1. Men som Medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må
have modtaget Guds Nåde;
2. (han siger jo: "På en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og på en
Frelsens Dag hjalp jeg dig." Se, nu er det en velbehagelig Tid,
se, nu er det en Frelsens Dag;)
3. og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke
skal blive lastet;
4. men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor
Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster,
5. under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i
Nattevågen, i Faste,
6. ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed,
ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed,
7. ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både
til Angreb og Forsvar;
8. ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere
og dog sanddru;
9. som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som
de, der tugtes, dog ikke til Døde;
10. som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange
rige; som de, der intet have, og dog eje alt.
11. Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er
udvidet.
12. I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders
Hjerter.
13. Men ligeså til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), må også I
udvide eders Hjerter!
14. Drager ikke i ulige Åg med vantro; thi hvad Fællesskab har
Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke?
15. Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad
Delagtighed har en troende med en vantro?
16. Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den
levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: "Jeg vil bo og vandre
iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit
Folk."
17. "Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren,
og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder,"
18. "og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og
Døtre, siger Herren, den Almægtige." (Kap. 7.) 1 Derfor,
efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! så lader os rense
os selv fra al Kødets og Åndens Besmittelse, så vi gennemføre
Hellighed i Guds Frygt!
2.Korinterne 7
2. Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen
bedraget.
3. Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at
I ere i vore Hjerter, så at vi dø sammen og leve sammen.
4. Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af
eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al
vor Trængsel.
5. Thi også da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men
vi trængtes på alle Måder: udadtil Kampe, indadtil Angster.
6. Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved
Titus's Komme;
7. dog ikke alene ved hans Komme, men også ved den Trøst, hvormed
han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders
Længsel, eders Gråd, eders Nidkærhed for mig, så at jeg glædede
mig end mere.
8. Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det
ikke. Om jeg også har fortrudt det, - jeg ser jo, at hint Brev,
ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, -
9. så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over,
at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter
Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os.
10. Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse
til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker
Død.
11. Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor
stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja
Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! På enhver Måde
beviste I, at I selv vare rene i den Sag.
12. Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som
gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for
at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds
Åsyn.
13. Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end
yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Ånd har fået
Vederkvægelse fra eder alle.
14. Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke
bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed
til eder, således er også vor Ros for Titus bleven Sandhed.
15. Og hans Hjerte drages inderligere til eder, når han mindes
Lydigheden hos eder alle,hvorledes I modtoge ham med Frygt og
Bæven.
16. Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide på eder.