_Fregner, Solbrændthed og Finner._
Fregner bestaar af en Overflod af Farvestoffet i Huden, hvilket optræder
i smaa Flekker. De foraarsages i de fleste Tilfælde deraf, at Huden
udsættes for Solen. De, som har den fineste Teint, er mest udsatte for
at faa saadanne, hvilket bør være en Trøst for de Damer, som plages af
dem. Det er ikke almindelig bekjendt, at der findes to Slags Fregner,
nemlig Sommerfregner og Vinterfregner. Sommerfregnerne opstaar ved Solens
og Varmens Indvirkning i Sommertiden og forsvinder med det varme Veir;
medens de kolde Fregner dannes paa alle Aarets Tider og er medfødte hos
mange Personer. De, som har en skjær og blomstrende Teint, er lettere
udsat for Fregner end de, der har en mørkere Hudfarve. Fregner er
vanskelige at faa bort, naar de først en Gang har indfundet sig; det er
imidlertid ikke umuligt. Der findes mange meget gode Midler mod Fregner.
Det følgende er maaske det bedste: «To Spiseskeer Citronsaft, det samme
Kvantum Vand, en Spiseske Glycerin samt en toppet Theske Borax.» Dette
paastryges tre eller fire Gange om Dagen, hvorpaa Ansigtet efter 15-20
Minutters Forløb tørkes med et mygt Haaneklæde.
Solbrændthed er den mørke Farve, som fremkaldes i Huden ved for stærk
Varme, ved en brændende Vind eller for skarp Luft. Den er ikke paa langt
nær saa styg som Fregner, og endel Ansigter kan ogsaa vinde derved.
Damer, som ikke liker Solbrændthed bør bære Parasol. Hvis Ansigtet kun er
lidet solbrændt, bør det hver Aften vaskes med nysilet Melk. For stærkere
Tilfælder har man anbefalet en Blanding af en Spiseskeske Benzoëtinktur
og fem og otti Gram Rosenvand.
Hvad man i Almindelighed kalder Hudmark, er kun en let Hudsygdom. De
angriber sædvanlig Ansigtet, Hagen, Skuldrene og Brystet, og kan have
sin Grund i for tung Diæt, Indaanding af daarlig Luft eller Mangel
paa Bevægelse. I Kirurgiens tidligere Dage troede man, at de smaa
marklignende Legemer, som kan presses frem, var virkelige, levende
Parasiter, men Mikroskopet har fuldt bevist, at de er Ansamlinger af
Fedtstoffe, som tilstopper de naturlige Porer. Man kan ganske enkelt
pirke dem ud, hvilket kan ske med Fingerspidserne eller ved at presse en
Urnøgel over dem. Der findes ogsaa et Instrument, som er forfærdiget til
dette Brug. Inden man forsøger denne lille Operation, bør man udsætte
Huden for Damp flere Aftener paa Rad over en Kande med kogende Vand. Til
at forhindre Dannelsen af saadanne Forekomster som Hudmark, er intet
Middel bedre end en flittig Brug af god Sæbe og omsorgsfuld Tørkning med
et passe grovt Haandklæde.