1. Ligeså, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for
at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes
uden Ord ved Hustruernes Vandel,
2. når de iagttage eders kyske Vandel i Frygt.
3. Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Hårfletning og
påhængte Guldsmykker eller Klædedragt,
4. men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Ånds
uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud.
5. Thi således var det også, at fordum de hellige Kvinder, som
håbede på Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres
egne Mænd,
6. som Sara var Abraham lydig, så hun kaldte ham Herre, hun, hvis
Børn I ere blevne, når I gøre det gode og ikke frygte nogen
Rædsel.
7. Ligeså I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som
med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der også ere
Medarvinger til Livets Nådegave, for at eders Bønner ikke skulle
hindres.
8. Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod
Brødrene, barmhjertige, ydmyge;
9. betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men
tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle
arve Velsignelse.
10. Thi "den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin
Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig;
11. han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter
den!
12. Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres
Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt."
13. Og hvem er der, som kan volde eder ondt, dersom I ere nidkære
for det gode?
14. Men om I også måtte lide for Retfærdigheds Skyld, er I salige.
Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke;
15. men helliger den Herre Kristus i eders Hjerter, altid rede til
at forsvare eder over for enhver, som kræver eder til Regnskab
for det Håb, der er i eder, men med Sagtmodighed og Frygt,
16. idet I have en god Samvittighed, for at de, der laste eders gode
Vandel i Kristus, må blive til Skamme, når de bagtale eder som
Ugerningsmænd.
17. Thi det er bedre, om det så er Guds Villie, at lide, når man gør
godt, end når man gør ondt.
18. Thi også Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for
uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han, som led
Døden i Kødet, men blev levendegjort i Ånden,
19. i hvilken han også gik hen og prædikede for Ånderne, som vare i
Forvaring,
20. som fordum vare genstridige, dengang Guds Langmodighed ventede i
Noas Dage, medens Arken byggedes, i hvilken få, nemlig otte,
Sjæle bleve frelste igennem Vand,
21. hvilket nu også frelser eder i sit Modbillede som Dåb, der ikke
er Fjernelse af Kødets Urenhed, men en god Samvittigheds Pagt
med Gud ved Jesu Kristi Opstandelse,
22. han, som er faren til Himmelen og er ved Guds højre Hånd, efter
at Engle og Myndigheder og Kræfter ere ham underlagte.