Denne Bog har jeg faaet til Jul af Moder. Jeg vil her nedskrive
oprigtigt og sandfærdigt alle mine Oplevelser og Tanker. Jeg vil ikke
smigre for mig selv, men tage med baade det gode og det onde. Paa den
Maade vil min Dagbog kunne blive mig som et lærerigt Spejl. Men naar
Bogen er sluttet -- vil den da berette om et lykkeligt eller
sørgeligt Liv, vil den være en Roman med spændende Hændelser eller
vil den være -- ak! -- slet ingenting? Herom spørger jeg med
nysgærrig Uro mig selv, idet jeg skrider til mit Værk.
Saa anbefaler jeg da mig og min Bog til en naadig Skæbne og alle gode
Magter.
Kjøbenhavn, Forhaabningsholms Allé, den 27de December 1891.
_Julie Mathilde Magens_,
født d. 23. April 1872,
Datter af Blomstermaler, Professor
_Holger Magens_.
Nytaarsnat, Kl. 12½.
Hvor højtidelig en Tanke, at det gamle Aar nu er endt og et nyt
rinder frem i Vinternattens Mulm og Mørke. Et Aar er atter svundet --
hvad har det bragt mig? Et nyt begynder -- hvad vil det bringe? Det
første kan jeg besvare. Det gamle Aar har intet bragt. Naar jeg
tænker tilbage paa det, ligger det for mig som en lang lige Landevej,
uden Farver, uden Brydninger, uden Afveksling. En Række af stille
Dagsmarcher, altid lige lange, altid i samme Retning og i samme
tungsindige Omgivelser. Om Formiddagen følgende Billede: min søde
lille Mo'r og jeg spadserer ned ad Gl. Kongevej, ind til Byen for at
besørge Ærinder. Vi gaar hurtigt og glider gennem de mange Mennesker,
ligesom vi ikke hørte til iblandt dem. Vi kender kun faa, og færre
kender os. Alligevel kender vist alle os. Vi hører til Rutens faste
Figurer. »Enken med sin Datter« kaldte engang en Herre os, idet vi
gik forbi. Baade Moder og jeg kom til at smile ad Bemærkningen; den
var virkelig rammende. Moder lille og spinkel, altid sortklædt; jeg
høj og tynd -- vistnok lidt ranglet, -- desværre ikke særlig
velklædt, dog, med faa Midler, net. Vi standser ikke paa vor Vej, vi
gaar ufortrødent, som om det var en Forretning for os at gaa, og vi
ser hverken til Højre eller til Venstre. Det sidste er forresten ikke
fuldkommen sandfærdigt. D. v. s. Mo'r ser ret frem, men jeg kigger
med Øjenkrogene til begge Sider.
... Vi kommer hjem, og Middagen oprinder. Familien samles. Hvor der
er koldt i vor Spisestue -- til Trods for de Rosenguirlander og
Sydfrugter, hvormed Fader har dekoreret Væggene. Først sætter Moder,
Frantz (en lang opløben 16 Aars Dreng) og jeg os tilbords. Saa træder
Fader ind fra sit Atelier. Han er meget høj og mager, er altid i
graat Tøj med langskødet Frakke, han fryser altid og fejler altid et
eller andet. Jeg tror, det er ham, der bringer Kulde med sig ind i
Stuen. Fader ser skarpt paa os gennem sine Guldbriller, nikker og
sætter sig uden at sige et Ord. Og vi spiser vor Mad, som om det var
en tung Pligt, vi opfyldte. Vi spiser det mindst mulige for at blive
færdige i en Fart. Derfor er vi alle saa tynde ligesom Planter, der
vokser i Skygge. Det Billede faldt mig ind en Dag, vi rejste os fra
Bordet. Som vi stod dér, tre lange og en lille, kom jeg pludselig til
at huske paa en Kala, vi en Gang havde. Vi troede, den var gaaet ud,
og havde stillet den til Side i et mørkt Gaardværelse. Saa en
Formiddag kom jeg derind og saá, at den var skudt op igen med fire
spinkle hvidlig-grønne Stilke, der paa Toppen bar smaabitte
gennemsigtige Blade. -- -- Konversationen ved Middagsbordet kan just
ikke kaldes animeret. Den indledes med, at Moder spørger Fader:
»Hvordan har Du det idag, Holger? Har det været slemt med Hovedet?«
Herpaa er Svaret: »Om det ikke var andet end Hovedet. Men de
forbandede Rygsmerter piner Livet af mig.« Næste Dag begynder Moder
med Ryggen, og det slaar da ikke Fejl, at nu er det Hovedet, som er
det mest pinagtige.
Resten af Middags-Underholdningen adresseres til den arme Mosjø
Frantz, som har et righoldigt Synderegister. Frantz, der er i
næstøverste Latinklasse, mistænkes stadig for Dovenskab og letsindigt
Levned, saasom overdreven Nydelse af Tobak, Smug-Toddyer osv. Ogsaa
vækker han min æstetiske Papas Ærgrelse ved et leddeløst labansagtigt
Væsen, en smagløs Behandling af Kniv og Gaffel, Rokken paa Stolen,
usoignerede Negle m. m. Saaledes krydres vor Mad paa den lifligste
Maade.
Aftenen er Døgnets Oase -- naar Frantz er gaaet til sine Lektier
eller sin Smugtoddy og Fader Kl. 10 har sagt Godnat. Da sidder Mo'r
og jeg og taler fortroligt sammen. Vi aabner for Kakkelovnen, saa
Ilden lyser ud gennem Risten, sætter rød Skærm over Lampen og gør os
det mageligt i Sofaen. Hvad vi taler om? Om Alt og Intet, det højeste
og det laveste; om hvad der har staaet i Bladene, om Bøger, vi har
læst, om Livets store Problemer, om Familiebegivenheder baade nu og i
gamle Dage, men mest taler vi om Kærlighed. At høre Mo'r tale om
Kærlighed er saa smukt og rørende, at jeg altid ender med at græde.
Stakkels lille Mo'r, som har et saa stort og varmt Hjærte og som er
skabt til nænsom Behandling af Livet. Sikkert maa hun en Gang i sine
unge Dage have oplevet en Roman. Det kan ikke være Minder fra hendes
Ægteskab, der fylder hendes Sind med saamegen Poesi. Thi Fader tog
hun først, da hun var 27 Aar og hendes Forældre var døde -- uden at
efterlade sig noget. Allerdejligst er det dog, naar Moder fortæller
om sit Hjem, hvor det gik saa fornemt og lystigt til, med musikalske
Soiréer, Baller og Kanefarter. Ak! Bedstefa'r, Bedstefa'r, hvor kunde
Du ogsaa sætte alle dine Penge overstyr, saa der slet ingen
Fornøjelser blev tilovers til din arme Datterdatter! Og Du skønne, Du
vidunderlig dejlige Bedstemo'r, Du, om hvem Sagnet beretter saare
smukke, men ikke ganske artige Æventyr -- hvorfor har jeg dog ikke
kendt Dig, Du brillante Kvindemenneske, der paa din Bryllupsdag lod
Bedstefader bortføre Dig midt under Middagen og kørte med ham i
Firspands Kane ud paa Landet til den festligt beredte Kro, hvor I to
saa fortsatte Gildet, I to alene.
Om I fra Eders sikkert straalende og glade Himmel følger Eders Slægts
jordiske Færd, vil I have følt Sorg og Medynk over den Nytaarsaften,
Moder og jeg har fejret. Nej, i vort Hus er ikke, som Skik var i
Eders, det gamle Aar blevet hædret med rungende Skaaler om et
bugnende Festbord, og ikke er det nye Aar hilst velkommen med
Champagneproppers Salut.
Ganske alene har vi siddet, Moder og jeg, og ventet paa det nye Aar.
Hver i sin Krog af Sofaen sad vi og krøb sammen, sad i to lange
Timer, uden at have Humør til at begynde vor sædvanlige Passiar. Men
da Taffelurets gamle slidte Klokkeværk med spinkle besværlige Toner
begyndte sin Midnatskimen, rettede vi os op og lyttede, og en Angst
paakom mig. Dumt var det, men jeg syntes, at nu slog Afgørelsens
Stund for mig. Hvert af Urets Klokkeslag klang i mine Øren som et »Nu
din Tid! Nu din Tid!« -- indtil Værket endte med en klirrende Raslen,
der lød som Kanebjælder.
Saa tog Mo'r mig i sine Arme, bøjede mit Hoved ned til sit og sagde,
mens hun kyssede mig: »Du, min lange, kære, grimme Unge, Vorherre
gøre det nye Aar lyst og lykkeligt for Dig.« Og da jeg svarede: »Tak
for det gamle, lille Mo'r!« -- klappede hun mig paa Kinden og sagde:
»Du har desværre saa lidt at takke for.« Og lidt efter, med Taarer i
Øjnene: »Min egen Unge, Du har det ikke godt herhjemme, jeg véd det.
En anden Sag er det, naar man som jeg er færdig med Livet; men ungt
Blod trænger til Sol og Lykke.« »Jeg har jo Dig, lille Mo'r,«
hviskede jeg. Hun rejste sig, smilede og sagde saa pudsigt skælmsk,
som hun undertiden kan være: »Er de unge Piger nuomstunder saa
nøjsomme?« Saa sagde vi Godnat og gik hver til Sit.
Hvad hun mente, véd jeg. Hun mente Erik. Ja, Du kære Ven i det
Fjærne, hvis faa og korte Breve har været de flygtige Stjærneskud i
Aarets Mørke, Du skulde bare ane, hvilke farlige Planer der her
lægges mod din Frihed. Monstro Du da nogensinde vendte hjem? Aa jo,
det gjorde Du dog vist. Men om Du anede, hvor stygt, hvor ufint jeg
egenlig spekulerer i Dig, da vilde Du med Rette foragte mig. Spørger
jeg nemlig mig selv, om jeg elsker Dig, bliver Svaret: Nej. -- Og
alligevel, hvis Du i dette Øjeblik traadte ind ad Døren og spurgte,
om jeg vilde gifte mig med Dig, svarede jeg uden Tøven: Ja. -- Thi
Du er den eneste Redningsplanke, jeg øjner -- den eneste, der kan
føre mig bort fra det triste Vrag, som Hjemmet her er. Og jeg skriger
det ud i denne Nytaarsnat: Hjælp, Hjælp! ... Om Du hørte mit Nødraab
og om Du kom til mig, jeg lover Dig, at jeg skulde blive Dig en god
og trofast Hustru, altid holde af Dig og aldrig glemme, hvad jeg
skyldte Dig. Jeg har lært at slaa af paa mine Fordringer til Livet.
Nu er alt det, jeg beder om: Frihed. Ja, Moder, Du havde Ret, jeg har
ikke haft det godt ... Jeg tørster efter at drikke Sol og Varme, jeg
er en stakkels bleg Kalastilk i et koldt Gaardværelse.
-- -- -- Jeg har nu læst igennem det, jeg har skrevet, og jeg skammer
mig over mig selv. Her har jeg, Julie Magens, i Skolen Uglspil
kaldet, siddet og ladet Blækket flyde som Taarer fra min Pen. Skam
Dig, min gode Pige, tør dine Øjne og sæt et venligt Ansigt op til det
nye Aar. Naturligvis har det noget godt med til dig -- naar bare Du
selv rækker Haanden frem. Maaske allerede nu til Morgen det bringer
mig en Hilsen fra Erik. Men faar jeg imorgen -- eller rettere idag
-- en Nytaarshilsen fra Erik ...
... da let paa Taa
I Piger smaa,
for da skal Dansen gaa
og Julies Bryllup staa.
Det Vers er af mig selv.
1ste Januar.
Altsaa har jeg Grund til at være i Perlehumør: der var Brev til mig
fra Erik. Ovenikøbet et langt Brev med forelsket Længsel efter
»Plejesøster« Julie. Erik har omtrent brugt de Penge, hans Fader gav
ham til at studere for i Wien; han har tillige smigrende Tilbud om et
Slags Kompagniskab med en af de mest ansete yngre Arkitekter her.
Hvis nu bare hans Fader vilde forstrække ham med den fornødne
Kapital, vender han hjem allerede om faa Uger, og »jeg har da« --
skriver han -- »noget meget vigtigt at tale med Dig om.«
Med andre Ord: om en Maaned er jeg forlovet med Arkitekt Erik Glerup,
og til April holder vi Bryllup. Vi flytter ind i en 5 Værelsers
Lejlighed, vi faar Møbler efter de Tegninger, Erik lavede sidste Jul,
da vi for Spøg talte om, hvordan vi helst vilde have en Lejlighed
udstyret; vi faar det i alle Retninger smukt og behageligt; vi fører
et maadeholdent selskabeligt Liv, vi gaar en Gang imellem i Teatret
paa gode Pladser, vi bliver agtede og ansete, vi skylder ikke Nogen
noget, vi lægger tværtimod lidt op hvert Aar, og for hvert ti Tusind,
vi lægger op, tillader vi os en ny Komfort. Vi ender som Velhavere og
Etatsraad, R. af D., p. p.
Og naar saa Etatsraadinde Julie Glerup, Formand i Foreningen
»Pattebørns Ernæring«, mæt af Dage og Menneskenes Agtelse indgaar til
en salig Død, da vil hun med sit sidste Blik skue tilbage over et
Liv, som er graat-graat, prosaisk-hæderligt, hæderligt-kedsommeligt,
som er netop det, hun altid har hadet og afskyet mest.
Men skønt hun i dette Øjeblik, endnu hverken prosaisk eller hæderlig
eller Etatsraadinde, véd paa en Prik, hvordan Fremtiden vil blive,
naar hun gifter sig med den gode, den hæderlige og den dygtige Erik,
saa gør hun det alligevel, gør det, fordi hun er en fejg Person, der,
trods al sin kætterske Menen og Villen kryber i et Musehul for Folks
Fordømmelse og kun i sine Tanker og Drømme vover sig væk fra den
Muldklump, hvor hun finder en sikker Føde. Bevistes hendes Fejghed
ikke tydeligt nok for 3 Aar siden, da hun forlod sine Forældres Hus
med en heroisk Erklæring om, at nu holdt hun det ikke ud længer, og
saa fem Timer efter vendte hjem som en uartig lille Pige til Faders
Tugt og Moders Klage?
Naar jeg betænker, at denne latterlige Flugt er mit Livs »Stordaad«,
da erkender jeg rødmende, at jeg ikke er skabt til noget mere
epokegørende end Etatsraadinde; at jeg tværtimod paa mine bare Knæ
bør takke Himlen, om jeg naaer saa vidt.
Altsaa: Hurra for Eriks Brev! Det er mit Jule-Evangelium. Det lover
mig, at jeg inden Sankte Hans skal blive Frue og Genstand for
Kusinernes Misundelse. Hurra! Det er altid noget.
-- -- I Nytaarsdags højtidelige Anledning har vi været til
Gala-Familie-Middag hos Bedstemoder. Af Faders Moder at være er
Bedstemoder en mærkeligt elskelig Kone. I Grunden tror jeg, hun
ærgrer sig lumsk over Fader, forsaavidt man tør bruge et saa stærkt
Ord om Bedstemoders Følelsesliv. Hun sidder ubevægelig, plantet
mellem Puder, i sin stive Mahognitræs Sofa, hvorover salig Farfaders
Billede i Oliemaleri -- Faders Debutarbejde -- hænger, en stram,
mager, asketisk Prælatskikkelse i biskoppeligt Silkeornat og med
Ordensbaand om Halsen. Bedstemoder ligner en Voksfigur, ikke en Fiber
sitrer i hendes store regelmæssige, af en pibet Kappestrimmel
indrammede, hvide Ansigt, og i de sidste Par Aar har hun end ikke
haft et Strikketøj mellem sine Hænder. Hun sidder som et Sindbilled
paa den for al jordisk Bekymring og Uro lutrede Alderdom, og hun
taler med en Stemme, der har akkurat samme højtideligt dybe Klang,
enten den udtrykker Glæde eller Sorg, og saa langsomt, som om hun for
hvert Ord maatte huske sig om for at finde det. Men i det udslukte
Ansigt lyser to store, rare, mørke Øjne med en underlig stærk Glød.
De kan se saa fast og kærligt paa En, saa ransagende og mildt
forstaaende, at man kunde faa Lyst til at kaste sig om Halsen paa
hende og græde alle sine dumme Sorger ud ved hendes gamle rolige
Hjærte.
Spisesedlen ved Bedstemoders Nytaarsmiddag er lige saa uforanderlig
som hun selv: en rigtig Familie-Suppe, stærk, krydret og duftende,
med mange Urter og Kødboller, kogt Rødspætte, en vældig saftig og rød
Oksesteg samt hjemmebagt Æblekage. Dertil en Rødvin, som der ikke
ødsles med, men som det ogsaa næsten er Synd at drikke, saa berusende
dejligt lugter den -- en Efterladenskab fra min for femten Aar siden
afdøde højærværdige Bedstefader -- og ved Desserten et Glas Madeira.
Egenlig morsomme er Bedstemoders Middage ikke. Og dog, hvor lunt,
hvor hyggeligt er der ikke hos hende! Al Mislyd maa forstumme i
hendes stille Gammelkone-Stuer, selv Fader gør sig Umage for at være
i behageligt Humør. Og hvilken velsignet Appetit giver det ikke at se
Bedstemoder med sine milde Øjne vaage over, at vi alle faar noget,
der er rigtig godt og lækkert, og høre hendes gæstfri Opfordringer
til at forsyne os. Jeg maa smile ved Tanken om, hvordan jeg propper
mig ved disse Middage, hvor vi giver os god Tid, og hvor Retterne
frembæres med festlig Værdighed af en gammel Pige med sirligt hvidt
Smækkeforklæde. Jeg vil nu slet ikke tale om Frantz, for han hugger i
sig med en ligefrem upassende Forslugenhed.
Ved Desserten løfter Bedstemoder sit Glas og siger -- hvert Aar de
samme Ord: »Saa drikker vi paa et glædeligt Nytaar for os Alle, men
mest for de Unge.« Da jeg idag klinkede med hende -- jeg sad ved
Siden af hende -- saá hun længe paa mig med sine store Øjne og sagde
saa: »Din Skaal!« »Tak, Bedstemo'r.« Hun saá længe paa mig og sagde
omsider: »Har jeg maaske ikke Ret?« »I hvad, Bedstemo'r?« Hun rystede
paa Hovedet: »Jeg siger ikke mere. Jeg spørger kun.« Jeg blev rød,
men de Andre lo.
Mon Nogen har talt til hende om Erik? Eller hvad mente hun?
Bedstemoder er ikke rig; hun har akkurat saa meget, at hun kan leve
nogenlunde sorgfrit med sine smaa Fornødenheder, men ved at spare til
daglig faar hun Raad til at stikke snart et, snart et andet til os,
et Par Kroner til Teaterbilletter eller et Guldstykke til at købe
noget nyttigt for. Hendes Gaver overrækkes os altid paa en fordulgt,
hemmelighedsfuld Maade, og hun kan ikke lide, at vi taler om, hvad vi
har faaet af hende. Da jeg f. Eks. idag efter Middagen sad i Sofaen
hos hende, mærkede jeg, at hun trak sagte i min Kjole. Jeg kiggede
ned og saá, at hun havde puffet noget hvidt over til mig. Det var 2
Tokronestykker, omhyggelig indsvøbte i Papir, og paa Papiret stod
der: »Til Dig og Frantz, at se det nye Teaterstykke for.«
Paa Onsdag -- hvis vi kan faa Billetter -- skal vi til _Suleima_. Jeg
glæder mig forfærdeligt, Du kære, gode Bedstemoder.