_Føddernes Sygdomme og deres Behandling._
Mange er de Sygdomme, som plager Fødderne, og mange er de, som er
beheftede med dem. Ligtorne er uden Tvil den hyppigst forekommende
Uleilighed, og vi skal derfor først beskjæftige os med disse plagsomme
Udvækster. De udgjør en af vor Civilisations Straffe. Hvilken Erfaring
har vel de Vilde om en værkende Ligtorn? Et af de bedste og enkleste
Midler mod Ligtorne og et, som desuden har faaet Sanktion af en saa stor
medicinsk Autoritet som Sir Benjamin Brodie, er paa det angrebne Sted
at bære et lidet rundt Stykke Læder eller endnu bedre et Stykke Knusk,
indsmurt med Blysalve. I Midten skjærer man ud et Hul saa stort som
Ligtornen.
En Knude eller Svulst paa Stortaaens Underside er en myg Ligtorn, som
behandles virksomst ved Paastrygning af Jod hver Aften. Anstrængelser af
Fødderne maa undgaaes.
Frostknuder, som mest angriber Fingre, Tær og Hæle, opstaar ved at
Blodets Cirkulation standser i stærk Kulde. De bedste Midler til at
forhindre dette, er Brugen af Uldstrømper og Uldvanter samt ikke at
udsætte Hænder og Fødder for Ildens Indvirkning, naar de er kolde. Et
godt Lægemiddel mod Frostknuder er Jodsalve, som indgnides paa dem.
I varmt Veir plages endel Mennesker af Fodsved, som ogsaa ved sin
ubehagelige Lugt bliver en Ubehagelighed for andre. De, som lider heraf,
bør bruge let Skotøi og ofte bade Fødderne i varmt Vand med en Tilsætning
af Salmiak eller Klorkalk.
Et andet Onde, som besværer endel Mennesker, er indgroede Negle.
Behandlingen bestaar i, at man tyndskraber Midten af Neglen langs
efter, saa at den let bøier sig, hvorpaa man skjærer den af udenfor det
indvoksede Sted. Man forebygger dette Onde ved at bruge Skotøi med brede
Tær.