Jeg sad ved Vinduet i Formiddags. Sneen faldt stille og blødt, i
store Flager, rigtig det jeg kalder en Julesne -- hvide Vinterfugles
sagte dalende, sindigt kresende Myriader.
Der kom henad den mennesketomme Vej en Vogn med hvid Kaleche og hvid
Kusk og dragende to sorte Furer i den dunbløde Sne. Vognen holdt
udenfor vort Genbohus. Det var »Favoritindens« Karet. Hun hoppede ud,
var allerede henne ved Porten, og allerede havde Vognen igen sat sig
i Bevægelse. Da vendte hun sig rask om, slog Sløret tilside og kaldte
Kusken an for at give ham en Besked.
Det var kun et flygtigt Syn, men jeg glemmer det ikke. Jeg glemmer
ikke det Skær af -- ja af Sejr og Lykke, der var over hendes
Skikkelse og Ansigt. Den sorte Pels stod aaben, hun bar en Brystbuket
af lyserøde Roser, og Ansigtet var selv en lyserød Rose, tittende
frem af det sorte Kniplingsslør. Med den ene Haand løftede hun Kjolen
graciøst, den anden -- Handsken var straagul -- holdt Sløret tilside.
Snefuglene flagrede ned om hende, hun stod dér som Foraar i Sne, saa
varm og frisk, saa faur og fin.
Saa var det yndige Syn borte. Porten lukkede sig efter det.
Men pludselig faldt det mig ind, at det var første Gang, jeg havde
set hende komme ved højlys Dag, og at jeg i den sidste Uge slet ikke
havde set den anden unge Dame, hende, der plejede at besøge min Genbo
om Formiddagen.
Var hun syg eller bortrejst -- eller skulde det helt være forbi for
hende? Døren ubarmhjærtigt lukket, Rivalinden Eneherskerinde?
Og jeg saá paa de grimme sorte Furer, Vognen havde draget i den hvide
Vej, saá paa dem, mens de langsomt fyldtes af den dulmende, dækkende
Sne, indtil de kun tegnede sig som mindende Ar.