_Skjønhedens Begreb._
Den fuldkomne Skjønhed er bleven fremstillet af Digterens Pen, af
Malerens Pensel og Billedhuggerens Meisel, men Moder Natur ødsler den
sjelden paa sine Børn.
Der findes to Slags Skjønhed, den _virkelige_, hos den enkelte Person
forekommende, og den _uvirkelige_ eller tænkte og som Mønster opstillede.
De to Slags Skjønhed kaldes forøvrigt med et Par fremmede Ord: Den
_individuelle_ og den _ideelle_. Førstnævnte indbefatter alle de fagre
Træk og Egenskaber ved en og samme Persons Ansigt og Skikkelse; medens
sidstnævnte er et Udvalg af de skjønneste ydre Egenskaber og Fortrin
fra forskjellige Personer. Det var af et saadant Udvalg, samlet fra
de skjønneste Kvinder og de ædleste mandlige Skikkelser, at Grækerne
modellerede de formfuldendte Billedstøtter af sine Guder og Gudinder,
som altid er bleven anseet som Kunstens Mesterværker.
Hvad er Skjønhed? Den bedste Forklaring derpaa--udtrykt med et eneste
Ord,--er maaske _Harmoni_.
Det menneskelige Ansigts Skjønhed har man altid tænkt sig skulde omfatte
Formskjønhed i de forskjellige Ansigtstræk; Farvens Skjønhed skulde
komme tilsyne i Hudens forskjellige Afskygninger, Karakterens Skjønhed
i visse udprægede og blivende Egenskaber samt Udtrykkets Skjønhed ved
uvilkaarlige og tilfældige Følelser og Stemninger. Den Sagkyndige paa
dette Omraade, Englænderen Walker, mener, at Skjønheden for en stor Del
afhænger af Profilen,--og særlig af den Linje, som beskrives af Panden og
Næsen, gjennem hvis større eller mindre Indadbøiethed Skjønheden forhøies
eller formindskes. Jo mere Profilen nærmer sig en ret Linje, desto større
Statelighed, Kraft og samtidig Mildhed forlenes Ansigtet med.
Der er stor Forskjel paa Ynde og Skjønhed. Skjønheden bestaar, som
allerede sagt og paavist, i Ansigtstrækkenes fuldkomne Harmoni og rette
Forhold til hinanden, medens Ynde er noget, som neppe kan beskrives, men
som tiltrækker sig Opmærksomhed og som ofte fortryller den tilfældige
Iagttagers Blik. Man siger, at et Ansigt er yndigt, omtrent paa samme
Maade som man roser og beundrer et Maleri, skjøndt dette fra kunstnerisk
Synspunkt kan frembyde mange Ufuldkommenheder. Saaledes kan eksempelvis
en fin Hud, klare funklende Øine og en veldannet Næse gjøre et Ansigt
yndigt, uanseet den Omstændighed, at de øvrige Ansigtstræk ikke staar
i et saadant Forhold, at de danner en fuldkommen Harmoni af Skjønhed.
Og endvidere kan det hænde, at et behageligt Udtryk, som hviler over
et Ansigt, gjør dette yndigt, skjønt det i sig selv ikke alene ikke er
vakkert, men endog saare almindeligt. Ja Ynden i ikke saa ganske faa
Ansigter indskrænker sig næsten helt og holdent til et behageligt, friskt
Smil,--et Solskinssmil, som selv Katholikernes alvorlige og mørke Helgen
Sankt Antonius ikke kunde modstaa. Hos andre ligger den Ansigtsynde, som
straks griber og fængsler, hovedsagelig i Haarets Skjønhed og i den Smag,
hvormed det er bleven sat op, saaledes at det lemper sig efter Trækkene.