Forhistorie.
Min far var en av de gløggeste forretningsmænd i staten Muskegon, og
det voldte ham stor sorg at jeg ikke viste nogetsomhelst anlæg for
kampen om pengene. Jeg har aldrig i mit liv brydd mig et fnugg om
andet end kunst. Da jeg var blit student, satte han mig i Muskegons
handelsakademi, et merkelig institut til utdannelse av spekulanter.
Og først da jeg i denne farlige skole hadde gjort en dundrende
fallit, fik jeg lov til at følge min lyst.
"Loudon," sa min far med smilende ansigt, "hvis du reiste til Paris,
hvor lang tid vilde du saa bruke til at bli en erfaren billedhugger?"
"Erfaren?" sa jeg. "Hvad mener du med det?"
"En mand som kan paata sig store opgaver," sa han, "baade i nøken og
patriotisk og symbolsk stil."
"Da maatte jeg ha tre aar," sa jeg.
"Og er Paris nødvendig?" spurte han.
"Det er det eneste sted," forsikret jeg.
"Ja jeg synes selv det klinger bedst," indrømmet han. "En ung mand,
hjemmehørende i vor stat, søn av en fremskutt borger, elev av de
største mestre i Paris," tilføiet han fornøiet.
"Men kjære dig, far, hvad mener du?" avbrøt jeg ham. "Jeg har aldrig
drømt om at bli billedhugger."
"Jo," sa han, "jeg har overtat leveransen av statuer til vort nye
kapitol. Hvis du vil, saa kan du reise til Paris og komme tilbake om
tre aar for at utføre det arbeidet. Det er en stor chanse for dig,
men jo før du reiser og jo flittigere du studerer, des bedre; for
hvis det første halve dusin statuer ikke tilfredsstiller publikums
smak i Muskegon, saa blir der spektakel."
Takket være kapitolet i Muskegon blev jeg altsaa billedhugger og kom
til Paris.
Paa veien avla jeg et besøk hos min slegt i Edinburgh. Det var
min onkel Adam, en meget stiv og ironisk herre, som moret sig med
at tiltro amerikanerne alle utiltalende egenskaper. Han blev ikke
engang forundret da jeg tilslut fortalte at mine venner gik nøkne om
sommeren, og at metodistkirken i Muskegon var dekorert med skalper.
Der var bare én i huset som jeg følte sympati for -- min bedstefar,
Alexander Loudon. Han hadde i sin tid været murer, og hadde arbeidet
sig op. I utseende, tale og væsen var han sterkt merket av sin
oprindelse, hvad der var edder og forgift baade for onkel Adam, min
tante og mine fættere og kusiner.
Det har sine fordele at være amerikaner. Det faldt mig aldrig
ind at skamme mig over min bedstefar, og han la hurtig merke til
forskjellen. Han hadde bevaret min mor i ømt minde, kanske fordi
han hadde den vane daglig at sammenligne hende med onkel Adam, som
han avskydde. Vi tok lange spaserturer sammen, besøkte et og andet
ølhus, hvor min bedstefar med stolthet forestillet mig for sine
gamle venner. "Dette er gutten til min Jeannie," sa han og kastet
et slør over resten av sine efterkommere. Maalet for vore utflugter
var en række melankolske utkantgater, hvor min bedstefar hadde været
bygmester og desværre altfor ofte ogsaa arkitekt. Jeg har sjelden set
forfærdeligere huser, men jeg vogtet mig vel for at si min mening,
jeg beundret høflig og spurte om prisen paa hvert ornament. Kapitolet
i Muskegon drøftet vi indgaaende. Jeg tegnet alle planerne efter
hukommelsen, min bedstefar regnet ut overslag og kritiserte skarpt
bygmestrene i Muskegon. Vi blev de bedste venner, og da jeg forlot
Edinburgh, hadde jeg uten selv at ane det gjort et storartet kup.
Og saa styrtet Loudon Dodd, søn av James K. Dodd, millionær i
Muskegon, sig ut i kunstnerlivet i Paris.
Hvert menneske har sin romantik. Min gyldne drøm var studenterlivet i
Quartier Latin. Derfor spiste jeg paa en tarvelig restaurant og bodde
paa et tarvelig hotel, skjønt jeg for mine maanedspenger kunde bodd
i det bedste strøk og gjerne hver dag kjørt til mine studier. Men da
vilde jeg bare været Loudon Dodd, søn av den amerikanske millionær;
nu var jeg en Quartier Latin student, og jeg svelget i min gyldne
romantik.
Men dette herlige liv hadde en skygge: jeg var født med svakhet for
god mat og god vin. Nu og da hændte det efter en lang og flittig dag
paa atelieret, at en bølge av motbydelighet førte mig langt bort
fra den sedvanlige kattestek med rødt blæk. En saadan aften -- det
var i mit andet aar i Paris -- hadde jeg et litet eventyr som jeg
maa fortælle, fordi det var indledningen til mit venskap med Jim
Pinkerton. Jeg sat ved en ensom middag en oktoberdag, det rustrøde
løv faldt og flagret paa boulevarden, og der bølget melankoli
i luften. Det var ikke nogen stor restaurant, men den hadde et
fristende vinkort. Dette forsket jeg med en iver som kom baade av
kjærlighet til vin og kjærlighet til vakre navn. Jeg stanset ved det
litet berømte og kjendte merke Roussillon. Jeg husket at det var en
vin jeg aldrig hadde smakt, bestilte en flaske, fandt den udmerket,
og bad nu efter min vane om en halv flaske til avslutning. Det viste
sig at de ikke hadde halvflasker av Roussillon. "Godt, en flaske," sa
jeg. Bordene i denne restaurant staar tæt sammen, og det næste jeg
husker, er at jeg førte en høirøstet samtale med sidebordet. Derefter
har jeg et klart minde om at jeg stirret rundt i et stort rum, hvor
alle ansigter vendte smilende mot mig. Jeg kan ogsaa huske hvad
jeg sa i det øieblik, men efter tyve aars forløp er skammen endnu
glødende i mig, og jeg vil bare antyde at jeg spilte paa patriotiske
strenger. Det var min hensigt at ta en flok av mine nye venner med
til et andet sted for at drikke kaffe, men ute paa fortauget fandt
jeg mig pludselig alene. Det overrasket mig litt, jeg begyndte
at tænke paa om jeg kanske burde latt være at drikke den sidste
flaske, og jeg besluttet at stive mig op med kaffe og kognak. Jeg
gik derfor ind i Café de la Source. Der var det overordentlig lyst og
varmt; alle ting stod skinnende klart, fra gjesternes ansigter til
avisernes overskrifter, og hele rummet svinget frem og tilbake som en
kjæmpekøie, fortere og fortere. En stund fornøiet jeg mig storartet
over dette sjeldne skue, jeg syntes jeg aldrig kunde bli træt av at
se paa det. Saa faldt jeg pludselig ned i bundløs tristhet, naadde i
næste minut med samme pludselighet til klarhet over at jeg var fuld,
og reiste mig for at gaa hjem og tilsengs.
Jeg hadde bare et par skridt til mit hotel. Der fik jeg mit tændte
lys hos portneren og steg saa op de fire trapper til mit værelse.
Skjønt jeg ikke kunde negte at jeg var fuld, var jeg paa samme tid
straalende fornuftig og praktisk. Jeg hadde bare én tanke, at komme
tidsnok op til mit arbeide næste morgen, og da jeg saa at klokken paa
min kamingesims var stanset, besluttet jeg at gaa ned igjen og gi
portneren besked. Jeg lot lyset brænde og døren staa oppe og gav mig
paa vei. Huset var ganske mørkt, men da der bare var de tre dører paa
hver trappeavsats, kunde jeg umulig gaa feil, jeg hadde ikke andet
at passe paa end at gaa ned og ned til jeg saa skinnet av portnerens
natlampe. Jeg tællet fire trapper: ingen portner. Det var naturligvis
mulig at jeg kunde ha regnet galt, jeg gik derfor endda en trappe ned
og endda en og endda en, og hele tiden tællet jeg, og tilslut hadde
jeg gaat ni trapper ned. Det var klart at jeg maatte ha gaat forbi
portnerstuen uten at lægge merke til den, jeg var naadd mindst fem
etager ned under gaten, jeg hadde styrtet mig i jordens indvolder.
At mit hotel altsaa var bygget over katakomber, forekom mig at være
en overordentlig interessant opdagelse, og hadde jeg ikke hat mit
arbeide næste dag at tænke paa, saa vilde jeg hele natten fortsat med
at utforske dette underjordiske rike. Men jeg maatte tidlig op, og
derfor var det tvingende nødvendig for mig at finde portneren. Jeg
gjorde helt om og kløv opfor trapperne. Jeg tællet en, to, tre, fire,
fem, seks og syv etager, og endnu var der ingen portner. Nu begyndte
jeg at bli træt av leken, og jeg besluttet at gaa tilsengs. Otte, ni,
ti, elleve, tolv og tretten etager tællet jeg, og min aapne dør var
likesaa haabløst forsvundet som portneren. Jeg husket at huset ikke
var mere end seks etager høit; altsaa maatte jeg nu mindst ha naadd
tre etager ovenfor taket. Da blev jeg ærgerlig. "Mit værelse maa og
skal være her," sa jeg, og jeg gik med fremstrakte armer mot døren.
Der var ingen dør og ingen væg; i stedet gapte foran mig en sort
korridor, som jeg en stund skred frem i uten at møte nogensomhelst
motstand. Og dette i et hus hvis hele flate rummet tre smaa værelser,
en smal trappeavsats og trappen! Det var simpelthen sludder, og jeg
begyndte at bli sint for alvor. Paa dette tidspunkt la jeg merke til
en lysstrime bortover gulvet, jeg strakte haanden frem, den grep om
en dørvrider, og uten omsvøp gik jeg ind. En ung dame var derinde,
hun holdt paa at gaa tilsengs, og hun var paa det nærmeste færdig med
sit toilette for natten.
"Jeg haaber at De vil undskylde mig," sa jeg, "men mit værelse er
nummer tolv, og alting er kommet i uorden i dette forbistrede huset."
Hun saa paa mig et øieblik. "Hvis De vil vente utenfor et øieblik,
saa skal jeg følge Dem dit," sier hun.
Saaledes blev saken ordnet med den største ro. Jeg ventet utenfor;
om en liten stund kom hun ut i morgenkjole, tok mig i haanden, førte
mig op en trappe til, saa jeg kom fire etager ovenfor husets tak,
og skjøv mig ind i mit eget værelse. Træt som jeg var efter mine
merkelige opdagelsesreiser, sovnet jeg straks.
Morgenen efter hadde jeg ikke lyst til at gaa til atelieret. I stedet
spaserte jeg til Luxembourghaven for der mellem spurvene og statuerne
og de faldende blade at gruble over nattens hændelser. Hadde jeg
drømt, eller hvad var sandhet?
I dagslyset viste huset de samme seks etager som ellers. Med al min
viden om arkitektur kunde jeg mellem dets mure ikke finde plads til
den lange korridor, likesaa litt som dets høide tillot saa uendelige
trapper. Men disse fænomener kunde ikke forvirre en filosof som
kjender virkningen av en god middag. Noget andet var det med den unge
dame. Jeg kunde huske hvert ord vi hadde sagt; jeg hadde talt, og hun
svart paa engelsk. Men ingen levende ung dame kunde optraadt med den
klarhet og den fornuft; ihvertfald kunde ikke jeg husket hende saa
klart. Altsaa var hele historien indbildning; katakomber, trapper,
den barmhjertige unge dame, altsammen var en drøm.
Jeg var netop naadd til dette resultat, da mit blik fæstet sig ved
en dame i brun jakke og med et farveskrin i haanden. Ved siden av
hende gik en mand -- nogen aar ældre end jeg -- med et staffeli under
armen. De var utvilsomt paa vei til galleriet, hvor damen sagtens
holdt paa med kopiering. Man kan tænke sig min forundring, da jeg i
hende gjenkjendte heltinden fra natten før. Vore øine møttes, og hun
saa straks ned -- litt forvirret, tror jeg, fordi hun husket hvilket
antræk jeg sidst hadde set hende i.
Om hun var styg eller vakker, det kan jeg den dag idag ikke si.
Men hun hadde optraadt saa klokt og venlig, og jeg hadde gjort en
saa ynkelig figur, at jeg øieblikkelig følte nødvendigheten av at
vise mig i et gunstigere lys. Den unge mand var kanske hendes bror,
kanske fandt jeg leilighet til at gjøre en undskyldning gjennem ham;
jeg stillet mig altsaa op i nærheten av galleridøren, og da han et
øieblik efter kom ut, stanset jeg ham. Saaledes gik det til at jeg
møtte min tredje skjæbne; for hele min løpebane er blit formet av
disse tre faktorer -- min far, kapitolet i Muskegon og min ven Jim
Pinkerton. Men den unge dame saa jeg aldrig mere. Saaledes leker
skjæbnen med os.
Den fremmede var, som jeg har fortalt, nogen aar ældre end jeg; han
var godt bygget, hadde et meget livlig ansigt, et hjertelig, urolig
væsen og graa, klare, blinkende øine.
"Maa jeg tale et ord med Dem?" sa jeg.
"Saa mange De vil," sa han.
Saa fulgte min undskyldning for det natlige besøk.
"De er en landsmand av mig," brøt han ut, "De maa være det efter
Deres ridderlige undskyldning. Desværre kjender jeg knapt selv den
unge dame. Jeg blev forestillet for hende her en kveld hos nogen
venner, og da jeg møtte hende idag, tilbød jeg naturligvis at bære
staffeliet. Vil De si mig Deres navn?"
"Jeg heter Loudon Dodd," sa jeg, "jeg er fra Muskegon og skal bli
billedhugger."
"Og mit navn er James Pinkerton. Det glæder mig at gjøre Deres
bekjendtskap."
Vi blev gaaende videre sammen, vi spiste lunch sammen og blev
øieblikkelig fortrolige venner, saa vi før kveld denne første dag
kjendte hverandres historie.
Pinkerton var blit slængt ut i verden da han var tolv aar gammel.
En omvankende fotograf løftet ham en dag op fra en landeveisgrøft
i New Jersey og tok ham med sig. Nogen aar flakket de rundt og tok
ferrotypier; den gamle døde, og den unge arvet hans forretning. "Det
var det liv jeg selv kunde valgt mig, herr Dodd. Jeg har set alle
de vidunderligste landskaper i det pragtfulde kontinent som vi skal
arve og eie. Jeg skulde ønske jeg hadde min samling av ferrotypier
her. Jeg tok dem som et minde og bare for min egen skyld. De viser
naturen i dens største og i dens blideste øieblikke." Mens gutten
drog fra sted til sted i de vestlige stater og territorier, læste
han alle de bøker han kunde overkomme, og med klare øine og vaakent
sind gjorde han sine iagttagelser av folket, landet, produkterne. Han
hadde laget sig sin egen livsanskuelse. At være ædel og patriotisk,
at samle kultur og penger med begge hænder og med samme glød -- det
var hans trosartikler. Da fotografierne ikke længer tilfredsstillet
hans ærgjerrighet, slog han ind paa andre forretninger. Først blev
han mægler i jernbanebilletter. "Jeg la hele min sjæl i det," sa
Pinkerton, "jeg omkalfatret systemet paa mindre end et aar." Det
lykkedes mig aldrig at forstaa principerne i denne forretning; den
dypeste mening var vist at snyte jernbanerne. Men Pinkerton saa
fremad. "Jeg visste hvad jeg trængte -- en formue, dannelse, et
vakkert hjem og en gjennemkultivert dame til hustru; for det er
visst, herr Dodd, enhver mand maa gifte sig med en kvinde som staar
over ham. Ellers stempler jeg det som bare sanselighet. Og ser De,
herr Dodd, saa lukket jeg det bedste agentur i Saint Jo, hvor jeg
tællet dollars i pottevis, drog avsted alene, uten en ven, uten at
kunne et fransk ord, og slog mig ned her. Jeg har sat min kapital ind
paa at bli kunstner." Jeg spurte om det var en gammel lyst hos ham
eller et pludselig indfald. "Ingen av delene, herr Dodd," sa han.
"Jeg sa til mig selv: Hvad er det vi trænger mest derhjemme? Mere
kultur og mere kunst, sa jeg, og saa valgte jeg det bedste sted, la
op penger og reiste hit for at lære."
Jeg følte mig skamfuld mens jeg hørte paa ham. Han hadde mere ild i
sin lille taa end jeg i hele min krop, han var bristefærdig av mod og
kraft. Da han foreslog mig at se paa hans arbeide, fulgte jeg ham med
interesse og haab.
Hans kvistværelse var væsentlig møblert med hans egne kufferter og
tapetsert med hans egne studier. Nu er der bare ett omraade hvor
jeg ikke kan smigre uten at rødme; naar det gjælder kunst har jeg
en romersk oprigtighet. Baade én og to ganger gik jeg væggene rundt
og speidet efter et glimt av talent, og han fulgte efter og speidet
i mit ansigt. Da vi hadde gaat den anden runde, var vi begge like
nedslaat.
"Aa, De behøver ikke at si noget," sa han tilslut.
"Vil De at jeg skal tale oprigtig? Jeg tror De spilder Deres tid," sa
jeg.
"Ser De ingenting som lover noget?" spurte han og saa paa mig med
litt nyt haab i sine klare øine. "Er der ingenting ved denne melonen
heller? Det var én som syntes den var god."
Jeg saa nøie paa melonen og rystet paa hodet. "Det gjør mig ondt,
Pinkerton," sa jeg, "men jeg kan ikke opmuntre Dem til at fortsætte."
Paa et øieblik var han like tapper igjen. "Jaja," sa han kjækt,
"igrunden er jeg ikke større overrasket. Men jeg vil ta kurset
helt tilslut allikevel, og lægge hele min sjæl i det. Det er ikke
bortkastet tid, det er kultur altsammen; det kan hjælpe mig til en
stilling ved et illustrert blad hjemme, og jeg kan altid bli kjøbmand
igjen," og han uttalte med største ro denne forfærdelige tanke som
vilde ha rystet hele Quartier Latin. "Jeg skal aldrig glemme Dem at
De hadde mod til at si mig det. Her er min haand, herr Dodd. De staar
over mig baade i kultur og talent."
"Det kan De ikke vite," sa jeg. "Jeg har set Deres arbeide, men De
har ikke set mit."
"Saa la mig se det straks," sa han.
Sandt at si var jeg næsten skamfuld over at ta ham med til mit
atelier; mit arbeide, som der ellers var nok at utsætte paa, raget
saa altfor høit over hans. Men han hadde faat hele sit humør igjen,
og paa veien forbauset han mig med sin muntre snak og sine nye
planer. Tilslut skjønte jeg hvorledes saken stod. Dette var ikke
en kunstner som hadde mistet alt haab i sin eneste kunst, men en
forretningsmand som kanske litt pludselig hadde faat vite at en
enkelt av hans tyve spekulationer var mislykket.
I virkeligheten søkte Pinkerton -- uten at jeg mistænkte ham for det
-- allerede trøst hos en anden av muserne. Han hadde faat den idé at
han skulde lønne mig for min oprigtighet og grundfæste vort venskap.
Han hadde en blok fremme og noterte hvad jeg sa, og da jeg i mit
atelier avslørte Muskegons genius for ham, saa holdt han igjen paa
med blyanten.
"Tar De en skisse av den?" spurte jeg.
"Aa, det er min hemmelighet. En mus kan hjælpe en løve," sa han.
Og jeg snakket -- om mig selv, mine planer, mine teorier. Pinkerton
noterte, og jeg talte som en professor til en ivrig lyttende
forsamling. Jeg ante ikke at altsammen blev opfattet galt, og endda
mindre ante jeg hvad Pinkerton agtet at bruke sine optegnelser til.
Vi hadde en lang, hyggelig kveld med megen veltalenhet og vin, vi
møttes igjen næste dag, og først flere uker efter fik jeg vite
meningen med de lange notater. En vakker dag blev jeg overrasket
av et nummer av Saint Jos ~Sunday Herald~, og der saa jeg til min
skræk en skildring -- og for en skildring -- av mig selv og Muskegons
genius.
"Litt fyldig figur", "lyst, intelligent smil", "geniets
umiddelbarhet". Og for nogen overskrifter og for nogen
misforstaaelser! Du store gud, om mine spotske venner i Paris fik se
dette vidunder av kunstkritik!
Det var heldig for venskapet mellem Pinkerton og mig at jeg samme
dag fik brev fra min far. "Min kjære gut," begyndte det, "jeg sender
dig et utklip, som har glædet mig særdeles, av et meget anset Saint
Jo-blad. Det er faa unge mænd paa din alder for hvem en avis ofrer to
hele spalter. Jeg ønsker bare at din kjære mor hadde staat og læst
det over min skulder, men vi maa haabe at hun paa et bedre sted føler
med mig. Naturligvis har jeg sendt et eksemplar til din bedstefar og
onkel i Edinburgh. Denne Jim Pinkerton synes at være et værdifuldt
bekjendtskap, han har vistnok et stort talent, og det er altid
fornuftig at holde sig tilvens med pressens mænd."
Ikke før hadde jeg læst disse ord, saa rørende taapelige som de
var, saa slog min harme mot Pinkerton over i taknemmelighet. Ingen
hændelse i mit liv -- uten kanske min fødsel -- hadde git min far saa
dyp en glæde som denne artikel i ~Sunday Herald~. Hvad skulde jeg saa
klage over!
Da jeg traf Pinkerton, tok jeg let paa saken. Min far var fornøiet,
sa jeg, han syntes brevet var udmerket skrevet; men selv satte jeg
ikke pris paa offentlighet, og jeg vilde derfor be ham la det bli med
den ene artikel.
Pinkerton blev høist ulykkelig. "Aa, jeg forstaar Dem," sa han, "jeg
har saaret Dem. Det er min mangel paa takt nu igjen." Saa maatte jeg
trøste ham, og løi saa godt jeg kunde.
Men det var dette sørgelige journalistiske indfald som gjorde os til
venner for livet.
Vort venskap blev snart sat paa prøve. Næste kvartalsdag kom ikke
den sedvanlige remisse fra min far. Jeg skrev og fik ikke svar,
telegraferte og fik saa løfte om brev. Jeg var baade urolig og harm,
men takket være mit romantiske liv som fattig student hadde jeg lagt
endel penger til side, saa jeg ikke kom i nogen virkelig forlegenhet.
Min ulykkelige far hjemme i Muskegon hadde al møie og angst. Mot en
række av uheld stred han for sit liv og sin formue, og naar han kom
hjem efter en fortvilet dag, saa var det for at læse og kanske graate
over det sidste haarde brev fra sit eneste barn -- det brev han ikke
hadde mod til at svare paa.
Næsten tre maaneder efter tiden fik jeg tilslut brev og den vanlige
anvisning. Han hadde hat en ond tid, men nu var tordenveiret over, og
snart skulde han være rikere end nogensinde, og saa snart han kunde
slippe fra, vilde han besøke mig i Paris.
Der gik igjen en tid uten at jeg hørte fra ham. Saa kom hans sidste
brev, usammenhængende og vaandefuldt. Boblen var bristet, han var
baade ruineret og syk.
Min stilling var vanskelig nok, men jeg hadde dog forstand til at
fatte og retskaffenhet til at gjøre min simple pligt. Jeg solgte
mine kuriositeter, eller rettere sagt jeg lot Pinkerton sælge dem
for mig. Han utførte denne opgave saa fortræffelig at jeg ialt
hadde fem tusen francs i lommen, heri medregnet det sidste av mine
kvartalspenger. Jeg beholdt fem hundrede og sendte resten til min far
i Muskegon. Pengene naadde tidsnok frem til at betale begravelsen.
Budskapet om hans død var neppe nogen sorg for mig. Jeg kunde ikke
forestille mig min far som fattig mand, han som altid hadde levet saa
høisindet og gavmildt.
Og nu kom min onde tid i Paris. Pinkerton vilde ha mig til straks
at opgi min kunst. "Følg mig," sa han, "og la os kaste os med hele
vor sjæl i det praktiske forretningsliv. Jeg har kapital, du kultur.
~Dodd & Pinkerton~, aldrig har jeg set et bedre navn i en annonse, og
du aner ikke, Loudon, hvad navnet betyr."
Jeg hadde sagt op mit værelse og sov i en krok av mit atelier. Naar
jeg vaaknet om morgenen, faldt mit blik paa Muskegons genius. "Hvad
skal det nu bli av dig, stakkars unyttige stendame?" tænkte jeg. "Og
hvad skal det bli av kunstneren?"
"Nei," sa jeg til Pinkerton. "Det er sandt at en billedhugger maa
ha enten penger eller indflydelse eller en djævelsk energi for at
komme nogen vei. Ingen av delene har jeg, men jeg er ikke saa feig
-- eller saa modig -- at jeg gir op uten kamp." Mine chancer var
noksaa ynkelige, sa jeg, men som forretningsmand hadde jeg slet ingen
muligheter. Jeg eide hverken lyst eller evne.
"Du gjør mig snart rasende," sa Pinkerton. "Du vil ha en til at gaa
fra vettet for en vakker solnedgangs skyld, men det liv hvor der
blir kjæmpet om formuer, det skal en ikke bry sig det duft om. Nei
da, det er ingenting værd at staa midt i hvirvelen, med sin ene fot
paa bankerotten og den andre paa en laant dollar, mens hele strømmen
svirrer rundt en som en mølle -- og saa kare i mynten paa trods av
skjæbne og lykke."
Jeg svarte med en præken om kunstens romantik. Jeg mindet ham om vore
venner som hadde valgt denne vakre fjeldsti gjennem livet, og som
nu klatret kjækt opover, fattige og fulde av haab. "Du vil aldrig
forstaa det, Pinkerton," sa jeg. "Du kikker efter utbyttet; det er
derfor du aldrig kunde lære at male, om du saa blev likesaa gammel
som Methusalem. Utbyttet betyr ingenting; kunstnerens øine er vendt
indad, han lever for en stemning."
Pinkerton rev sig i haaret. "Nei, jeg skjønner det ikke," sa han,
"ulykken er at jeg ikke har det mindste bruk for stemninger uten
solide maaltider til, og du kan ikke faa ut av hodet paa mig at det
er en mands pligt at bli rik, saasandt han kan."
Enten han nu skjønte mig eller ei, saa opdaget han snart at han
ikke kunde rokke mig; ti-tolv dager holdt vi paa med snak, saa lot
han emnet falde; han maatte reise hjem straks, fortalte han mig, nu
kastet han bare sine penger bort. Uten tvil skulde han ha reist for
længe siden, og det var sikkert for min skyld han hadde ventet.
Den sidste dag bad han mig til middag paa en restaurant, hvor jeg
før i mine rike dager hadde pleiet at gaa. Jeg saa der var noget som
tynget ham, og selv var jeg nedtrykt, saa middagen blev litet munter.
Ved kaffen fik han sagt det han vilde. Han talte saa varmt om sit
venskap og sin taknemmelighet for mig at jeg blev baade rørt og
skamfuld. "La mig faa tale ut!" fortsatte han. "Jeg ærer dig fordi
du av hele dit hjerte ofrer dig for kunsten; jeg kan ikke løfte mig
til dit syn, men jeg har saa meget poesi i min natur at jeg kan føle
med dig. Jeg vil at du skal føre det igjennem, og jeg mener at hjælpe
dig."
"Hvad er det for noget sludder, Pinkerton?" sa jeg.
"Det er ikke andet end hvad en ser hver dag," svarte han. "En ung
mand som er sprettende fuld av talent, og saa en forretningsmand som
ikke vet hvad han skal gjøre med pengene sine."
"Din nar, du er jo saa fattig som en kirkerotte."
"Vent bare til jeg faar mine jern i ilden!" svarte Pinkerton. "Jeg
er bestemt til at bli rik. Her er mit første bidrag. Ta det fra en
vens haand. Det er bare hundrede francs, du skal faa det samme hver
maaned, og naar min forretning begynder at vokse, skal vi lægge paa
saa det blir noget."
Det tok mig lang tid at faa avslaat hans tilbud. Og da han tilslut
gav sig, var vi begge like taknemmelige og forlegne. Om kvelden
reiste han, og paa veien hjem fra stationen følte jeg mig for første
gang fremmed i den store lyse by.
I de dager som nu kom, fik jeg føle hvad det vil si at være fattig i
Paris. Mit atelier maatte jeg snart opgi, og Muskegons genius forlot
mine veier. For at kunne eie en statue i legemsstørrelse, maa man
ha et atelier, et galleri, eller i det mindste en havestump til
sin raadighet. Jeg tænkte derfor at la geniusen bli staaende i mit
atelier; kanske kunde den gi min efterfølger en inspiration. Men
desværre var jeg blit uenig med verten, og for at være ubehagelig
paala han mig at fjerne min eiendom. Jeg lo hysterisk da jeg
forestillet mig statuen, mig selv og en kusk paa fart gjennem Paris'
gater uten skyggen av noget maal. Et kjærkomment tilbud reddet mig
fra disse pinlige muligheter, og jeg avhændet Muskegons genius for
tredive francs.
I et spisekvarter paa den ytre boulevard fik jeg kredit paa middag.
Aftensmat blev det forutsat at jeg ikke trængte, fordi jeg spiste hos
rike venner. Denne ordning var yderst uoverveiet. Min historie kunde
ta sig troværdig ut saa længe som mine klær var i god stand, men den
var mere end tvilsom efterat min frakke var blit frynset om kantene
og mine støvler hadde begyndt at sikle og pipe paa kafégulvene. Det
ene maaltid om dagen, som stemte godt med mine finansers tilstand,
gjorde ikke min mave fornøiet. Denne restaurant hadde jeg før ofte
besøkt for at smake hvorledes de studenter levet som var uheldigere
stillet end jeg. Da var jeg kommet ind med væmmelse og var gaat
med kvalme. Underlig fandt jeg det nu at jeg satte mig graadig,
at jeg reiste mig tilfreds og tællet timerne til min gjenkomst.
Men sult er en stor trollmand, og saa snart som jeg hadde brukt op
mine penger og ikke længer kunde mætte mig med chokolade og tykke
brødskiver, saa var jeg helt henvist til dette spisekvarter og til
sjeldne, lykkelige hændelser. Min ven Dijon kunde faa solgt nogen
av sine hastverksbilleder, eller en gammel ven kunde dra gjennem
Paris; da spiste jeg en middag efter min smak og avsluttet et rente-
og avdragsfrit Quartier Latin-laan som holdt mig med tobak og
morgenkaffe et par uker. En stor del av mine ensomme timer brukte jeg
til at utmale mig alle enkeltheter i indbildte fester.
Det blev værre. En dag merket jeg paa spisekvarteret en viss
kjølighet i vertens hilsen. Dagen efter var kulden aabenbar, den
tredje dag holdt jeg mig borte i min skræk og gik altsaa fastende i
otte og firti timer, og da jeg den fjerde dag kom tilbake, saa fik
jeg den likefremme besked at der ikke var mere mat for mig. Nu var
der bare én planke som skilte mig fra den nøkne sult, og jeg følte at
den skalv under mig. Jeg hadde en søvnløs nat, og om morgenen gik jeg
bent til maleren Myners atelier. Det var et skridt jeg længe hadde
tænkt paa og ikke vaaget. Jeg var ikke synderlig fortrolig med denne
engelskmand, og skjønt han hadde nok av penger, viste han sig paa
ingen maate opmuntrende mot tiggere.
Jeg fandt ham i arbeide med et billede som jeg med god samvittighet
kunde rose. Han malte væk mens jeg pratet, og jeg prøvde forgjæves at
komme til saken. Tilslut fik modellen lov til at hvile, og han snudde
sig mot mig.
"De kom ikke hit for at snakke alt dette tøvet," sa han.
"Nei," svarte jeg mat, "jeg kom for at laane penger."
"Vi har aldrig været fortrolige venner," sa han.
"Tak," sa jeg, "jeg kan ta mit svar," og jeg reiste mig med raseri i
hjertet.
"Naturligvis kan De gaa hvis De vil," sa Myner, "men jeg raader Dem
til at bli og høre paa mig."
"Hvad mere er der at si?" ropte jeg. "Ønsker De at ydmyge mig endda
mer?"
"De maa prøve at beherske Dem, Dodd," sa han. "Det er Dem som har
søkt denne samtale, og hvis De tror at den ikke er ubehagelig for
mig, saa tar De feil. De maa gi mig ordentlig greie paa Deres
utsigter før jeg kan avgjøre om jeg vil hjælpe Dem."
Paa denne maate "opmuntret" snublet jeg gjennem min historie. Jeg
fortalte at jeg hadde hat kredit paa et spisekvarter, men at det
nu var slut; at Dijon laante mig en krok av sit atelier, hvor jeg
modellerte alslags smaating som jeg endnu ikke hadde solgt noget av,
og at min fremtid var yderst usikker.
"Og Deres værelse?" spurte Myner.
"Aa, mit værelse er det ikke farlig med," sa jeg. "Min vertinde er
venligheten selv, hun har ikke engang nævnt sin regning."
"Det er vel ingen grund til at narre hende," sa Myner. "Nei, Dodd,
jeg synes ikke at det er hæderlig av os fremmede at dra fordel av
franskmændenes letvindte kredit, og saa rømme over kanalen eller
Atlanteren."
"Jeg tænker ikke paa at rømme," sa jeg.
"Hm," sa Myner. "Jo længer De blir, des større tap er det for Deres
venlige gamle vertinde. Nu skal jeg si Dem hvad jeg vil gjøre. Hvis
De samtykker i at reise, saa skal jeg betale Deres reise helt til
Muskegon, hvor Deres far bodde, og hvor hans venner uten tvil vil
hjælpe Dem til en stilling. Mere vil jeg ikke gjøre for Dem. Hvis jeg
trodde De hadde et stort talent, saa var det noget andet, men det
tror jeg ikke, og jeg raader Dem til at reise."
"Det sidste var ihvertfald ikke nødvendig," sa jeg.
"Det mener jeg at det var," svarte han fast. "Vil De saa ta mot mit
tilbud?"
"Nei tak," sa jeg.
Fra dette pinlige møte gik jeg bent til min gamle mesters atelier.
"Mester," sa jeg, "vil De ta mig i Deres atelier igjen -- men denne
gang som arbeider?"
"Jeg trodde Deres far var umaadelig rik," sa han.
Jeg forklarte at jeg nu var forældreløs og fattig.
Han rystet paa hodet. "Jeg har bedre arbeidere som gaar og venter,"
sa han.
"De pleide at si at mit arbeide var ganske godt."
"Ganske godt. Ja. Godt nok for en rikmands søn. Forresten trodde jeg
De vilde bli kunstner, ikke arbeider."
Paa en bænk paa den ytre boulevard, ikke langt fra Napoleons grav,
satte jeg mig for at ruge over min ulykke. Det var mørkt, trist veir,
og jeg hadde spist bare én gang paa tre dager. Jeg hadde ikke tobak,
mine klær og støvler var fillete og tilsølet. Og disse to mænd,
tænkte jeg, de hadde rost mit arbeide dengang jeg var rik, men nu da
jeg var fattig og trængte alt, saa hadde jeg ikke talent, saa var mit
arbeide ikke godt nok.
Skulde jeg indrømme at jeg var slaat, skulde jeg gi op? Jeg tænkte
paa de mange kunstnere som var blit frakjendt alle muligheter, og
som trods latter og ringeagt var naadd frem. Jeg tænkte paa ham som
hvilte under Invalidebygningens gyldne kuppel. Fra artilleriløitnant
til verdenshersker. Ved Napoleon, jeg skulde holde ut, og de to som
idag hadde haanet mig, skulde engang faa misunde mig min sukces.
Det var blit næsten mørkt da jeg vaaknet til min sult igjen.
Skjælvende sprang jeg op, og rystende av kulde gik jeg gjennem de
regnfulde gater, forbi de glitrende kafévinduer.
"Aa, herr Dodd," sa portneren, "her har været et rekommandert brev
til Dem. Budet kommer igjen med det imorgen."
Et rekommandert brev til mig! Hvad det kunde indeholde, ante jeg
ikke. Men løgnen fløt uvilkaarlig fra min mund.
"Endelig mine penger!" sa jeg. "Pokker saa ærgerlig at jeg ikke var
hjemme. Kan De laane mig hundrede francs til imorgen?"
Jeg hadde aldrig før prøvet at laane av portneren. Det rekommanderte
brev gav desuten en viss sikkerhet; han lot mig faa det han hadde,
omtrent seksti francs. Saa fort som mine skjælvende ben kunde bære
mig, sprang jeg rundt hjørnet til Café de Cluny. Jeg husker det
første glas pomard og den første vidunderlige oliven; saa længe jeg
lever vil jeg huske det. Over resten av maaltidet ligger en tyk sky
av burgunder eller kanske rettere av sult og tung mæthet.
Klart husker jeg min skam og fortvilelse da jeg morgenen efter
vaaknet og gjenkaldte mig hvad jeg hadde gjort, og hvorledes jeg
hadde bedraget den stakkars ærlige portner. Nu var skandalen over
mig! Jeg hadde solgt min selvagtelse og taket over mit hode for en
middag paa Café Cluny!
Mens jeg sat slik og angret, kom postbudet med det rekommanderte
brev. Det var stemplet San Francisco, hvor Pinkerton allerede sat til
halsen i mangfoldige forretninger. Det indeholdt et nyt tilbud om
hjælp, denne gang to hundrede francs om maaneden, og for det tilfælde
at jeg skulde være i øieblikkelig forlegenhet vedla han en anvisning
paa firti dollars. Jeg sa til mig selv at nød bryter alle love, og
bankene hadde saavidt aapnet da jeg kom med min anvisning.
Det var i begyndelsen av december at jeg solgte mig til slaveri.
Det lykkedes mig at overgaa mig selv og overskygge Muskegons genius
med en liten, men høist patriotisk "fanebærer"; jeg fik ham antat
paa salonen, og der stod han under hele utstillingen fuldstændig
ubemerket, og derfra kom han tilbake til mig likesaa patriotisk som
før. Jeg la hele min sjæl -- som Pinkerton vilde sagt -- i endel
pillerier, som kom tilbake fra kunsthandlerne like saa trofast som
fanebæreren. Og da jeg hadde holdt paa slik et halvt aars tid,
og allerede skyldte to hundrede dollars til Pinkerton og omtrent
et hundrede her og der i Paris, saa vaaknet jeg en morgen med en
frygtelig følelse av ensomhet; den nat hadde min forfængelighet drat
sit sidste suk. Jeg øinet ikke haab længer, jeg tilstod for mig
selv at jeg var slaat, og der jeg sat i min natskjorte ved vinduet
og stirret paa trætoppene ved hjørnet av boulevarden og fanget ind
musikken av den travle morgenfærdsel, skrev jeg mit farvel til Paris,
til kunsten, til hele mit tidligere liv og hele mit tidligere jeg.
"Jeg gir mig," skrev jeg; "naar dit næste bidrag kommer, skal jeg
reise bent til Vesten, og der kan du gjøre med mig som du vil."