1. På den Tid vandrede Jesus på Sabbaten igennem en Sædemark; men
hans Disciple bleve hungrige og begyndte at plukke Aks og at
spise.
2. Men da Farisæerne så det, sagde de til ham: "Se, dine Disciple
gøre, hvad det ikke er tilladt at gøre på en Sabbat."
3. Men han sagde til dem: "Have I ikke læst, hvad David gjorde, da
han blev hungrig og de, som vare med ham?
4. hvorledes han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som det
ikke var ham tilladt at spise, ej heller dem, som vare med ham,
men alene Præsterne?
5. Eller have I ikke læst i Loven, at på Sabbaterne vanhellige
Præsterne Sabbaten i Helligdommen og ere dog uden Skyld?
6. Men jeg siger eder, at her er det, som er større end
Helligdommen.
7. Men dersom I havde vidst, hvad det Ord betyder: Jeg har Lyst til
Barmhjertighed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt dem,
som ere uden Skyld.
8. Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten."
9. Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge.
10. Og se, der var en Mand, som havde en vissen Hånd; og de spurgte
ham ad og sagde: "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten?" for
at de kunde anklage ham.
11. Men han sagde til dem: "Hvilket Menneske er der iblandt eder,
som har kun eet Får, og ikke tager fat på det og drager det op,
dersom det på Sabbaten falder i en Grav?
12. Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Får? Altså er det
tilladt at gøre vel på Sabbaten."
13. Da siger han til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han rakte den ud,
og den blev igen sund som den anden.
14. Men Farisæerne gik ud og lagde Råd op imod ham, hvorledes de
kunde slå ham ihjel.
15. Men da Jesus mærkede det, drog han bort derfra; og mange fulgte
ham, og han helbredte dem alle.
16. Og han bød dem strengt, at de ikke måtte gøre ham kendt;
17. for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som
siger:
18. "Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min
Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Ånd over ham, og han skal
forkynde Hedningerne Ret.
19. Han skal ikke kives og ikke råbe, og ingen skal høre hans Røst
på Gaderne.
20. Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den
rygende Tande, indtil han får ført Retten frem til Sejr.
21. Og på hans Navn skulle Hedninger håbe."
22. Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han
helbredte ham, så at den stumme talte og så.
23. Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: "Mon denne skulde være
Davids Søn?"
24. Men da Farisæerne hørte det, sagde de: "Denne uddriver ikke de
onde Ånder uden ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste."
25. Men såsom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert
Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By
eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestå.
26. Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i Splid med sig
selv; hvorledes skal da hans Rige bestå?
27. Og dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem
uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders
Dommere.
28. Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Ånd, da er jo
Guds Rige kommet til eder.
29. Eller hvorledes kan nogen gå ind i den stærkes Hus og røve hans
Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre
hans Hus.
30. Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler
med mig, adspreder.
31. Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades
Menneskene, men Bespottelsen imod Ånden skal ikke forlades.
32. Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det
forlades; men den som taler imod den Helligånd, ham skal det
ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende.
33. Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet
være råddent, og dets Frugt rådden; thi Træet kendes på Frugten.
34. I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, når I ere onde? Thi af
Hjertets Overflødighed taler Munden.
35. Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forråd; og et
ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forråd.
36. Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab på
Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale.
37. Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du
førdømmes."
38. Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde:
"Mester! vi ønske at se et Tegn at dig."
39. Men han svarede og sagde til dem: "En ond og utro Slægt
forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten
Jonas's Tegn.
40. Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug,
således skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i
Jordens Skød.
41. Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt
og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og
se, her er mere end Jonas.
42. Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt
og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre
Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
43. Men når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den
igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke.
44. Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af;
og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet.
45. Så går den hen og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre
end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det
sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Således
skal det også gå denne onde Slægt."
46. Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og
hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham.
47. Da sagde en til ham: "Se, din Moder og dine Brødre stå udenfor
og begære at tale med dig."
48. Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: "Hvem er
min Moder? og hvem ere mine Brødre?"
49. Og han rakte sin Hånd ud over sine Disciple og sagde: "Se, her
er min Moder og mine Brødre!
50. Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er
min Broder og Søster og Moder."