Bjerge, og at
hele Ekspeditionen vilde komme til at lide ved et længere Ophold. Han
gav da nødtvungent efter, og samme Aften kastedes Fortøjningen los, og
Skibet steg atter op.
Den Nat og hele den følgende Dag gik det med jævn Fart hen over mægtige
Skove. Hele Dagen var Vejret straalende, men henad Aften begyndte det at
blæse op, og ved Midnat var Blæsten vokset til en orkanagtig Storm, der
gjorde Opholdet paa Platformen alt andet end behagelig.
Først forsvandt Stone og saa Frøken Gray, og til sidst var der ikke
andre end Dillingham og Hyde tilbage. Dillingham havde egentlig mest
Lyst til at gaa ned til Ethel; men som alle Sportsmænd havde han en
Svaghed for at sætte en Rekord, og saa længe Hyde blev staaende, vilde
han heller ikke gaa ned.
Stormen hylede om dem og drev Skyerne hen over deres Hoveder i vild
Fart.
Det begyndte at blive taaget, en tæt Taage, der gjorde alting vaadt og
føltes som en fin Støvregn.
»Vi maa ud af Taagen,« raabte Hyde.
Han rev Døren op og raabte sin Ordre ned i Maskinrummet. Skibet hævede
sig hastigt og var snart oppe over Taagen og Skyerne.
»Fuld Kraft!« lød det fra Hyde.
Der gik et Ryk gennem Staaluhyret, Skruen snurrede rundt med rivende
Fart, dens Hvæsen blandede sig med Stormens Hylen, og dirrende i hele
Skroget for Skibet af Sted. Dillingham klamrede sig fast til Rækværket.
Det var umuligt at høre noget gennem Stormens Brølen, men da han
tilfældigvis kastede et Blik hen paa Hyde, kunde han se paa hans Mund,
at han sagde noget.
Han kæmpede sig hen til Kanonens Løb, der stak ud af Taarnet og som Hyde
holdt sig fast ved.
»Det er et frygteligt Vejr!« hylede Hyde.
»Ja, det har jeg ogsaa lagt Mærke til,« brølede Dillingham, »jeg er
hvert Øjeblik lige ved at blæse ned i Skyerne!«
»Men hvorfor i al Verden gaar De ikke ned?«
»Jeg venter paa Dem, hvad har De for Resten at bestille heroppe?«
»Akkurat det samme, som De har,« lo Hyde, »tror jeg ikke, vi har staaet
her som to Skoledrenge, der ikke vil give sig over for hinanden.«
De lo og kæmpede sig hen til Døren, som det ved forenede Kræfter
lykkedes dem at klemme saa meget op, at de kunde slippe ned. De var
neppe kommet igennem, førend Døren smækkede i med et Brag, og Dillingham
trillede ned ad Trappen, stødte mod Døren til Salonen og holdt sit
Indtog paa en højst mærkelig Maade, der gav Burd Anledning til at
spørge, om han legede Rutschbane.
Stormen rasede hele Natten, og den lagde sig først henad Morgenstunden.
»Har vi holdt Kurs under Stormen?« var Stones første Spørgsmaal.
»Ja,« svarede Hyde, »det er en solid Maskine. Vi har holdt Kursen ganske
støt.«
Det viste sig ved Eftersynet, at Skibet ingen Skade havde lidt.
Men nede paa »Jorden« havde Stormen ikke taget blidt. Flere Steder,
navnlig i Skovene, var der anrettet store Ødelæggelser.
»Der er maaske ogsaa kommet mange Mennesker til Skade,« sagde Ethel.
»Til Skade! Mennesker!« brummede Stone, »nu maa De ikke blive blødsøden,
Frk. Gray, vi har saamænd ingen Grund til at føle Medlidenhed med den
Yngel dernede.«
»Det skulde saamænd glæde mig, om nogle Hundrede af disse Uhyrer var
kommet af Dage,« sagde Dillingham blodtørstigt. Han vilde netop til at
tilføje, at det skulde være ham en Fornøjelse ved Lejlighed at sende
nogle af dem over i den anden Verden, men da han mødte Ethels
bebrejdende Blik, beholdt han klogelig sin Mening hos sig selv.
Da de den Aften sad i Salonen, lød der en fjern Brusen op til dem.
»Saa,« udbrød Dillingham, »skal vi nu have Storm igen?«
»Nej,« svarede Stone kort, »det er Havet.«
Dette Ord »Havet« havde en vis Virkning paa dem alle, det lød saa
hjemligt.
Det kan nemlig ikke nægtes, at trods alt det interessante, de havde
oplevet, følte de alle heftig Hjemve, og det ikke blot efter det Sted,
hvor hver enkelt boede, men efter London, England, Europa, kort sagt
efter hele Jordkloden.
Dillingham rejste sig og drog uvilkaarligt et Suk.
»Hvem der nu var paa et jordisk Hav og stod paa Dækket af et Skib, som
skar gennem Bølgerne,« sagde han, »og med Ethel ved sin Side,« tilføjede
han i Tankerne, medens han sendte den unge Dame et Blik, der var næsten
lige saa tydeligt som Ord.
»De har nok Hjemve,« lo Stone tørt, »men lad os nu komme op paa
Platformen.«
De gik alle op.
Et storslaaet Rundmaleri laa udbredt under dem. Maanen var staaet op og
kastede sine hvide Straaler ned over en mægtig Havflade. Landet, som de
lige var sejlet hen over, var allerede langt bagved dem.
Det var Bølgernes blide Dønninger mod Stranden, der havde frembragt den
svage Brusen, de før havde hørt. Skoven strakte sig helt ud til den
brede, flade Forstrand, ja paa nogle Steder var det lave Vand helt inde
bevokset med høje Sumptræer.
»Hvor er her dog smukt!« udbrød Ethel, henvendt til Dillingham.
»Vidunderligt,« svarede han, medens hans Øjne hang ved hendes Ansigt.
»Det minder mig om en Nat nede paa Jorden. Jeg havde Vagten om Bord nede
i det indiske Hav. Det var helt stille, ligesom nu, Maanen var lige
staaet op, og dens Straaler spillede paa Bølgerne, hvor Krydseren laa
til Ankers mellem palmebevoksede Koraløer. Jeg stod paa Kommandobroen og
var ...«
Her blev han afbrudt af Handerson: »Nu har jeg set det med. Dette
hersens minder ogsaa mig om en stemningsfuld Aften nede paa Jorden. Det
var nu ikke just af Stemning, jeg var fuld; men to Maaner saa jeg da
ogsaa dengang.«
De saa alle op mod Himmelhvælvingen. Handerson havde Ret, der var
virkelig to Maaner.
»Talt, fluks Rædsel og Skræk han befoel i Aaget at koble
Gangernes Spand, saa aksled han selv sin straalende Rustning,«
citerede Burd.
»Det er jo Iliaden, ikke sandt?« sagde Ethel.
»Rigtigt,« svarede Stone, »derfra har nemlig Maanerne deres Navn. De
kaldes Phobos og Deimos, – det betyder Rædsel og Skræk.«
»Det Hav kan ikke være videre saltholdigt,« bemærkede Burd, »siden der
vokser Skov helt ud til Kysten.«
»Kan vi ikke se den modsatte Kyst?« spurgte Hyde i det samme, Iliaden
interesserede ham ikke, og han var bange for, at Doktorens Bemærkning
skulde aflokke Stone et længere Foredrag om Saltmængdens Indflydelse paa
Plantelivet.
»Se der!« udbrød Burd med eet, »jeg tror sandelig, de brænder Festbaal
eller Glædesblus af til Ære for os!« Med disse Ord pegede han ud over
Havet.
Langt, langt borte, ude i Synsranden, saas der et stærkt Lysskær, som
bredte sig vifteformigt opefter.
»Nordlys!« sagde Dillingham vigtigt.
»Vrøvl!« svarede Stone, »Nordlyset kan aldrig antage saadan en Form.
Nordlyset er jo en Udladning af ...«
»Nej, kæreste Professor, nu skal vi skam nyde Udsigten og ikke høre
lærde Foredrag,« afbrød Burd ham, »for øvrigt giver jeg Dem Ret i, at
det ikke kan være Nordlys.«
»Det ser ganske ud som Lysskæret fra en stor By,« sagde Hyde.
»Saa maa der findes andre Væsener her end dem, vi har set,« svarede
Burd.
»Hvem har sagt andet, jeg har hele Tiden ventet, at vi vilde træffe
andre,« sagde Stone.
»Skal vi sejle derhen?« spurgte Hyde.
»Naturligvis,« svarede Stone, »men vi maa være forsigtige; man ved
aldrig, om de kan skade os.«
Hyde forsvandt ned i Taarnet, og et Øjeblik efter var der fuld Kraft paa
Maskinen.
Lyset forude kom nærmere og nærmere, de kunde til sidst se, at det kom
fra en Kyst modsat den, de nylig havde forladt. –
Nu var de ganske nær. Alle lænede sig ud over Rækværket og stirrede ned.
De kom virkelig til en By.
Lange Rækker af hvide Firkanter, saa store som de største Bygninger paa
Jorden, strakte sig straaleformigt ud i alle Retninger fra en stor,
aaben Plads i Midten. Det hele mindede paa Afstand om en kæmpemæssig
Søstjerne med mange Tusinde Arme. En Del af dem strakte sig som lange
Baand ud i Landet, hvor de tabte sig i Synsranden.
Oven paa hver Firkant sad der en stor, lysende Kugle, omtrent som en
stor Buelampe, men den lod til at være selvlysende, nærmest som en stor
Kugle af lysende Glas.
Skibet var nu lige over Byen og krydsede rundt med smaa Slag. Maanen,
eller rettere sagt Maanerne, kastede deres Skær over hele den Del af
Kloden, der laa udbredt under dem.
Vore Venner kunde nu rigtig se de ejendommelige, smukke Bygninger,
hvoraf mange var forsynede med høje, slanke Taarne, der øverst oppe
havde en Balkon. Hele Bygningsmaaden vidnede om Beboernes vidt
fremskredne Bygningskunst.
Til Bygningerne var anvendt hvide og svagt blegrøde Sten, og de største
af Husene var udsmykkede med en ødsel, men meget afstikkende Farvepragt.
Der var efterhaanden blevet Liv i Byen. Freden var veget for en rastløs
Travlhed.
Skibet, der laa som en staalglinsende Kæmpefugl deroppe, syntes at
skræmme Beboerne eller i alle Tilfælde vække deres Nysgerrighed.
Indbyggerne myldrede op paa de flade Tage og paa de smaa Balkoner, der
kronede de slanke Taarne.
Det vrimlede af Masser af mørke Skikkelser nede i de trange Gader og paa
den store, runde Plads i Midten. Flere Steder dukkede der brogede
Dragter og blanke Brynjer frem af den mørke Strøm.
Hele denne Masse af levende Skabninger bølgede frem og tilbage, og en
svag Summen naaede op til Skibet.
Alle med Undtagelse af Bill og Craddock, der passede Maskinen, var
samlede paa Dækket.
»Der er Liv i Myretuen,« sagde Hyde, »et Luftskib lader til at være et
Særsyn heroppe.«
»Ja, man har da heldigvis noget frem for det Folk,« sagde Dillingham med
Selvfølelse. Han vendte Ryggen til Stone, saa han saa ikke det Blik,
Professoren sendte ham ved Ordet »man«.
»Det er ikke sikkert, det bliver lutter Morskab, naar vi skal til at
betragte dem paa nært Hold,« sagde Burd.
Stone for op som en Trold af en Æske.
»Nært Hold! det skal vi overhovedet slet ikke for det første,« raabte
han.
»Hvad behager?« udbrød Dillingham, »og hvorfor ikke, om jeg maa spørge?«
»Hvorfor ikke!« gentog Stone foragteligt og med et Skuldertræk, som om
han vilde sige: »Hvad kan det nytte, at forklare Dem noget.«
»Ja, det maa jeg da rigtignok ogsaa spørge om,« sagde Hyde, »det vilde
da netop være meget interessant at komme derned straks.«
»Interessant!« Stone havde den Vane altid at gentage, hvad de andre
sagde, for derved at udtrykke sin Foragt kraftigere.
»Interessant! Ja, man skulde i Sandhed tro, det var Børn, der skulde
have et nyt Stykke Legetøj.«
»Vil De ikke forklare Dem nærmere,« sagde Hyde skarpt.
Professorens Overlegenhed forsvandt et Øjeblik, som om han selv følte,
han var gaaet for vidt; men han var snart sig selv igen, og idet han
lænede sig tilbage i Stolen, begyndte han sit Foredrag:
»Jeg har flere Grunde, mine Herrer, til paa det bestemteste at fraraade
og forhindre en Nedstigning, saa længe vi er aldeles uvidende om, hvad
det er for Væsener, vi vil faa at gøre med. De staar jo ganske vist paa
et andet Kulturtrin end vore »Venner« i Bjergets Huler; men deraf tør vi
dog ingenlunde slutte, at vi vil blive modtaget som kære Gæster. Dette
er min første Bevisgrund, og jeg tror, at De maa give mig Ret, naar De
tænker Dem om.«
»Dertil vil jeg kun bemærke,« sagde Burd, »at der, som De selv
indrømmer, er en betydelig og øjensynlig Forskel paa Folkene dernede og
saa paa de første Marsvæsener, vi mødte. For altsaa at tage et Eksempel
til Sammenligning, lad os da antage, at vi, der her er til Stede, for
nogle Hundrede Aar siden havde kunnet opfinde et Luftskib, som var en
aldeles ukendt Befordring i hele den øvrige Verden, og at vi foretog en
Rejse Verden rundt. Naar vi da paa vor Vej kom til Ildlandet, vilde jeg
ogsaa paa det kraftigste fraraade, at vi steg ned og blandede os mellem
disse menneskeædende Utysker; men deraf fulgte dog ikke, at jeg vilde
være bange for at gaa ned i Rom f. Eks., der vilde vi vist neppe blive
skudt ned paa Stedet.«
»Men hvad mener De om at blive brændt som Troldmænd. De husker maaske,
at i forrige Aarhundrede blev ikke saa faa Mennesker brændt som Hekse,
eller hvad mener De om at blive indespærret som gal eller
samfundsfarlig, – jeg behøver vist ikke at bede Dem huske paa, at der
har været store Videnskabsmænd, som er blevet behandlet paa den Maade af
deres utaknemmelige samtidige. For øvrigt halter den Sammenligning, men
nok derom, jeg har en anden og lige saa vigtig Grund, og det er Tiden, –
husk, vi har kun en begrænset Tid til vore Undersøgelser. Og hvis vi
skal blive anerkendt og troet nede paa Jorden, maa vi have Beviser,
mange Beviser, og vel har jeg samlet en hel Del Materiale; men der er
meget endnu at udrette, og mere end et Par Dage tør vi ikke anvende paa
denne By. Sæt, at vi blev venlig modtaget, men at de ikke vilde slippe
os igen, eller at de fik ødelagt Luftskibet, – ja, vi maa tage alle
Tilfælde i Betragtning, – hvad vilde De, mine Herrer, saa synes om at
tilbringe Resten af Deres Dage paa Mars?«
Her saa Dillingham paa Frk. Gray med et Blik, der skulde udtrykke, at
han under visse Forhold kunde tænke sig det.
»Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi ikke skulde gøre os Umage for at faa
et lille Indblik i denne By og i Beboernes Liv og Færden, men det skal
gøres med stor Forsigtighed, og jeg raader derfor til, at vi hurtigst
fjerner os herfra, søger os et roligt og øde Sted til at fortøje Skibet,
og derpaa holder Raad og lægger vore Planer. Naar vi saa har faaet en
Nats Hvile, kan vi altid i Morgen begynde vore Udforskninger, alt ifølge
de Planer, vi har fattet.«
»Jeg tror, Stone har Ret,« sagde Hyde, idet han rejste sig.