1. Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride
frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med
Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
2. med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og
evig Dom.
3. Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
4. Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den
himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
5. og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og
som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til
Omvendelse
6. da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
7. Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og
frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også
dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
8. men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og
Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
9. Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det
bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
10. Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders
Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet
I have tjent og tjene de hellige.
11. Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter
den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
12. for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved
Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
13. Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv,
fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
14. "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt
mangfoldiggøre dig."
15. Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
16. Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al
Modsigelse til Stadfæstelse.
17. Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit
Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
18. for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt,
at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som
ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran
os,
19. hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og
går ind inden for Forhænget,
20. hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter
Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.