31/10.
Det er i Sandhed et Herkulesarbejde at klassificere Dyreverdenen
heroppe.
Jeg havde ment, at de forskellige Former, selv om der naturligvis var
store Uoverensstemmelser, dog vilde nærme sig saa meget til de paa
Jorden forekommende, at man med enkelte Afvigelser kunde skematisere dem
ligesom disse, hvilket jo i høj Grad vilde lette Forstaaelsen.
Men det viser sig, at jeg har taget fejl. Der er for store Afvigelser
paa saa godt som alle Omraader.
Rent geologisk set maa hele Kloden henregnes til en qvintær Tid. De
fleste større Krybdyr (med Undtagelse af Slangen) synes at være uddøde,
man finder kun fossile Rester af dem.
De højere Pattedyr er yderst sparsomt repræsenterede; jeg har kun set et
eneste Rovdyr i al den Tid, vi har været her.
Derimod har Pungdyrene naaet et Maksimum af Udvikling.
Desværre har jeg kun set de store Former af dem paa lang Afstand. Trods
deres Plumphed kan de bevæge sig ret hurtigt.
1/11.
Dillingham har nedlagt et højst besynderligt Dyr.
Man staar fuldstændig uklar over for et saadant Fænomen. Dets Længde er
over 4 Meter, og det har en vortet, tyk Hud og en lang, skællet Hale.
Dets Hoved er meget stort og forsynet med en mægtig bred Mund. Hele
Ganen er besat med spidse, bagud-krummede Tænder.
Og saa har den oven i Købet Vinger.
Burd har udført en ret vellykket Tegning af den, da vi jo desværre ikke
kan fotografere den. Der har nemlig vist sig den store Mærkelighed, at
Solstraalerne her paa Mars ikke er i Stand til at paavirke den
fotografiske Plade.
Jeg har uheldigvis ikke Tid til at undersøge dette Tilfælde nærmere, men
jeg formoder, det skyldes en stærkere Absorption af de ultraviolette
Straaler.
4/11.
Hvad Floraen heroppe angaar, volder den endnu større Vanskeligheder end
Faunaen. Alt viser sig ved en Sammenligning med Jordens Flora i den
bagvendte Orden.
Man skulde vente sig en højere Udvikling af Løvtræerne, men man finder i
Stedet for mægtige Former af Bregner, og enkelte Palmer, der paa Jorden
regnes til Carbontiden.
Der er Fattigdom paa Arter, men Rigdom paa Individer.
Svampene har naaet en høj Udvikling, jeg finder overalt en lille,
mørkerød Svamp, der forekommer i saa stor Mængde, at den fuldstændig
dominerer Overfladens Farve.
Det ser ud, som om »Træernes« Blomstringstid var forbi lige nu. Kun ved
Vandløbene træffes der Blomster.
Blomsternes Størrelse og rige Farvepragt tyder paa høj Udvikling hos
Insektverdenen.
En højt udviklet Insektverden peger hen imod et rigt Fugleliv, og saa
findes her et Utal af Insekter, men ikke en eneste Fugl!
Igen et af de Fakta, der vanskeliggør en logisk Skematisering.
6/11.
Vi er nu fjernet over 500 Mile fra vort Udgangspunkt. Vi sejler over en
stor Skov, der fuldkommen ligner en Vildmark, stadig skuer man Trætoppe
og atter Trætoppe, saa langt Øjet rækker.
Kun en eneste Afbrydelse i dette ensformige Hav af Træer saa vi i Gaar,
da vi sejlede hen over en dyb Kløft.
En flere Mil bred Spalte, som begrænset til begge Sider af taarnhøje,
stejle Klippevægge strakte sig snorlige fra Øst til Vest og til begge
Sider tabte sig i Horisonten. Bunden af denne Spalte var jævn og uden
Spor af Vegetation.
Vi saa her uden Tvivl en af de berømte Marskanaler. Adskilligt talte
for, at det var et Værk af »Menneskehænder«. Atter et Bevis paa, at her
findes kultiverede Væsener, men hvor?
Henad Aften fandt vi ved Kanten af Kanalen et passende Sted, hvor vi
kunde gaa ned med Luftskibet for at overnatte.
Vi laa paa en lille aaben Plads, der paa den ene Side var begrænset af
Skrænten og paa den anden af et lavt, sammenfiltret Krat, der gik i eet
med Skoven.
Doktoren og jeg stod paa Kanten af Skraaningen og disputerede om
Kanalen, da Frøken Gray, som var trængt ind i Krattet for at lede efter
Blomster, kom styrtende hen imod os.
Jeg havde netop sagt Doktoren min Mening, og denne Afbrydelse kom mig
meget tilpas, da jeg ikke brød mig det mindste om at høre hans Mening om
Ting, som jeg vidste meget bedre.
Hun bad os følge med, da hun havde fundet en mærkelig Ruin af en Bygning
inde i Skoven.
Vi fulgte med hende, og hun førte os til en aaben Plads inde i Skoven,
lige bag ved det lave Krat. Vi traadte nærmere og saa en lav, langstrakt
Bygning, som var opført af store, raat tilhugne Sten. Der var ingen Tag
og ingen Vinduer, og overalt i de utallige Revner voksede der
forskellige Mosarter, som viste, at Bygningen havde staaet forladt i
mange Aar.
Midt paa var der en firkantet Aabning, gennem hvilken vi gik ind i det
indre.
Hele Huset dannede et eneste langt Rum, men det interessanteste ved det
hele var Væggene, med en Alens Mellemrum stod der overalt hele Vejen
rundt afblegede, hensmuldrende Skeletter, der med en Ring om Halsen var
fastgjort med en kort Lænke til Væggen bagved.
Jeg skulde netop til at undersøge disse Skeletter – jeg havde ved første
Øjekast set, at de ikke lignede Hulebeboerne, af hvem Doktoren med Held
havde dissekeret et Hoved – da Frøken Gray udstødte et Skrig og bad
Doktoren føre hende tilbage til Skibet. Jeg bad ham blot gaa med hende,
jeg skulde snart følge efter.
Kvinder mangler da ogsaa ganske Interesse og Forstaaelse. I Stedet for
at opdage den store Forskel, der var paa disse Skeletter og vore
Marsvenner, saa faar hun et nervøst Tilfælde.
Da de var gaaet, gav jeg mig til at undersøge det største af Skeletterne
nøje, de var højere, bredere, med lange og svære Haand- og Fodknokler;
men den største Forskel var der dog paa Kranierne, de var spidse og
toppede med et bredt og fremstaaende Kæbeparti.
Med stor Forsigtighed fik jeg skilt Kraniet fra Kroppen og bar det med
mig til Skibet.
Burd var den eneste, der havde Interesse for mit kostbare Fund, og da
Dillingham, der er blevet endnu mere aandsforladt her paa Mars, end han
var paa Jorden, stadig stirrede fortvivlet paa Frk. Gray, saa gik jeg
hurtigst muligt ned i mit Lukaf for at tænke nærmere over denne
underlige Oplevelse.
Efter megen Grunden kom jeg til et Resultat, som jeg foreløbig vil
beholde for mig selv: