1. Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens
Disciple, gik til Ypperstepræsten
2. og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om
han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen,
kunde føre dem bundne til Jerusalem.
3. Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede
et Lys fra Himmelen ham pludseligt.
4. Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham:
"Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?"
5. Og han sagde: "Hvem er du, Herre?" Men han svarede: "Jeg er
Jesus, som du forfølger.
6. Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør
gøre."
7. Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte
Røsten, men ikke så nogen.
8. Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne,
så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i
Damaskus.
9. Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller
drak.
10. Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren
sagde til ham i et Syn: "Ananias!" Og han sagde: "Se, her er
jeg, Herre!"
11. Og Herren sagde til ham: "Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes
den lige, og spørg i Judas's Hus efter en ved Navn Saulus fra
Tarsus; thi se, han beder.
12. Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og
lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende."
13. Men Ananias svarede: "Herre! jeg har hørt af mange om denne
Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem.
14. Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle
dem, som påkalde dit Navn."
15. Men Herren sagde til ham: "Gå; thi denne er mig et udvalgt
Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger
og Israels Børn;
16. thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns
Skyld."
17. Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham
og sagde: "Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der
viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal
blive seende igen og fyldes med den Helligånd."
18. Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev
seende, og han stod op og blev døbt.
19. Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos
Disciplene i Damaskus.
20. Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds
Søn.
21. Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham,
som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var
kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?"
22. Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i
Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus.
23. Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham
ihjel.
24. Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede
endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel.
25. Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem
Muren, idet de firede ham ned i en Kurv.
26. Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til
Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at
han var en Discipel.
27. Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han
fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han
havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet
frimodigt i Jesu Navn.
28. Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem
29. og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes
med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel.
30. Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea
og sendte ham videre til Tarsus.
31. Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og
Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved
den Helligånds Formaning voksede den.
32. Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også
kom ned til de hellige, som boede i Lydda.
33. Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År
til Sengs og var værkbruden.
34. Og Peter sagde til ham: "Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå
op, og red selv din Seng!" Og han stod straks op.
35. Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til
Herren.
36. Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket
udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange
Almisser.
37. Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de
hende og lagde hende i Salen ovenpå.
38. Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de
hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: "Kom uden
Tøven over til os!"
39. Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de
ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og
viste ham alle de Kjortler og Kapper, som "Hinden" havde
forarbejdet, medens hun var hos dem.
40. Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og
han vendte sig til det døde Legeme og sagde: "Tabitha, stå op!"
Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.
41. Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de
hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem.
42. Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på
Herren.
43. Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon,
en Garver.