_Generende Haarvækst._
Generende Haarvækst er ofte en Kilde til megen Bekymring og Forargelse
hos det smukke Kjøn. Skjæg er en Prydelse i Mandens Ansigt, men naar
det viser sig i Kvindens, opvækker det ikke synderlig Beundring. De,
som let faar overflødigt Haar, bør ikke anvende Sæbe i Ansigtet,
thi altslags Fedtstof befordrer Haarvækst. Der findes en hel Del
Haarborttagningsmidler, men de er som Regel ætsende og som Følge deraf
skadelige for Huden; ja nogle er til og med meget giftige. De er derfor
ikke anbefalelsesværdige. Maaske er nedenstaaende det mest uskadelige:
Ulæsket Kalk 400 Gram
Potaske 60 --
Svovellever 60 --
Dette stødes til fint Mel og opbevares paa en vel korket Flaske. Haaret
maa afklippes nær Huden, hvorpaa Pudret paastryges, opblandet i lidt
Vand. Efter to Minutters Forløb afskrabes det med en Trækniv.
For dem, som har Raad dertil, er dog Elektrolysen en meget bedre og
virksommere Metode, saaledes som berørt i foregaaende Kapitel.