To Maaneder er gaaet, siden jeg skrev i min Dagbog. Jeg syntes, jeg
intet oplevede, der var værd at optegne. Jeg syntes, mit Liv var til
Ende, og at det, der herefter kom, vilde kun være vissent Løv over
det svundne og døde.
Men idet jeg syntes og mente saa, løj jeg for mig selv. Medens de
sorgfulde og bitre Dage dryssede ned over mig, spirede i Stilhed, og
uden at jeg turde vide af det, en ny spæd Vækst under det visne Løv.
Jeg mærkede -- og jeg skammede mig derved --, at jeg var for ung til
at være færdig med Livet. Jeg greb mig i at fantasere om en Fremtid,
der ikke blot var Minder. Jeg søgte at trænge disse Anfægtelser
tilbage -- de var jo Helligbrøde mod min Sorg. Jeg klamrede mig til
Sorgen, jeg søgte Ly og Beskyttelse under dens store, tunge Vinger
som en Nonne i sin Klostercelle; men just som jeg troede mig
allersikrest, følte jeg en Dag min Sjæl springe ud i tusinde nye
Anelser, Haab og Løfter, og jeg forstod, at jeg var overvunden.
Men jeg er intet fordringsfuldt Barn længer. Jeg venter ingen
Æventyrprins, jeg tror ikke, Livet byder mig til et evigt Festbord.
Jeg véd, at jeg vil faa baade godt og ondt, flest Hverdage og kun en
Gang imellem Fest; jeg véd, at det, der kommer, bliver hverken stort
eller mærkeligt, men jeg véd ogsaa, at jeg maa være glad endda, og at
det ialfald bliver Liv. Og leve maa jeg, ud i Lys og Luft, siden jeg
ikke kan dø med det Døde, og siden jeg er for ung til at finde Fred i
Sorgens Kloster.
Og siden Erik, min trofaste Ven, vil tage mig som den, jeg er -- uden
Forargelse og uden Bebrejdelser, fin og mandig uden at forlange nogen
Ydmygelse af mig.
Det _var_ ham, jeg saá hin Dag udenfor Frederiksberg Have. Faa Dage
efter mødte jeg ham i Haven, og da vi siden fulgtes ad, fortalte han,
at han mange Gange havde sét mig derude, men havde holdt sig skjult,
fordi han troede, jeg helst vilde være alene. Jeg svarede, at jeg
ingen Grund havde til at søge Ensomhed, og han tav, uden at tro mig.
I den følgende Tid mødte jeg ham af og til, og undertiden talte vi
lidt sammen. Saa begyndte han igen at komme herhjemme, men naar han
havde været her, greb Anfægtelserne min Sjæl.
Endelig en Aften, for en Uges Tid siden, traf han mig alene hjemme,
og da var det, han lod mig forstaa, at han vidste det altsammen. Han
sagde mig det ikke ligefrem. Han fortalte en Historie. Den lød:
En Ven af ham nede i Tyskland elskede en ung Dame. Han var en dygtig
Købmand, brav og god, men hverken meget vittig eller interessant, --
et jævnt Hverdagsmenneske af samme Kaliber som jeg selv omtrent,
sagde han med et Smil. _Hun_ var -- nu kom en Mængde blomstrende
Betegnelser. Foruden alt dette yndige var hun et lille romantisk
Menneske med højtflyvende Fordringer til Livet. Intet Under derfor,
at hun lod sin Fætter Købmanden forstaa, at hans Kærlighed var
haabløs. Hun fløj bort fra ham, og hun fløj højt. Men en skønne Dag
traf han hende vingeskudt og bedrøvet. Hendes høje Flugt havde kun
skaffet hende en stakket Lykke. Hendes Smærte gjorde ham mere ondt,
end om det havde været hans egen, for han elskede hende stadig og
havde aldrig elsket nogen anden. Han bad hende ikke om at blive hans;
han nænnede ikke at røre ved det syge Hjærte; men han forsøgte at
vise hende, at hun ikke havde bedre Ven i Verden end ham, og at han
ingen større Lykke vidste end at være god imod hende. Hun forstod ham
ogsaa, og da nogen Tid var gaaet, kom hun en Dag til ham og sagde, at
hun holdt af ham. Og nu er de lykkelige Ægtefolk og Købmandsfolk i en
lille tysk By.
-- -- Da Erik havde fortalt denne Historie, var vi begge lige
forlegne, og ingen af os sagde længe noget. Vi sad og saá paa
hinanden, og jeg tænkte, at han alligevel ikke vidste Alt. Derfor
spurgte jeg omsider: »Den unge tyske Dame havde altsaa været forlovet
med en anden?« »Nej« -- svarede Erik og saá paa mig med et fast Blik:
»Hun havde været en Andens Elskerinde.«
»Og alligevel ...«
»I hans Øjne havde hun ingen Brøde begaaet. Hun havde elsket den
anden. Og han følte Glæde, fordi han nu kunde være en Hjælp for hende
og fordi han vidste, at hun ikke blev hans Kone for at bedrage ham.«
-- -- Saa talte vi om andre Ting; men da Erik gik, sagde jeg til ham:
»Gør mig en Glæde. Kom til os Nytaarsaften og lad det være ligesom i
gamle Dage.« Hans Øjne var fugtige, og hans Stemme skælvede, da han
svarede: »Tak, Julie.«
Men da siden Forældrene kom hjem, og jeg fortalte Moder, at jeg havde
bedt Erik være hos os Nytaarsaften, blev hun saa glad, den søde lille
Mo'r, som jeg i lange Tider ikke mindes at have sét hende. Og vi blev
siddende længe oppe sammen, som vi plejede før, og vi talte
fortroligt sammen, og vi græd sammen, men vi lo ogsaa, og Moder
vidste ikke alt det gode, hun vilde gøre mig.
Saa er det da besluttet. Imorgen kommer Erik, og naar Nytaarstimen
slaar paa det gamle Ur, vil ingen knaldende Champagnepropper
akkompagnere dets festlige Klokkespil, men stille vil jeg trykke
Eriks Haand og bede ham hjælpe mig med at gøre det nye Aar lykkeligt.
Forinden har jeg beskikket mit Hus. Jeg har iaften taget Afsked med
alle mine smaa Erindringer om _ham_. Jeg har brændt hans Breve, for
sidste Gang har jeg kysset dem, for sidste Gang har mine Taarer
vædet dem. Jeg har ogsaa brændt hans Billeder; værst var det at
slippe det, hvor han var en lille Dreng. Nu er det altsammen borte.
Dog Sløret, som laa i Skuffen mellem alt det andet, kunde jeg ikke
brænde. Moders og mit Slør. Jeg begravede mit Ansigt i det, og jeg
syntes, det var et levende Væsen, en trofast Veninde, tavs overfor
alle Andre, men hviskende til mig en mild og daarende Duft af dejlige
Minder. Jeg kunde ikke dræbe det. Det klappede bedende min Kind,
syntes jeg, jeg gav det Kys og Kærtegn; jeg græd i dets bløde Skød og
jeg lovede det, at det og jeg alle Dage skulde blive sammen. Jeg
svøber det om min Dagbog og gemmer dem, saa Ingen skal kunne finde
dem. Men kommer der ensomme Stunder, hvor jeg synes, Livet er altfor
graat og fattigt og ingenting, da søger jeg til mine to gamle
Fortrolige og mindes med dem den flygtige Tid, da Livets brogede
Mangfoldighed som en vidunderlig Aabenbaring benaadede min fattige
Ungdom.
Min Dagbog er endt. Og Aaret, jeg gik saa usikker ind i, er endt. Min
Skæbnes Aar blev det. Rigt paa Lykke og rigt paa Smærte. Var Lykken
eller Smærten størst? Jeg kan og vil ikke maale det. Jeg véd kun, at
jeg intet ønsker uskét.
Dejlige og forfærdelige Aar, med Tak skilles jeg fra Dig. Du har
skrevet mig mit Livs uforglemmelige Æventyr.