1. Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og
en jordisk Helligdom.
2. Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen
var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige.
3. Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det
Allerhelligste,
4. som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt
beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen,
og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler,
5. men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede
Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis.
6. Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed
ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten;
7. men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året,
ikke uden Blod,hvilket han ofrer for sig selv og Folkets
Forseelser,
8. hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen
endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu
står,
9. hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og
stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i
Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter
sin Gudsdyrkelse,
10. men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige
Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette
Ordnings Tid.
11. Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik
han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort
med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning,
12. og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit
eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig
Forløsning.
13. Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at
stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed:
14. hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd
frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra
døde Gerninger til at tjene den levende Gud?
15. Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede,
da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne
under den første Pagt, må få den evige Arvs Forjættelse.
16. Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død,
som har oprettet Pagten, skal godtgøres.
17. Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde
træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever.
18. Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod
19. Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele
Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld
og Isop og bestænkede både Bogen selv og hele Folket, idet han
sagde:
20. "Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har pålagt eder."
21. Og Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han
ligeledes med Blodet.
22. Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods
Udgydelse sker der ikke Forladelse.
23. Altså var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske
Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre
Ofre end disse.
24. Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med
Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve
Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os;
25. ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom
Ypperstepræsten hvert År går ind i Helligdommen med fremmed
Blod;
26. ellers havde han måttet lide mange Gange fra Verdens
Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes
Fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer.
27. Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og
derefter Dom,
28. således skal også Kristus, efter at være bleven een Gang ofret
for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for
dem, som foruente ham til Frelse.