Imorgen var det, jeg skulde møde Hr. M. udenfor Nordbanestationen.
Jeg maa dog til Ære for mig selv bemærke, at det ikke et eneste
Øjeblik er faldet mig ind at gaa til Stævnemødet.
Han kommer naturligvis heller ikke. Erik sagde jo, at han aldrig
reflekterede paa de anonyme Breve, han fik.
Sæt nu alligevel han kom. Det vilde være forfærdelig morsomt bare at
se ham spankulere om paa Mødestedet. Den Vigtigpraas med sine
indbildske sorte Øjne. Jeg ser ham i Tankerne, med Pelskraven op om
Ørene og Stokken under Armen.
Ak, gid han kom, og jeg, selv usét, kunde se ham.
Jeg tror, jeg lokker Erik til at spadsere en Tur med mig imorgen
Eftermiddag. Hvis M. saa er der, dyer jeg mig ikke for at fortælle
Erik, at det er mig, som han venter paa.