En farlig auktion.
I det første røde gry vaaknet Carthew. Han blev sittende der han
hadde ligget, og han stirret paa den bølgende morgenbanke og paa
briggens rær og hængende seil, likesom en mand som vaakner i en
fremmed seng. Han saa sig rundt med et barns naive forundring, men
mest av alt undret han sig over hvad der feilte ham, hvad det var han
hadde tapt, hvad ondt der var gjort mot ham, noget som han visste
var sørgelig, men allikevel hadde glemt. Og saa, med ett, rullet
sandheten over ham i hele sin vælde, likesom en elv bryter dæmningen.
Hans minde uttømte sig med ord og billeder som han aldrig mere skulde
glemme, og han sprang op, stod et øieblik med haanden for panden og
begyndte at gaa som rasende frem og tilbake ved hytten. Mens han gik,
vred han sine hænder. "Aa gud -- aa gud -- aa gud," sa han omigjen og
omigjen, uten tanke paa at be, bare som et smertesrop.
En stund efter blev han var at nogen iagttok ham; det var kapteinen
som sat og saa paa ham over fremspringet av hytten; hans øine var
underlig blinde likesom av feber, og hans pande bølget med dype
rynker. Carthew saa sig selv i et speil. De sendte hverandre et
blink, og saa igjen bort, og Carthew flygtet fra sin medskyldiges
øine og stod og lænte sig mot hakkebrettet.
En time gik, lyset blev sterkere og sterkere, solen steg og drak op
skyerne; en time med taushet paa skibet, en time med usigelig kval
for de lidende. Browns plaprende bønner, skrikene fra de to i riggen,
stumper av den døde Hemsteads sange, alt dette fløt sammen og gjentok
sig skjærende i Carthews hode. Han hverken frikjendte eller fordømte
sig selv; han tænkte ikke, han led. I det klare vand som han stirret
paa, forandret og gjentok billederne sig, Goddedaal som en rasende
berserk, det blodrøde lys av solnedgangen som de var sprunget ut mot,
ansigtet paa den pludrende kineser da de kylte ham over rælingen,
ansigtet paa kapteinen da han vaaknet fra fuldskapen til anger. Og
tiden gik, og solen svømte høiere, og hans pine blev ikke mindre.
Den svakeste av de ulykkelige mænd gav hjælp og lindring til de
andre. Amalu vaaknet som de andre syk og forpint, men lydighetens
vane hersket i hans enkle sjæl, og forfærdet over at være saa sent
oppe gik han bent ind i kahytten, tændte ild og begyndte at stelle
til frokost. Klirringen av fater, suset av ilden, den tynde røk
som steg ret tilveirs, sprængte trolddommen. De fordømte følte
paany vanens gode tørre land under sine føtter, de rørte igjen ved
sundhetens kjendte ledebaand, de fik en følelse av den velsignede
fornyelse og atterkomst av alle jordiske ting. Kapteinen drog op en
pøs vand og begyndte at bade sig. Tommy satte sig overende, saa en
stund paa og fulgte saa langsomt hans eksempel, og Carthew husket
sine sidste tanker fra natten og skyndte sig til kahytten.
Mac var vaaken, hadde kanske ikke sovet. Over hans hode kvidret
Goddedaals kanarifugl skingert i sit bur.
"Hvorledes er det med Dem?" spurte Carthew.
"Armen er brukket," svarte Mac, "men det kan jeg taale. Det er dette
sted jeg ikke kan holde ut. Jeg vilde ha kræket mig paa dæk nu."
"Bli her allikevel," sa Carthew. "Det er dødsens varmt deroppe og
ingen vind. Jeg skal vaske bort dette --" og han stanset, han fandt
ikke ord for det uhyggelige smuds i kahytten.
"Tak for det," svarte irlænderen. Han talte mildt og mykt, likesom
et sykt barn med sin mor. Nu var der ingen hidsighet i ham, og mens
Carthew hentet en pøs og svaber og stuertens svamp og begyndte at
rense slagmarken, saa laa han snart med aapne øine og saa paa, og
snart lukket han dem igjen, og sukket som om han holdt paa at daane.
"Jeg maa be dere alle tilgi mig," begyndte han igjen litt efter,
"det er des større skam for mig som fik dere op i ulykken, at jeg
ingenting kunde gjøre da det gjaldt. De frelste mit liv, De er en fin
skytter."
"For guds skyld, tal ikke om det!" ropte Carthew. "Det er ikke til at
tale om; De vet ikke hvordan det var. Det var ingenting hernede, her
slos vi. Men paa dæk -- aa min gud!" Og Carthew presset den blodige
svamp mot ansigtet og stred et øieblik med et anfald av hysteri.
"Rolig, rolig, Carthew. Det er gjort nu," sa Mac. "De kan takke gud
for at De ikke ligger hjælpeløs og med smerter paa kjøpet."
Mere blev ikke sagt, og kahytten var godt renset, da et slag med
skibsklokken kaldte Carthew til frokost. Tommy hadde i mellemtiden
været flittig, han hadde halt hvalbaaten helt forut og allerede
heiset ned i den en liten dunk med kjøt, som han hadde fundet aapen
ved siden av kabysdøren. Det var tydelig at han bare tænkte paa ett:
at slippe bort.
"Vi har et helt skib fuldt av proviant at forsyne os av," sa han.
"Hvad blir vi her for? La os komme avsted straks til Hawaij. Jeg har
allerede begyndt at gjøre os istand."
"Mac har faat en arm brukket," sa Carthew. "Hvorledes skal han klare
reisen?"
"Brukket armen?" gjentok kapteinen. "Er det alt? Den skal jeg se paa
efter frokosten. Jeg trodde han var død som alle de andre. Den gale
manden slog som en --" og her, idet han nævnte slaget, brast stemmen
for ham, og hele samtalen sluttet.
Efter frokosten gik de tre hvite mænd ned i kahytten.
"Jeg kommer for at stelle med armen Deres," sa kapteinen.
"Undskyld, kaptein," sa Mac, "men det første De har at gjøre, er at
faa skibet tilsjøs. Vi kan tale om armen siden."
"Aa, det har ikke saan velsignet hast," svarte Wicks.
"Naar det næste skib seiler ind, vil De si noget andet," sa Mac.
"Det er aldeles usandsynlig," indskjøt Carthew.
"Indbild Dem bare ikke det," sa Mac. "Hvis De trænger et skib, saa
kommer fanden ikke et eneste i nærheten paa seks aar; men hvis De
ikke gjør det, saa kan De bande paa at De faar se en hel flaate."
"Det er akkurat hvad jeg sier!" ropte Tommy. "Det er da fornuft! La
os bare skynde os væk med hvalbaaten!"
"Og hvad sier kaptein Wicks om hvalbaaten?" spurte Mac.
"Jeg foretrækker briggen," sa Wicks.
"Vet De hvad!" ropte Tommy. "Det er taapelig snak. Hvad kan De bruke
briggen til? De tør ikke gaa ind noget sted med den. Hvilken havn vil
De seile til?"
"Til havsens bund, gutten min," svarte Wicks. "Briggen skal forlise.
Jeg skal si Dem hvor, det er omtrent firti engelske mil til luvart av
Kauai. Vi maa holde os nær til den er sunket, og naar først masterne
er under vand, saa er den ikke længer ~Flying Scud~, og vi har
aldrig hørt tale om den briggen, og det er mandskapet fra skonnerten
~Currency Lass~ som tar den første baat til Sydney."
"Kaptein, det er de første kristne ord jeg har hørt!" ropte Mac. "La
saa bare min arm være, og se at faa briggen ut."
"Jeg er likesaa ivrig som Dem, Mac," svarte Wicks, "men der findes
ikke et pust av vind. La mig bare se paa armen, og ikke mere snak."
Armen blev saa spjelket, Browns lik blev hentet fra ruffen, hvor det
laa stivt og koldt, og overgit til lagunens vand, og kahytten blev
færdigvasket. Alt dette var gjort før middag, og klokken var over tre
da de første smaa krusninger riflet lagunen; vinden kom i en tør byge
som snart fæstnet til en stø bris.
Alle hadde ventet med febrilsk utaalmodighet, én desuten med
hemmelig og angstfuld eftertanke. Kaptein Wicks var manden for en
sneiseiler, han kunde føre en skonnert i en skotsk reel, han følte
den paa munden og styrte dens luner likesom en rytter sin hest, og
den paa sin side kjendte sin herre og adlød ham som en hund. Men ved
et ikke usedvanlig tilfælde hadde hans erfaring og dygtighet meget
snevre grænser. Paa dækket av en skonnert var han en stor mester;
ombord paa en brig var han en dilettant. Omigjen og omigjen hele
formiddagen utover hadde han gjennemtænkt sine manøvrer og indstudert
sine ordrer, hele tiden med den samme nedslaathet og træthet. Det
var gjetverk, det var tilfældighet; skibet kunde bære sig ad som han
ventet, men kanske ikke. Sæt at det svigtet ham, saa stod han der
hjælpeløs, uten erfaring. Hadde ikke alle mand været saa trætte,
hadde han ikke frygtet for at smitte dem med sin egen mistillid, saa
kunde han ha bugsert den ut. Men disse grunde var avgjørende, og han
maatte nøie sig med at ta alle mulige forholdsregler. Følgelig drog
han Carthew tilside, forklarte med ængstelig taalmodighet hvad de
hadde at gjøre, og gjennemgik med ham de forskjellige seil og braser.
"Jeg haaber jeg kan huske det," sa Carthew. "Det ser græsselig rotet
ut."
"Det er en motbydelig rig," indrømmet kapteinen, "bare fordømte
lommetørklær altsammen. Og saa ikke en eneste sjømand paa dæk. Aa,
hadde det nu bare været en brigantine! Men det er et held at indløpet
er saa klart, der er ingen manøvrering at snakke om. Først lænser
vi til vi kommer op under øen, saa braser vi op og ligger saa meget
sydost som vi kan, til vi er paa den linjen der, og der baut skib og
ret ut for bakbords halser. Har De det?"
"Ja, jeg skjønner det," svarte Carthew noksaa ulykkelig, og de to
usakkyndige studerte en lang stund i taushet den indviklede rig over
hoderne paa dem.
Men tiden kom til at omsætte disse fantasiøvelser i virkelighet.
Seilene blev firt ned, og alle mand hev ind paa ankerkjettingen.
Hvalbaaten blev kastet los, mesan- og topseil blev sat, rærne braset
op, og mesanskjøtet blev halet hardt styrbord.
"Hiv an paa ankeret, Carthew."
"Ankeret klart, kaptein!"
"Sæt klyverne."
Det blev gjort, og briggen laa endnu som forhekset. Wicks, som
hadde hodet fuldt av storseilet paa en skonnert, søkte tilflugt hos
mesanen. Først halte han i skjøtet, saa slakket han av paa det, men
uten resultat.
"Bras op den fordømte tingesten der!" brølte han tilslut glorød i
ansigtet. "Det er ikke mening skapt i den."
Det var det sidste forvirrende støt for den stakkars kaptein, at ikke
før hadde han braset op mesanen, saa fik briggen vind i seilene.
Naturens love syntes ham at være ophævet; han fandt ikke sammenhængen
mellem aarsak og virkning. Des mere omhyggelig var han for ikke at
gjøre sine amatørmatroser nervøse. Han stod der med et ansigt som en
fakkel, men han gav sine ordrer med fynd og klem, og nu da skibet var
i fart, trodde han virkelig at hans vanskeligheter var over.
De andre seil blev nu sat, og briggen begyndte at glide paa vandet
som en levende ting, der klang musik om baugen, og fuglene fløi og
skrek over mastene. Stykke for stykke begyndte indløpet at aapne sig
og den blaa sjø at komme tilsyne mellem braattene mot revet paa begge
sider. Stykke for stykke begyndte øens lave land at løfte sig forut.
Rærne blev braset op, mesanskjøtet halet an igjen, briggen blev holdt
klos op til vinden, den tok saken med alvor, og var snart naadd nær
til det punkt hvor den kunde gaa over stag og ligge ut av lagunen i
en eneste baut.
Wicks tok selv roret og svulmet av seiersglæde. Han gav briggen fulde
seil for at faa fart paa den og begyndte at brøle sine ordrer: "Klar
til at vende. Ror i læ. Skjøter og halser. Stræk storseilet." Og saa
de ulykkelige ord: "Det er nok med storseilet. Rend forut og bras
rundt fokken."
At faa en skværrigger til at stagvende er en sak som kræver erfaring
og behændighet, og en mand som er vant til en skonnerts snappe
bevægelser, vil let være for snar med en brig. Det gik saa nu. Ordren
kom for tidlig, topseilene bakket; skibet var som lænket. Selv nu
kunde de ha bjerget det, hadde de bare lagt roret om. Men overhodet
at tænke paa at drive agterover, langt mer da at tænke paa at dra sig
nytte av det, var en fremmed tanke for en slettopper-mand. Istedet
skyndte Wicks sig med at kovende, en manøvre som der ikke var plads
til, og ~Flying Scud~ tok grund paa en banke av sand og koral omtrent
tyve minutter paa fem.
Wicks var ikke mand for at greie en skværrigger, det hadde han vist.
Men han var sjømand og født kaptein i alle slike tilfælder hvor
intelligens ikke er nødvendig, og hvor øine i hodet og et hjerte
under trøien strækker til. Før de andre hadde faat tid til at forstaa
uheldet, brølte han nye ordrer, han fik seilene git op og tok lodskud
rundt skibet.
"Hun ligger godt," sa han og gav ordre til at sætte en baat ut med
styrbords anker.
"Stop!" ropte Tommy. "De vil ikke sætte os til at varpe den av?"
"Det vil jeg," svarte Wicks.
"Jeg gir ikke en haand til saanne narrestreker," svarte Tommy. "Jeg
er dødstræt." Han gik bort og satte sig opgit paa storluken. "De
satte os paa; De faar faa os av igjen!" føiet han til.
Carthew og Wicks snudde sig mot hverandre.
"Kanske De ikke vet hvor trætte vi er," sa Carthew.
"Tidevandet stiger!" ropte kapteinen. "De vil da ikke vi skal gaa
glip av høivandet!"
"Aa sludder, det er tidevand imorgen ogsaa!" sa Tommy.
"Og jeg skal si Dem noget," tilføiet Carthew, "brisen løier mer
og mer av, og solen er snart nede. Vi kan komme op i de værste
vanskeligheter i mørket, og det uten andet end smaa blaf."
"Jeg negter ikke det," svarte Wicks og stod en stund likesom i dyp
eftertanke. "Men det som jeg ikke forstaar," brøt han ut, "det er
hvad dere er gjort av! At bli paa dette stedet er mere end jeg orker.
Der gaar solen ned som bare blod -- og at bli her er mere end jeg
orker!"
De andre saa forfærdet paa ham. At han faldt, deres hovedstøtte, at
han gav efter for rædselen, det næsten lammet dem. Men det gav en
anden, uset tilhører den leilighet han hadde ventet paa. Da briggen
støtte, hadde Mac krøpet op kahytstrappen, han viste sig nu.
"Kaptein Wicks," sa han, "det er mig som har bragt disse ulykker over
dere allesammen. Jeg er lei for det, jeg ber allesammen tilgi mig, og
hvis der er nogen som kan si 'jeg tilgir dig', saa vil det gjøre mig
lettere tilsinds."
Wicks stirret forfjamset paa manden; saa fik han igjen magt over sig
selv. "Vi bor i glashus allesammen her," sa han, "vi har ikke noget
med at kaste sten paa hverandre. Jeg tilgir dig saa gjerne, og gid
det bare maa gjøre dig godt."
De andre talte paa samme maate.
"Jeg takker dere for det; dere har været gentlemen mot mig," sa Mac.
"Men der er noget andet som jeg har paa hjerte. Jeg haaber vi er
allesammen protestanter."
Det viste sig at de var det. Man skulde ellers tro at det ikke var en
glædelig historie for den protestantiske religion at bli blandet op
i.
"Det er som det skal være," fortsatte Mac. "Og hvorfor skal vi ikke
be fadervor? Det kan ikke være noget ondt i det."
Han snakket paa samme rolige, bønfaldende, barnlige maate som om
morgenen, og de andre samtykket i hans forslag og knælte uten et ord.
"Knæl om De vil!" sa han. "Jeg vil staa." Og han lukket øinene.
Saa blev bønnen sagt til akkompagnement av brændinger og
sjøfuglskrik, og alle reiste sig friskere og lettere tilsinds. Helt
til nu hadde enhver for sig dvælet ved de brødefulde minder eller
bare hentydet til dem i et øiebliks hete som straks var blit fulgt
av taushet. Nu hadde de i flok set sin samvittighet i øinene, og
det værste var over. Og dette var ikke alt. Men bønnen "forlat os
vor skyld", som faldt ind saa passende efterat de selv hadde tilgit
ophavsmanden til deres ulykker, den lød som en syndsforladelse.
Ved solnedgang spiste de aftens paa dæk, og ikke længe efter la de
fem skibbrudne -- skibbrudne endda en gang -- sig til at sove.
Dagen dæmret het og stille. De hadde sovet for tungt til at føle sig
forfrisket, de vaaknet trætte, reiste sig overende og stirret rundt
med sløve øine. Bare Wicks, som forutsaa en dags haardt arbeide, var
livligere av sig. Han gik først til pumpen, peilet den en gang og
saa en gang til, og blev staaende der med et barskt uttryk, saa alle
kunde se at han var misfornøiet. Saa rystet han sig, klædte sig av
til skindet, kløv op paa rælingen og løftet armene til et jump. Den
dukkert fik han ikke. Han blev staaende som en støtte, med øinene
mot horisonten.
"Ræk hit den kikkerten," sa han.
I en-to-tre var de alle paa vei tilveirs, den nøkne kaptein forrest
med kikkerten.
Paa den nordlige horisont var der en stripe graa røk.
"Hvad faar De det til?" spurte de Wicks.
"Kan ikke si det, mastene er ikke oppe endnu. Men efter den vei røken
lægger sig, saa maa den stevne bent hit."
"Hvad kan det være for en?"
"Kanske en postdamper til Kina," svarte Wicks, "og det kan ogsaa være
en velsignet orlogsmand som kommer for at se efter skibbrudne. Her!
Vi har ikke tid til at staa og glo. Paa dæk, gutter!"
Han var den første paa dæk, som han hadde været den første tilveirs,
halte ned flagget, bandt det igjen til signalfaldet og heiste det op
med unionen ned.[4]
[4] Nemlig som tegn paa at skibet er i nød.
"Hør nu paa mig," sa han og drog bukserne paa sig, "og alt som jeg
sier, maa dere bite dere fast i. Hvis det er en orlogsmand, saa
render den som den hadde noget vondt efter sig, det gjør alle de
skibene som ikke har noget at bestille og faar sine utgifter betalt.
Det er vor chance, for vi vil følge med den, og de gir sig ikke tid
til at se paa noget to ganger eller spørre om noget. Jeg er kaptein
Trent; Carthew, De er Goddedaal; Tommy, De er Hardy; Mac er Brown;
Amalu -- stop! vi kan ikke gjøre ham til kineser! Aa, Wing maa ha
rømt, Amalu hadde lurt sig ombord, saa gjorde jeg ham til kok og
brydde mig aldrig med at paamønstre ham. Har De det? Si Deres navn."
Og den bleke flok gjentok alvorlig sin lekse.
"Hvad het de andre to?" spurte han. "Han som Carthew skjøt i
kahytstrappen, og han som jeg traf i kjæven paa fokketversalingerne?"
"Holdorsen og Wallen," var det en som sa.
"Vel, de er druknet," fortsatte Wicks, "druknet ved siden mens de
prøvde at sætte en baat ut. Vi fik en byge over os inat, derfor
var det vi drev iland." Han sprang bort til kompasset. "Byge av
nord-nordvest-halvt-vest; blæste haardt, alle sammen hulter til
bulter, taljeløperne i beknep, og Holdorsen og Wallen skyllet
overbord. Naa? Har dere faat det ind i hodet?" Han hadde faat trøien
paa sig nu, og talte med en febrilsk utaalmodighet og kraft som
runget som sinne.
"Men er det trygt?" spurte Tommy.
"Trygt?" brølte kapteinen. "Det er den værste hasard, din maanekalv.
Hvis det skibet er bestemt til Kina -- det ser det forresten ikke ut
til -- saa er det ute med os den dag vi kommer dit. Og er det bestemt
den andre veien, saa kommer det fra Kina, hvad? Naa, hvis der er en
mand ombord som nogen gang har sat sine øine paa Trent eller en av de
andre her fra briggen, saa ligger vi allesammen i jern om to timer.
Trygt? Nei, det er ikke trygt, det er en elendig liten chance til at
slippe fra galgen."
Da de hørte dette, slog angsten tak i alle.
"Var det da ikke hundrede ganger bedre at bli paa briggen?" ropte
Carthew. "De vilde hjælpe os til at faa den flot."
"Dere faar mig til at kaste hele dagen bort med prat!" ropte Wicks.
"Hør her, da jeg peilet pumpen imorges, var der to fot vand mot bare
otte tommer igaaraftes. Hvad er galt? Jeg vet ikke, det kan være
ingenting, det kan ogsaa være en styg skade. Og da har vi ikke andet
igjen end en reise paa tusen mil i aapen baat, hvis dere foretrækker
det."
"Men det kan jo være ingenting, og ihvertfald er tømmermændene deres
nødt til at hjælpe os," indvendte Carthew.
"Du store kineser!" ropte kapteinen. "Hvordan støtte den? Med baugen.
Og den ligger dypest med baugen nu. Hvis nogen tømmermand gir sig til
at grave der, hvor gaar han saa først hen? Ned i ruffen, tænker jeg.
Og hvad skal vi saa si om alt det blodet dernede? Saa er vi straks en
morderbande, og veien er klar. Er der nogen anden som skal søle tiden
væk? Nei? Naa, gudskelov for det! Nu, alle mand. Jeg gaar ned, og jeg
lar dere bli igjen paa dæk. Dere tar dækket av den baaten der, og
saa aapner dere pengekisten. Vi er fem ialt. Ta op fem kister og del
pengene likt mellem dem -- læg dem paa bunden -- og skynd dere som
tigere. Pak dem ind i uldtepper eller seil eller klær, saa de ikke
klirrer. Det blir dygtig tunge kister, men det faar ikke hjælpe. De,
Carthew -- nei pokkern -- De, Goddedaal, bli med ned. Vi har et godt
stykke arbeide for os."
Og han kastet et blik til paa røken og skyndte sig ned med Carthew i
hælene.
Journalerne blev fundet i kahytten, bak kanarifuglens bur. Der var
to, en ført av Trent, en av Goddedaal. Wicks saa først paa den ene,
saa paa den anden, og rynket panden.
"Kan De efterligne andres skrift?" spurte han.
"Nei," sa Carthew.
"Ikke jeg heller!" sa kapteinen. "Hallo! dette er endda værre. Her
er Goddedaals à jour, han maa ha ført ind i den før aftens. Se selv:
Iagttat røk. -- Kaptein Kirkup med fem mand fra skonnerten ~Currency
Lass~. -- Ah, dette er bedre," tilføiet han og vendte sig til den
anden journal. "Gamlen har ikke skrevet noget paa hele fjorten dager.
Vi faar gi avkald paa Deres journal, herr Goddedaal, og holde os til
gamlens -- til min, mener jeg; men jeg vil ikke skrive, jeg har mine
grunde til at la være. De skal skrive. Sæt Dem ned og før ind det jeg
sier."
"Hvorledes skal vi forklare at min er væk?" spurte Carthew.
"De har aldrig holdt nogen," svarte kapteinen. "Utilgivelig slurv."
"Og den nye haandskrift?" sa Carthew. "De begyndte. Hvorfor stanser
De og lar mig fortsætte? Og De maa jo ihvertfald underskrive."
"Aa, jeg har hat et uheld, saa jeg ikke kan skrive."
"Et uheld?" gjentok Carthew. "Det lyder utrolig. Hvad slags uheld?"
Wicks la sin haand mot bordet, med indsiden op, og drev en kniv
gjennem den.
"Denslags uheld," sa han. "Der er en maate at komme til luvart av de
fleste vanskeligheter, hvis en bare har et hode paa skuldrene sine."
Han begyndte at forbinde sin haand med et lommetørklæ, og saa imens
paa Goddedaals journal. "Hallo!" sa han. "Dette gaar aldrig an for os
-- det er en umulig skrøne. Se her, først prøver denne kaptein Trent
en vanvittig kurs, eller rettere sagt han er tusen engelske mil for
langt syd. Og her viser det sig at han var nær denne øen den sjette,
at han saa seiler alle disse dagene og er tæt opunder den igjen ved
daggry den ellevte."
"Goddedaal sa de hadde været fordømt uheldige," sa Carthew.
"Ja, det ser ikke ut som det virkelige liv -- det er alt jeg kan si,"
svarte Wicks. "Aa se her, prøv at binde denne bandagen fast; jeg
bløder som en gris."
Mens Carthew stelte med lommetørklædet, sank hans patient hen i dyp
eftertanke; hans øine blev taakede, hans mund stod halvaapen.
"Jeg har det," brøt han ut og sprang op paa dæk. "Her, gutter!"
ropte han. "Vi kom ikke hit den ellevte, vi kom hit om kvelden den
sjette, og har siden ligget her i stille. Saa snart dere er færdige
med de kistene," tilføiet han, "saa kan dere rulle ut nogen kjøt- og
vandtønder; det vil ta sig bedre ut -- likesom vi utrustet os til
baatreisen."
Og han var tilbake om et øieblik og laget istand den nye journal.
Goddedaals blev omhyggelig ødelagt, og de begyndte paa jagten efter
skibets papirer. Av alle kvaler i denne aandeløse morgen var kanske
dette den værste. Hit og dit fór de to mænd og lette; de bandte,
de støtte hverandre overende, de blev gjennemvaate av sved, de
frøs av rædsel. Det blev ropt ned til dem at skibet virkelig var en
orlogsmand, at den var tæt inde, at den firte en baat ut, og endnu
lette de forgjæves. Ved hvilket uheld de gik forbi jernkassen med
pengene og kvitteringerne, er det vanskelig at forestille sig; men de
saa den ikke. Tilslut blev de vigtige dokumenter fundet i lommen paa
Trents stastrøie, hvor han hadde latt dem ligge siden han sidst var
iland.
Wicks smilte for første gang den formiddag. "Ikke et øieblik for
tidlig," sa han. "Ta saa De disse andre; jeg er ræd jeg kunde blande
dem sammen hvis jeg bar begge dele."
"Hvad er dette for nogen?" spurte Carthew.
"Det er ~Currency Lass~ papirerne," svarte han. "Be til gud at vi maa
faa bruk for dem igjen."
"Baaten er i lagunen," ropte Mac ned; han hadde sittet paa skylightet
og holdt utkik mens de andre arbeidet.
"Tid til at gaa paa dæk, Goddedaal," sa Wicks.
Da de snudde sig for at gaa ut av kahytten, gav kanarifuglen sig til
at synge.
"Min gud!" ropte Carthew med et gulp. "Vi kan ikke la den fuglen
sulte ihjel. Den tilhørte Goddedaal."
"Ta den med!" ropte kapteinen, og de gik op paa dæk.
Et fælt best av en moderne orlogsmand laa tæt utenfor revet. Over
lagunen kom en stor, hvit baat skummende for mange aarer. Flagget
vaiet agter.
"Et ord til," sa Wicks. "Mac, De har jo været i kinesiske havne? Vel,
saa kan De tale for Dem selv. Dere andre holdt jeg ombord hele tiden
i Hongkong; jeg haabet dere vilde rømme, men dere narret mig og blev
paa briggen. Det vil gjøre det lettere at lyve."
Baaten var nu tæt ved, en gut paa agtertoften var den eneste officer,
og en stakkar var det nok, for folkene pratet mens de rodde.
"Gudskelov, de har bare sendt en liten kadet!" støtte Wicks frem.
"Hardy, forut med dig! Jeg vil ikke ha nogen dæksfolk paa skansen,"
ropte han, og disse skjend strammet hele mandskapet op likesom en
kold dusch.
Baaten kom elegant langs siden, og kadetten steg ombord, hvor han
blev høflig mottat av Wicks.
"De er fører av dette skib?" spurte han.
"Ja," sa Wicks. "Trent er mit navn, og dette er ~Flying Scud~ av
Hull."
"De er nok kommet i forlegenhet," sa kadetten.
"Hvis De vil følge mig agter, saa skal jeg fortælle Dem det hele," sa
Wicks.
"De ryster jo, mand!" brøt kadetten ut.
"Det vilde kanske De ogsaa gjøre i mit sted," svarte Wicks, og han
fortalte hele historien om det raatne vand, den lange stille, bygen,
de to matroser som var druknet; han fortalte den fort og hett,
likesom en forbryder som ber for sig i retten. I saloonen i San
Francisco hørte jeg den samme mand fortælle den samme historie, og
selv da fyldte hans opførsel mig med mistanke. Men kadetten var ikke
nogen iagttager.
"Naa, kapteinen har vældig hastverk," sa han, "men jeg fik ordre om
at gi Dem al den hjælp jeg kunde, og signalisere efter en baat til
hvis jeg trængte flere folk. Hvad kan jeg gjøre for Dem?"
"Aa, vi skal ikke opholde Dem," svarte Wicks. "Vi er aldeles færdige,
gud velsigne Dem -- folkenes kister, kronometret, papirerne,
altsammen."
"Mener De at forlate den?" ropte kadetten. "Jeg synes den ligger
pent. Kan vi ikke faa skibet av?"
"Det kunde vi let nok, men hvorledes vi skulde holde hende flytende,
er et andet spørsmaal. Baugen er slaat ind," svarte Wicks.
Kadetten blev rød op til øinene. Han var ukyndig, og han visste at
han var det, trodde at han allerede var avsløret, og frygtet for
at røbe sig igjen. Ingenting var fjernere fra hans tanke end at
kapteinen skulde narre ham. Hvis kapteinen var tilfreds, godt, saa
var han det ogsaa. "Vel," sa han. "Be folkene faa sine kister ombord."
"Goddedaal, sæt folkene til at faa kisterne ombord," sa Wicks.
De fire ~Currency Lass~ gutter hadde ventet i skjælvende spænding.
Den kjærkomne nyhet kom over dem som solskin ved midnat, og Hadden
brast i en storm av taarer, han hulket høit mens han halte paa
taljen. Men arbeidet gik ikke senere for det; kister, mænd og bylter
kom i en-to-tre over siden, baaten blev støtt fra, den gled ut av
~Flying Scuds~ lange skygge, og dens baug blev rettet mot indløpet.
Saa langt var de altsaa kommet. Det foregivne vrak hadde passert
mønstringen, de var kvit det, de var kommet trygt bort, og vandet
videt sig ut mellem dem og dets fældende vidnesbyrd. Paa den anden
kant nærmet de sig mer og mer orlogsskibet, som godt kunde bli deres
fængsel og bøddelkjærre. Endnu visste de hverken hvor det kom fra
eller hvor det var bestemt, og angsten laa som et fjeld paa deres
hjerte.
Det var Wicks som paatok sig at tale. Lyden var svak i Carthews ører,
likesom uendelig langt borte, men hvert ords mening ramte ham som en
kule. "Hvad sa De skibet het?" spurte Wicks.
"~Tempest~, vet De vel," svarte kadetten.
"Vet De vel." Hvad kunde det bety? Kanske ingenting, kanske at
skibene hadde truffet hverandre før. Wicks samlet sit mod igjen.
"Hvor er den bestemt?" spurte han.
"Aa, vi skulde bare se indom de fæle øerne her," sa kadetten. "Saa
gaar vi til San Francisco."
"De kommer fra Kina likesom vi?" fortsatte Wicks.
"Hongkong," sa kadetten og spyttet over siden.
Hongkong. Saa var spillet tapt. Med det samme de gik ombord, blev de
grepet. Vraket vilde bli undersøkt, blodet fundet, kanske blev der
soknet i lagunen, og de dødes legemer kom til syne for at vidne. En
næsten ustyrlig impuls bød Carthew at reise sig fra toften, skrike
høit og hoppe overbord; det saa altfor taapelig ut at lyve længer,
at spøke med det uundgaaelige, at trække den pinefulde spænding ut
endda nogen hundrede sekunder, naar skammen og døden synlig nærmet
sig. Men den utæmmelige Wicks holdt stand. Hans ansigt var som et
kranium, hans stemme ikke til at kjende igjen; selv den sløveste
matros eller kadet -- skulde man tro -- maatte lægge merke til dette
altfor talende ansigt og denne brutte stemme. Dog holdt han endnu
stand; han vilde ha visshet.
"Hyggelig plads, Hongkong?" sa han.
"Sandelig om jeg vet," sa kadetten. "Vi laa der bare halvanden dag;
vi anløp for ordre og kom like hertil. Værste tur De kan tænke
Dem." Og han fortsatte med at skildre og klage over ~Tempests~
kjedsommelige reise.
Men Wicks og Carthew gav ikke længer agt paa ham. De la sig bakover
mot rælingen og pustet dypt, kroppen var likesom lammet, men tankerne
gik hurtige og glade; saa stor fare var de nu forbi, saa frydefuldt
nær var hvilen, saa sandsynlig var redningen tilslut. For reisen
med orlogsmanden var nu tryg; siden nogen faa dages fare, arbeide,
aandsnærværelse i San Francisco, saa var hele den gruelige historie
slettet ut, saa blev Wicks til Kirkup igjen, og Goddedaal blev
Carthew -- mænd som stod utenfor al mistanke, mænd som aldrig hadde
hørt tale om ~Flying Scud~ og aldrig hadde set Midway Reef for sine
øine.
Saa kom de langs siden, under de mange matroshoder og kanonmundinger,
de kløv ombord som søvngjængere og stirret i blinde paa den høie rig,
de hvite dæk, det yrende skibsmandskap, de hørte folk tale likesom
langt borte, og visste ikke hvad de svarte.
Og saa faldt en haand bløtt ned paa Carthews skuldre.
"Hvad, Norrie, hvor dætter du ned fra? Hele verden venter paa dig.
Vet du ikke at du har arvet dit kongerike?"
Han snudde sig, saa ansigtet paa sin gamle skolekamerat Sebright og
faldt sanseløs om.
Doktoren var hos ham, da han en stund efter kom til sig selv i
løitnant Sebrights lugar. Han aapnet øinene, saa haardt ind i det
fremmede ansigt og talte med underlig, høitidelig kraft:
"Brown maa gaa samme vei," sa han, "nu eller aldrig." Her stanset
han, og da han var blit litt klarere, saa talte han igjen: "Hvad var
det jeg sa? Hvor er jeg? Hvem er De?"
"Jeg er lægen paa ~Tempest~," var svaret. "De er i løitnant Sebrights
lugar, og De skal kaste al uro fra Dem. Deres gjenvordigheter er
forbi nu, herr Carthew."
"Hvorfor kalder De mig det?" spurte han. "Aa, nu husker jeg --
Sebright kjendte mig! Aa!" Og han stønnet og skalv. "Send Wicks
ned til mig, jeg maa tale med Wicks straks!" skrek han og grep om
doktorens haandled med ubevisst voldsomhet.
"Godt," sa doktoren. "La os slutte en avtale. De skal drikke ut dette
glas, og jeg skal hente Wicks."
Og han gav den ulykkelige mand et opiat som fik ham til at sove inden
ti minutter og sandsynligvis frelste hans forstand.
Doktorens næste forretning var at se til Mac, og mens han stelte med
armen, fik han manden til at si navnene paa det reddede mandskap. Nu
kom turen til kapteinen, og der er ikke tvil om at han ikke længer
var den mand som vi har set; følelsen av fuldstændig tryghet, et
solid maaltid og et godt glas grog hadde forenet sig om at slappe
hans aarvaakenhet og nedsætte hans energi.
"Naar hændte dette?" spurte doktoren og saa paa saaret.
"For over en uke siden," svarte Wicks, som bare tænkte paa sin
journal.
"Hvad!" ropte doktoren, og han løftet hodet og saa kapteinen ind i
øinene.
"Jeg husker det ikke saa nøie," stammet Wicks.
Denne aabenbare løgn firedoblet doktorens mistanke.
"Det er sandt, hvem er det som heter Wicks?" spurte han let.
"Hvem sa De?" gispet kapteinen og blev hvit som papir.
"Wicks," gjentok doktoren. "Hvem av dere er det? Men det er da et
liketil spørsmaal."
Wicks bare stirret paa ham i taushet.
"Hvem er Brown da?" drev doktoren paa.
"Hvad taler De om? Hvad mener De med dette?" ropte Wicks og rev sin
halvt forbundne haand bort, saa blodet sprøitet i ansigtet paa lægen.
Han tørket det ikke av, han saa stivt paa sit offer og spurte videre.
"Hvorfor maa Brown gaa samme vei?" spurte han.
Wicks faldt skjælvende ned paa en bænk. "Carthew har fortalt Dem
det," skrek han.
"Nei," svarte doktoren, "det har han ikke. Men De og han har faat mig
til at tænke, og jeg tror der er noget galt."
"Gi mig litt grog," sa Wicks. "Jeg vil heller fortælle det selv end
ha Dem til at grave og gjette. Fanden om det er halvparten saa fælt
som De ellers kunde tro."
Og ved hjælp av et par glas sterk grog blev tragedien paa ~Flying
Scud~ fortalt for første gang.
Det var en lykkelig række av tilfældigheter som bragte historien til
doktoren. Han forstod og ynket de ulykkelige mænds stilling og kom
dem storsindet til hjælp. Han og Wicks og Carthew -- saasnart denne
var blit frisk igjen -- holdt hundrede raadslagninger. Det var ham
som attesterte at "Goddedaal" var for syk til at flyttes, og som
smuglet Carthew iland om natten, det var ham som holdt Wicks' saar
aapent, saa han kunde underskrive med sin venstre haand, ham som
tok alt deres chilisølv og den første dag i San Francisco fik det
vekslet i guld. Han brukte sin indflydelse i messen til at binde
munden paa de unge officerer, saa Carthews navn ikke kom i aviserne.
Og han gjorde dem en endda vigtigere tjeneste. Han hadde en ven i San
Francisco, en millionær; for denne mand forestillet han Carthew, en
ung gentleman, sa han, som nylig hadde arvet et umaadelig gods, men
var plaget av jødiske kreditorer som han prøvde at ordne sig med i al
stilhet. Millionæren kom villig til hjælp, og det var med hans penger
de gik til kamp mot vrak-kompaniet.
Saa sandt ~Currency Lass~ folkene kunde forsvinde under nye navn,
betydde det ikke stort om briggen skulde bli kjøpt, eller om der
blev opdaget nogen merkeligheter paa vraket. Nu var en av dem blit
gjenkjendt, og alt var anderledes. Den mindste skandale var nu
farlig. Man vilde spørre Norris hvorledes han, som var seilet med
en skonnert fra Sydney, saa kort tid efter dukket op i en brig
fra Hongkong. Og fra det ene spørsmaal til det andre vilde hans
skibskamerater bli drat med. De kom paa den tanke at forebygge al
fare ved at dra nytte av Carthews rigdom og kjøpe briggen under et
alias, og dette blev sat i verk likesaa energisk som forsigtig.
Carthew leiet logis alene og under et falskt navn, fik fat i den
første den bedste sakfører -- det var Bellairs -- og gav ham i opdrag
at kjøpe vraket.
"Hvilken pris?" spurte Bellairs.
"Jeg vil ha det," svarte Carthew. "Prisen er likegyldig."
"Det er det samme som ingen pris," sa Bellairs. "Si en sum."
"La os si ti tusen pund da!" svarte Carthew.
Imens maatte kapteinen gaa op og ned gaterne, vise sig i konsulatet,
bli krydseksaminert av Lloyds agent og plaget for de tapte papirers
skyld, underskrive med venstre haand og gjenta sin løgn for hver
skipper i San Francisco. Hvert øieblik kunde han løpe ind i armene
paa en gammel ven som praiet ham med navnet Wicks, eller møte en ny
fiende som frakjendte ham navnet Trent. Og det sidste hændte ham
virkelig, men med sin rappe kløgt slap han ut av fælden. Det hændte i
konsulatet -- det værste av alle steder -- at han pludselig hørte en
grov stemme spørre efter kaptein Trent. Hjertet sat i halsen paa ham
da han snudde sig.
"De er ikke kaptein Trent!" sa den fremmede og trak sig unda. "Hvad
er dette for noget? Jeg hører at De gaar for kaptein Trent -- kaptein
Jacob Trent -- en mand jeg har kjendt siden jeg var saa stor."
"Aa, De tænker paa min onkel, han som hadde banken i Cardiff," svarte
Wicks med fortvilet frækhet.
"Jeg har aldrig hørt at han hadde nogen nevø!" sa den fremmede.
"Her ser De ham!" sier Wicks.
"Og hvorledes har gamlen det?" spurte den anden.
"Frisk som en fisk," svarte Wicks, og blev her til alt held kaldt ind
av kontoristen.
Siden gik det glat til selve auktionsdagen, da samtalen med Jim
igjen skræmte ham fra vettet. Han var ræd da han kom til auktionen;
han visste bare at Carthew hadde en mand der, han visste ikke hvem
manden var, eller hvilke instruktioner han hadde faat. Man skulde
tro at kaptein Wicks er et "godt liv". Det maa være umulig for ham
at faa slag, ellers vilde det hændt ham der, da han var vidne til
det sindssyke kapløp, og saa den gamle brig og dens ikke synderlig
værdifulde ladning bli tilslaat en fuldstændig fremmed mand for femti
tusen pund.
Der var truffet den avtale at han skulde undgaa Carthew og fremforalt
Carthews logis, forat det ikke skulde være mulig at spore nogen
forbindelse mellem mandskapet og den pseudonyme kjøper. Men tiden til
at vise forsigtighet var nu omme, og han hastet ut til Mission Street.
Carthew møtte ham i døren.
"Bare væk herfra," sa Carthew, og de tok fart nedover gaten. "Alt er
forbi!" sa nu Carthew.
"Aa, De har hørt om salget?" sa Wicks.
"Salget!" ropte Carthew. "Det hadde jeg glemt." Og han fortalte om
stemmen i telefonen og det forfærdelige spørsmaal: "Hvorfor ønsket
De at kjøpe ~Flying Scud~?"
Dette spørsmaal, som kom efter det vanvittige salg, kunde rystet
forstanden ut av en stor filosof. De syntes at alverden hadde
sammensvoret sig mot dem, at stenene og guttene paa gaten kjendte
deres brødefulde hemmelighet. Flugt var det eneste de tænkte paa.
Sin skat pakket de i belter om livet, sine kister sendte de til en
opdigtet adresse i British Columbia, og samme eftermiddag forlot de
San Francisco.
Deres vei gik om Los Angelos og videre med Syd-Pacific-banen. Carthew
reiste hjem til England, de tre andre tok av til Mexico.