For første Gang har vi spadseret sammen paa Gaden. Jeg havde sagt til
ham, at jeg iaften vilde se Feststadsen i Følge med ham. Han rynkede
Brynene og spurgte, om det var fornuftigt. Jeg svarede, at det var
mig saa fuldkommen ligegyldigt. Jeg _vilde_ nu være sammen med ham,
om vi saa skulde i Avisen for det bagefter.
Forresten tror jeg saamæn ikke et Menneske tog Notits af os. I
Trængslen og den loyale Feststemning smeltede Folk saa yndigt sammen,
at de glemte det dagligdags Stivstikkeri. Det nyttede jo dog ikke at
forlange Præsentation og Visitkort af alle de Arme og Ben, man kom i
selskabelig Forbindelse med den Aften.
I Begyndelsen var han ikke rigtig i Humør og vilde absolut forsvinde
med mig ind i u-illuminerede Smøger, hver Gang han saá et bekendt
Ansigt. Men efterhaanden betoges ogsaa han af den familiære Noæh
Ark-Stemning, og vi endte ganske dumdristigt, Arm i Arm, ved
Fyrværkeriet i Tivoli.