Da Klokken iaften slog syv fra Sankt Nikolaj, gled en høj tilsløret
Dameskikkelse fra Lille Kongensgade ud paa Kongens Nytorv. En høj
Herreskikkelse, med Pelskraven op om Ørene, styrede i samme Nu imod
hende. En Vogn var lige efter Herren. Kusken smækkede Døren op. Det
formummede Par forsvandt ind i Vognen, der derefter ilsomt bortførte
det.
Faa Minutter efter holder en Vogn inde i en mørk Port. Kusken er
sprungen ned og trykker paa en Klokkeknap ved en Dør. En Slaa skydes
fra indvendig. Døren aabnes, og i hvidt elektrisk Lys viser en
kjoleklædt Kavallér sig, bukkende. Han lukker Vogndøren op, en
pelsklædt Herre hjælper en tilsløret Dame ud. Den kjoleklædte iler i
Forvejen op ad nogle Trapper: »Denne Vej, om Herskabet behager. Jeg
har reserveret det røde Kabinet.«
-- -- -- Saadan var den lovende, nogenlunde romantiske Begyndelse paa
en Aften, der væsenligst blev en Skuffelse.
Jeg undser mig næsten ved at bekende det: jeg var ikke langt fra at
kede mig. I tre lange Timer varede Festen. Vi spiste -- en Mængde
gode Sager, men jeg havde ingen Appetit. Vi drak -- naturligvis
Champagne, men jeg maatte være svært forsigtig for at kunne komme
»pæn« hjem. Saa sad vi forresten og konverserede saa dannet og saa
artigt, som om vi var til Konfirmations-Familiemiddag hos Professor
Magens.
Men det, der ærgrede mig allermest, var, at min Don Juan
tilsyneladende fandt Aftenen særdeles vellykket. Han satte sig, efter
at vi havde spist, mageligt tilrette i en Lænestol, nippede
velbehageligt til sin Likør og nød sin Cigar i dovne, soignerede
Drag, betragtende mig velvilligt og talende til mig i en godmodig
onkelagtig Tone, som om jeg var et Pattebarn.
Midt under det Hele spurgte han: »Naa, er det saa saa farligt at
drikke Champagne sammen med mig?«
Nej, det ved Gud, _farligt_ var det saamæn ikke. Men hellerikke
morsomt, min Herre.
Jeg spekulerer paa, om det var en Komedie, han spillede med mig,
eller om han af Naturen er saa henkogt.
Der var et Øjeblik, straks vi kom ind i Restaurationskabinettet og
Opvarteren havde trukket sig tilbage, hvor jeg syntes, han var en
helt anden. Jeg stod foran et Spejl og tog Overtøjet af. Han stod
bagved mig og hjalp mig galant. Da jeg tilsidst med min Lommekam
havde givet Pandefrisuren en lille Overhaling og vendte mig om, greb
han min Haand og sagde: »Maa jeg saa se rigtigt paa Dem!«
Jeg sagde: »Naa, er det en Skuffelse? Fortryder De, at De skal ofre
en Aften paa mig grimme Pige?«
»Grim!« -- svarede han. »Nej tværtimod.« Han stod lidt og betænkte
sig. Saa sagde han: »Jeg haaber ikke, De forlanger Komplimenter.
_Smuk_ er De ikke. Men De er aldeles nydelig. De er saa fin og ung
som et Majløv. De har en Teint som Frugtblomster, og jeg har aldrig
set en Mund, der ligner et Kirsebær til den Grad som Deres.«
Han sagde disse Ord ganske jævnt, ligesom om han med Vilje vilde
afdæmpe dem. Men Klangen var saa blød og sandfærdig; hans Blik
straalede saa varmt og saa lykkeligt. Det var en vidunderlig Følelse,
der i det Øjeblik gennemstrømmede mig, en Følelse af svimmel
Salighed, af Triumf og Svaghed.
Jeg kom til Besindelse ved, at han med dagligdags Stemme fortsatte:
»Jeg vilde gærne have Lov at kysse Dem.«
Hvor grimt, hvor dumt. Akkurat som da han forleden begyndte med at
meddele mig, at Drosken ventede.
Jeg svarede ham strængt og alvorligt: »Nu skal jeg sige Dem noget,
Hr. Mørch, og Forord bryder ingen Trætte. Jeg vil gærne være sammen
med Dem iaften, den Letsindighed har jeg nu engang besluttet mig til.
Men De skal værs'god opføre Dem saadan, at jeg ikke altfor meget skal
angre denne Aften. Husk, hvad De har lovet mig.«
»Ja,« sagde han, »netop derfor var det, jeg spurgte, om jeg maatte
kysse Dem. Havde vi ikke haft den Aftale fra forleden, havde jeg
kysset Dem uden Forlov. Men jeg staar ved mit Ord: jeg er overfor Dem
ganske, som De selv vil have mig. Og saa taler vi ikke mere om det.«
Han sagde det høfligt og smilende, uden synligt Spor af Skuffelse
eller Fornærmethed. Og Resten af Aftenen var han stadig lige høflig,
veltilfreds og smilende. Dog, hvor forandret!
At den uforstyrrelige Bonvivant, der ved Souper'en og bagefter med
overbærende Velvilje underholdt sig med en naturligvis altfor dum og
ubetydelig lille Pige, var den Romeo, der lige i Forvejen havde gjort
samme lille Julie hed i Kinderne -- nej, det var endnu mere
ufatteligt end den pludselige Forvandling, der forleden skete med
ham. Hvordan mon han _egenlig_ er? Han gør i Grunden slet ikke
Indtryk af at være Skuespiller; tværtimod, der er saa lidt Positur
ved ham. Alligevel har jeg en Fornemmelse af, at han hele Tiden
spiller Komedie, og at det morer ham at forvirre mig ved at give nu
en, nu en anden Rolle.
-- -- Han fik da at vide, hvem jeg var. Jeg maatte jo holde mit
Løfte. Jeg tror nok, han blev _i høj Grad_ overrasket, skønt han ikke
vilde lade sig mærke med det. Han sagde blot: »Ja, saa!« og kiggede
saa underligt hen paa mig. Han havde vist alligevel ikke troet, at
jeg var af _saa_ pæn Familie. Men i det Hele taget gav min
Demaskering ham vist meget at tænke paa.