Nu véd jeg det: han vil aldrig se mig mere.
Gang efter Gang har jeg været paa hans Trapper, og jeg vovede ikke at
ringe paa. Endelig idag gjorde jeg det, og hans Pige kom ud og
sagde, at han ikke var hjemme. Det var ikke sandt. Jeg kunde se paa
hende, at hun havde Ordre til at afvise mig. Hun var forlegen, og hun
saá medlidende paa mig.
At han vil byde mig en saadan Ydmygelse.
* * * * *
Men jeg _vil_ se ham. Jeg _vil_ tale med ham. Han har ikke Lov at
handle med mig, som han gør.
Skønt, det er jo netop Sagen: han maa handle med mig akkurat, som han
vil. Han maa ydmyge mig og mishandle mig, -- jeg vil føle det som en
Fryd at blive pint af ham. Som en Hund vil jeg krybe for ham, lad ham
blot sparke mig bort -- jeg vender tilbage til ham og jeg giver ham
ikke Fred, før jeg faar Lov at blive hos ham.
* * * * *
Jeg har tænkt, at der maaske var en Anden, han holdt af og som kom
hos ham, og at det maaske var derfor, han ikke vilde se mig mere.
Jeg vil skrive til ham:
Tag hvem andre, Du vil. Hvis jeg ikke er Dig nok, hvis Du trænger
til Forandring -- saa i Guds Navn. Jeg forstaar det. Du er
Kunstner. Du behøver nye Indtryk, nye Paavirkninger. Jeg er en
dum og ubetydelig lille Pige, jeg er intet udover det, at jeg
elsker Dig. Men Du skal altsaa vide, at jeg uden Vrede sér Dig
tage en Medhustru.
Det eneste, jeg forlanger, er, at Du ikke derfor slipper mig. Jeg
vil -- trods alt og alle -- blive ved ogsaa at have Dig. Og jeg
vil være den, der er hos Dig, naar alle Andre har forladt Dig.