Næste Morgen var alle tidlig paa Benene. Man havde nu i lang Tid
foretaget videnskabelige Udflugter under Stones Ledelse, men i Dag
gjaldt det en større Jagttur under Dillinghams Ledelse. Man vilde prøve
paa at opsøge et af de mærkelige Dyr, de havde set den første Dag, de
kom hertil, og Dillingham var lige saa sikker paa, at han havde fundet
Spor af disse Dyr, som Stone var paa, at han havde set Spor af
Mennesker.
Dillingham, der brændte af Iver efter at nedlægge et saa kosteligt
Vildt, gik i Spidsen med Stone, der ikke kunde faa et saadant Dyr
anbragt i sine Tanker, hverken blandt Pattedyrene eller Krybdyrene.
Ethel havde i Dag faaet Lov til at tage med, og hun fulgte saa godt med
de fire Herrer, at hun ikke paa nogen Maade sinkede dem.
De havde allerede tilbagelagt et godt Stykke Vej, og Skoven begyndte at
afløses af et Klippelandskab. Hvidgraa, porøse Tufklipper ragede op, og
der vældede talrige Kilder frem. Jordbunden var sumpet og tæt bevokset
med en blød Græsart.
»Her maa det være,« sagde Dillingham, og det lod til, han havde Ret.
Græsset var flere Steder nedtrampet, som om et stort, svært Dyr var
gaaet herigennem over mod en Kløft, der aabnede sig mellem to Klipper.
»Sporene er helt friske,« sagde Dillingham efter at have undersøgt dem
nøjere. »Dyret maa være gaaet ind i Skoven mellem Klipperne. Vi gør
bedst i at dele os, inden vi begynder Jagten.«
Han sørgede snedigt for, at han og Ethel kom til at følges ad. De gik
gennem Kløften, der snart bredte sig og blev til en kratbevokset Dal med
spredte Grupper af høje Palmer.
Mændene gik forsigtigt videre gennem Krattet med Bøssehanen spændt og
betragtede ivrigt enhver lille Bevægelse i de mange Slyngplanter rundt
om dem.
Ethel og Dillingham var steget op paa en lille Klippeflade mellem høje
Palmer.
Dillingham havde Bøssen rede, da det paa een Gang forekom ham, at han
hørte en stærk Raslen i Krattet lige i Nærheden.
»Er det Dyret?« hviskede Ethel, der ogsaa havde hørt det rasle.
»Det tror jeg ikke,« svarede Dillingham, »denne Raslen er alt for svag
for en saadan Kolos.«
Han lagde Bøssen til Kinden for i hvert Tilfælde at være rede, da Stone
i det samme viste sig paa Skuepladsen fra det Sted, hvor den
mistænkelige Raslen lød.
Bøssen havde han tabt eller glemt, og i dens Sted holdt han i Haanden et
stort Stykke Palmebark, som han ivrigt betragtede gennem en Lupe.
Dillingham sænkede Bøssen.
»Naa, er det ikke andre end Dem, jeg troede, det havde været et værre
Rovdyr,« udbrød Dillingham.
»Ikke andre end mig,« sagde Stone krænket, »ved De, hvad jeg har her? Se
en Gang.«
Han stak Palmebarken næsten lige op i Næsen paa Dillingham.
»Kan De sige mig, hvad det er?«
»Det er jo et ganske almindeligt Stykke Bark.«
»Det er det ganske vist; men kan De se, hvad der sidder? Dybe Mærker af
Kløer eller Negle, og hvor tror De, jeg har set lignende Mærker? – Jeg
har set dem paa et Træ i Afrika, hvor der boede en hel Koloni Aber; –
men disse kan ikke hidrøre fra Aber, de er for store og brede. Det _maa_
være Mennesker.«
»Ja, lad os blot se et af Deres Mennesker,« sagde Dillingham, »det Bevis
vil vi tro paa, det venter vi stadig paa, dette afgørende Bevis for
Deres Paastande.«
Han havde ikke lagt Mærke til, at Stone under hans lille Tale havde
stirret stift i en bestemt Retning, medens hans Ansigtsudtryk gik fra
Forbavselse til Sejrsglæde. Nu udstrakte han en lang, mager Haand og
raabte med en Stemme, der skælvede af Ophidselse: »Der, se der,
Dillingham, der har De Beviset, lyslevende.«
Et modbydeligt Hoved var kommet til Syne over Klipperanden, det var af
en smudsigbrun Farve og helt blankt og skaldet. Øjnene, der var
uforholdsmæssig store og kuglerunde, stirrede tomt og udtryksløst frem
under den lave, skraa Pande. Næsen var flad og bred, og Munden, der var
forsynet med lange, hvide Tænder, gik næsten helt op til de lange,
spidse Øren.
I næste Nu stod hele Skikkelsen paa selve Kanten af Klippen. Kroppen var
lang og skindmager. Ben og Arme lignede Stokke. Fingrene, der var
uforholdsmæssig lange og tynde, mindede med deres brede flade Negle om
et Krybdyr. Men det mest frastødende ved denne modbydelige Skabning var
det Udtryk af ondskabsfuld Glæde, der viste sig i de tomme Øjne, medens
Munden fortrak sig til et modbydeligt Grin.
De tre Mennesker stod et Øjeblik som forstenede. Stone var den første,
der kom til Besindelse igen.
»Jeg havde Ret,« jublede han, »min Teori er bevist!«
Mere fik han ikke sagt, i næste Øjeblik var Uhyret over ham og væltede
ham omkuld.
Dillingham kunde ikke hjælpe ham, han havde nok at gøre selv. Utyskerne
kom myldrende op over Klippekanten, og de kom dumpende med høje Klask
ned fra Palmetoppene rundt omkring.
Der var ikke Tale om egentlig Modstand. Ethel blev straks slæbt af Sted,
og kort efter fik Professoren og Dillingham samme Skæbne.
De blev fuldstændig overvældede af Modstanderne, som slyngede deres
lange, tynde Lemmer omkring dem og holdt dem fast som i en Skruestik.
De maatte finde sig i at blive halet ud over Klippekanten og slæbt ned i
en stor, mørk Hule.