1. Men i Antiokia, i den derværende Menighed, var der Profeter og
Lærere, nemlig Barnabas og Simeon, med Tilnavn Niger, og
Kyrenæeren Lukius og Manaen, en Fosterbroder af Fjerdingsfyrsten
Herodes, og Saulus.
2. Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd:
"Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har
kaldet dem."
3. Da fastede de og bade og lagde Hænderne på dem og lode dem fare.
4. Da de nu således vare udsendte af den Helligånd, droge de ned
til Seleukia og sejlede derfra til Kypern.
5. Og da de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i
Jødernes Synagoger; men de havde også Johannes til Medhjælper.
6. Og da de vare dragne igennem hele Øen indtil Pafus, fandt de en
Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus.
7. Han var hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig
Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og attråede at
høre Guds Ord.
8. Men Elimas, Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem
imod og søgte at vende Statholderen bort fra Troen.
9. Men Saulus, som også kaldes Paulus, blev fyldt med den
Helligånd, så fast på ham og sagde:
10. "O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du
Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende
Herrens de lige Veje?
11. Og nu se, Herrens Hånd er over dig, og du skal blive blind og
til en Tid ikke se Solen." Men straks faldt der Mulm og Mørke
over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde
lede ham.
12. Da Statholderen så det, som var sket, troede han, slagen af
Forundring over Herrens Lære.
13. Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom
til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte
tilbage til Jerusalem.
14. Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og
gik ind i Synagogen på Sabbatsdagen og satte sig.
15. Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte
Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: "I Mænd,
Brødre! have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!"
16. Men Paulus stod op og slog til Lyd med Hånden og sagde: "I
israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til! 17. Dette
Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i
Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet
Arm.
18. Og omtrent fyrretyve År tålte han deres Færd i Ørkenen.
19. Og han udryddede syv Folk i Kanåns Land og fordelte disses Land
iblandt dem,
20. og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav
han dem Dommere indtil Profeten Samuel.
21. Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn,
en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve År.
22. Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til
Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: "Jeg har fundet
David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min
Villie."
23. Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser,
Jesus,
24. efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket
Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk.
25. Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: "Hvad
anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en
efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse."
26. I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Slægt, og de iblandt eder,
som frygte Gud! Til os er Ordet om denne Frelse sendt.
27. Thi de, som bo i Jerusalem, og deres Rådsherrer kendte ham ikke;
de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Ord, som forelæses
hver Sabbat.
28. Og om end de ingen Dødsskyld fandt hos ham, bade de dog Pilatus,
at han måtte blive slået ihjel.
29. Men da de havde fuldbragt alle Ting, som ere skrevne om ham,
toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav.
30. Men Gud oprejste ham fra de døde,
31. og han blev set i flere Dage af dem, som vare gåede med ham op
fra Galilæa til Jerusalem, dem, som nu ere hans Vidner for
Folket.
32. Og vi forkynde eder den Forjættelse, som blev given til Fædrene,
at Gud har opfyldt denne for os, deres Børn, idet han oprejste
Jesus;
33. som der også er skrevet i den anden Salme: "Du er min Søn, jeg
har født dig i Dag."
34. Men at han har oprejst ham fra de døde, så at han ikke mere skal
vende tilbage til Forrådnelse, derom har han sagt således: "Jeg
vil give eder Davids hellige Forjættelser, de trofaste."
35. Thi han siger også i en anden Salme: "Du skal ikke tilstede din
hellige at se Forrådnelse."
36. David sov jo hen, da han i sin Livstid havde tjent Guds
Rådslutning, og han blev henlagt hos sine Fædre og så
Forrådnelse;
37. men den, som Gud oprejste, så ikke Forrådnelse.
38. Så være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham
forkyndes der eder Syndernes Forladelse;
39. og fra alt, hvorfra I ikke kunde retfærdiggøres ved Mose Lov,
retfærdiggøres ved ham enhver, som tror.
40. Ser nu til, at ikke det, som er sagt ved Profeterne, kommer over
eder:
41. "Ser, I Foragtere, og forundrer eder og bliver til intet; thi en
Gerning gør jeg i eders Dage, en Gerning, som I ikke vilde tro,
dersom nogen fortalte eder den."
42. Men da de gik ud, bad man dem om, at disse Ord måtte blive talte
til dem på den følgende Sabbat.
43. Men da Forsamlingen var opløst, fulgte mange af Jøderne og af de
gudfrygtige Proselyter Paulus og Barnabas, som talte til dem og
formanede dem til at blive fast ved Guds Nåde.
44. Men på den følgende Sabbat forsamledes næsten hele Byen for at
høre Guds Ord.
45. Men da Jøderne så Skarerne, bleve de fulde af Nidkærhed og
modsagde det, som blev talt af Paulus, ja, både sagde imod og
spottede.
46. Men Paulus og Barnabas talte frit ud og sagde: "Det var
nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder; men efterdi
I støde det fra eder og ikke agte eder selv værdige til det
evige Liv, se, så vende vi os til Hedningerne.
47. Thi således har Herren befalet os: "Jeg har sat dig til
Hedningers Lys, for at du skal være til Frelse lige ud til
Jordens Ende."
48. Men da Hedningerne hørte dette, bleve de glade og priste Herrens
Ord, og de troede, så mange, som vare bestemte til evigt Liv,
49. og Herrens Ord udbredtes over hele Landet.
50. Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de
første Mænd i Byen; og de vakte en Forfølgelse imod Paulus og
Barnabas og joge dem ud fra deres Grænser.
51. Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og droge til
Ikonium.
52. Men Disciplene bleve fyldte med Glæde og den Helligånd.