1. Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner
omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder
os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,
2. idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for
den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han
ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af
Guds Trone.
3. Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig
af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i
eders Sjæle,
4. Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod
Synden,
5. og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til
Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller
ikke forsagt, når du revses af ham;
6. thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig
hver Søn, som han tager sig af."
7. Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med
Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?
8. Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere
I jo uægte og ikke Sønner.
9. Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi
følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under
Åndernes Fader og leve?
10. thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han
gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed.
11. Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være
til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld
dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
12. Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
13. og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal
vrides af Led, men snarere helbredes.
14. Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden
hvilken ingen skal se Herren;
15. og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen
bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
16. at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for
een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
17. Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve
Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for
Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.
18. I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til
Mulm og Mørke og Uvejr,
19. og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de,
der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem.
20. Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr
rører ved Bjerget, skal det stenes".
21. Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og
bæver."
22. Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad,
til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i
Højtidsskare
23. og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene,
og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede
retfærdiges Ånder
24. og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens
Blod, som taler bedre end Abel.
25. Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de,
som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden,
ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os
bort fra ham, der taler fra Himlene,
26. han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet
og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men
også Himmelen."
27. Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der
rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting,
der ikke rystes, skulle blive.
28. Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så
lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans
Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
29. Thi vor Gud er en fortærende Ild.