_Forskjønnelsesmidler og Faren ved deres Anvendelse._
Anvendelsen af Forskjønnelsesmidler kan føres tilhage helt til de
ældste Tider. I den gamle græske Digter Homers Bog om Helten Oddysseus
forekommer en Skildring af Heltinden Penelopes Toilette, og deri finder
vi Udtryk, som ordret oversat lyder: «Med salvede Kinder!» Heraf ser vi
altsaa, at Skjønhedsmidler allerede paa den Tid var i Brug. I det gamle
Testamentes Beretning om Dronning Jesabel læser vi, at hun «sminkede
sine Øienbryn og smykkede sit Hoved.» Den Skik at sminke Ansigtet,
endog blandt den mandlige Slægt, gik i Svang blandt Mederne, og deres
Konge Astyages, (589 f. Kr.), beskrives som «bemalet med Farve omkring
Øinene, sminket i Ansigtet og forsynet med Paryk.» Under Keiser Neros
Regjering finder vi, at Damerne i Rom tilbragte meget af sin Tid med
at pleie og sminke sine Ansigter. At farve Tænderne var dengang ogsaa
en meget almindelig Skik, som blev iagttaget selv af Keiserinden. Men
skjønt Skjønhedsmidlerne daterer sin Oprindelse helt fra Oldtiden, kan
de dog ikke derved bevise sin Nytte. Næsten alle Kvinder, som har været
bekjendte for stor Skjønhed og hvis ungdommelige Udseende har holdt sig
langt over den vanlige Alder, har undladt at benytte Sminke eller andre
kunstige Skjønhedsmidler. Sminke tillukker Hudens Porer, som det er
yderst nødvendigt at holde aabne, hvis man vil bevare sin Hud frisk og
vakker. De, der sætter Pris paa Helbred og Skjønhed, bør aldrig gjøre
Brug af den. En fremragende Læge udtaler: «Jeg har havt Anledning til at
iagttage en hel Del Tilfælder, hvor Udslet har havt sin direkte Aarsag i
Brugen af den Sminke og de Skjønhedsmidler, som sælges i Butikerne.»